Ordkraft med biskoppen, Elsebeth Egholm og Vigdis Hjorth (plus min mand og veninde)
30. marts 2023

Den fineste ordfestival i landet, Ordkraft, afholdes igen i år i Nordkraft, Aalborg.
Kom og vær med!
Se det store program ved at klikke lige her.

Jeg skal (heldigvis) igen interviewe på scenerne, og jeg ved, at det bliver dybdegående og overraskende samtaler, for det er tre kloge og kompetente mennesker, jeg skal møde.

Foto: Lars Horn / Baghuset
Torsdag åbner Ordkraft officielt kl. 15, men der er arrangementer fra kl. 14.
Sidst på dagen 17.15-18 taler jeg med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen om, hvad litteraturen betyder i hans hverdag og for hans syn på livet. Det sker i Biffens sal B, og jeg lover, at jeg nok skal få ham til at tale om andre end Shakespeare! Og forhåbentlig vil han læse højt.


Foto: Les Kaner
Lørdag 11.00-11.45 interviewer jeg Elsebeth Eghom i den lille Watt-sal om “Den røde glente” og om hendes kommende roman.
Det gør jeg også kl.13-13.45 i Skråens store sal. Jeg har talt med hende flere gange og ved, hvor langt ind i livet som voksen, vi kommer, når vi mødes. Hvad stiller man op med lidenskaben, når man er ramt af sorg? Hvor gør man af gamle traumer, fra man var teenager? Det bliver en ærlig snak.


Foto: Angelica Spilling
Samme dag kl. 15-15.45 interviewer jeg i Biffens sal A norske Vigdis Hjorth om hendes roman “15 år”. Det er fortættet fortælling om de år, der er skelsættende for så mange af os. Hvor vi undersøger livet, men ikke har lært at tage vare på os selv og derfor kan knuses. Vigdis Hjorth er en af Norges mest betydningsfulde stemmer med en række samfundskritiske romaner bag sig. Måske kommer vi også til at tale om Sigrid Undset? Jeg tror det.


Som en ekstra glæde, så interviewes min mand, Uffe Westerberg, om sin bog om Churchillklubben, som udkommer lige op til Ordkraft.
Det sker ligeledes lørdag kl.12.15-13.00 i Biffen, sal B, og igen kl. 14 i Biffen sal C. Det er en bevægende og meget aktuel beretning om den gruppe helt unge mænd, næsten blot store børn, der dannede den første, danske modstandsgruppe under anden verdenskrig. De voksne havde ikke modet, men det havde de. Min mand er – og det er ikke kun mig, der mener det – en uhyre dygtig, vidende og erfaren journalist. Og i øvrigt opkaldt efter en af medlemmerne af Churchillklubben!


Foto: Betina Fleron
Oveni skal min vidunderlige veninde og tidligere chef, Elsebeth Dissing, interviewes om sin bog nummer to, “Tobakspigerne”.
Det sker også lørdag kl. 14 i Biffens sal A. Hun skriver medrivende og præcist, som den erfarne journalist, hun er, om Aalborgs ekstraordinært stærke kvindekultur, bygget op ud fra de store fabrikker i byen. Hun har researchet grundigt og giver ny og perspektivrig dokumentation af den fortid, vi ofte kun hører om fra mændenes side.

 

Læs videre

Det store skift – som 63-årig

Det store skift – som 63-årig

For halvandet år siden satte min mellemste søn mig stolen for døren på en kærlig, men dog alligevel en smuk udspekuleret vis. Det var i juleferien, de var alle hjemme, alt var godt, men jeg var rastløs.
Så, da han spurgte, om ikke det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, jeg havde talt løst om i nogle år, gik jeg i tankehi. Det er ikke let for mig. Jeg vil helst træffe de store beslutninger sammen med dem, jeg elsker - eller i mindre målestok sammen med andre, jeg arbejder sammen med.
Men denne beslutning måtte jeg træffe helt alene.
Og det gjorde jeg.

Læs mere

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

"Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var ...

Læs mere

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Læs videre