Ordkraft med biskoppen, Elsebeth Egholm og Vigdis Hjorth (plus min mand og veninde)

30. marts 2023

Den fineste ordfestival i landet, Ordkraft, afholdes igen i år i Nordkraft, Aalborg.
Kom og vær med!
Se det store program ved at klikke lige her.

Jeg skal (heldigvis) igen interviewe på scenerne, og jeg ved, at det bliver dybdegående og overraskende samtaler, for det er tre kloge og kompetente mennesker, jeg skal møde.

Foto: Lars Horn / Baghuset
Torsdag åbner Ordkraft officielt kl. 15, men der er arrangementer fra kl. 14.Sidst på dagen 17.15-18 taler jeg med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen om, hvad litteraturen betyder i hans hverdag og for hans syn på livet. Det sker i Biffens sal B, og jeg lover, at jeg nok skal få ham til at tale om andre end Shakespeare! Og forhåbentlig vil han læse højt.

Foto: Les Kaner
Lørdag 11.00-11.45 interviewer jeg Elsebeth Eghom i den lille Watt-sal om “Den røde glente” og om hendes kommende roman.
Det gør jeg også kl.13-13.45 i Skråens store sal. Jeg har talt med hende flere gange og ved, hvor langt ind i livet som voksen, vi kommer, når vi mødes. Hvad stiller man op med lidenskaben, når man er ramt af sorg? Hvor gør man af gamle traumer, fra man var teenager? Det bliver en ærlig snak.

Foto: Angelica Spilling
Samme dag kl. 15-15.45 interviewer jeg i Biffens sal A norske Vigdis Hjorth om hendes roman “15 år”. Det er fortættet fortælling om de år, der er skelsættende for så mange af os. Hvor vi undersøger livet, men ikke har lært at tage vare på os selv og derfor kan knuses. Vigdis Hjorth er en af Norges mest betydningsfulde stemmer med en række samfundskritiske romaner bag sig. Måske kommer vi også til at tale om Sigrid Undset? Jeg tror det.

Som en ekstra glæde, så interviewes min mand, Uffe Westerberg, om sin bog om Churchillklubben, som udkommer lige op til Ordkraft.
Det sker ligeledes lørdag kl.12.15-13.00 i Biffen, sal B, og igen kl. 14 i Biffen sal C. Det er en bevægende og meget aktuel beretning om den gruppe helt unge mænd, næsten blot store børn, der dannede den første, danske modstandsgruppe under anden verdenskrig. De voksne havde ikke modet, men det havde de. Min mand er – og det er ikke kun mig, der mener det – en uhyre dygtig, vidende og erfaren journalist. Og i øvrigt opkaldt efter en af medlemmerne af Churchillklubben!

Foto: Betina Fleron
Oveni skal min vidunderlige veninde og tidligere chef, Elsebeth Dissing, interviewes om sin bog nummer to, “Tobakspigerne”.
Det sker også lørdag kl. 14 i Biffens sal A. Hun skriver medrivende og præcist, som den erfarne journalist, hun er, om Aalborgs ekstraordinært stærke kvindekultur, bygget op ud fra de store fabrikker i byen. Hun har researchet grundigt og giver ny og perspektivrig dokumentation af den fortid, vi ofte kun hører om fra mændenes side.

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten.

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud? Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data