Ordkraft med biskoppen, Elsebeth Egholm og Vigdis Hjorth (plus min mand og veninde)

30. marts 2023

Den fineste ordfestival i landet, Ordkraft, afholdes igen i år i Nordkraft, Aalborg.
Kom og vær med!
Se det store program ved at klikke lige her.

Jeg skal (heldigvis) igen interviewe på scenerne, og jeg ved, at det bliver dybdegående og overraskende samtaler, for det er tre kloge og kompetente mennesker, jeg skal møde.

Foto: Lars Horn / Baghuset
Torsdag åbner Ordkraft officielt kl. 15, men der er arrangementer fra kl. 14.Sidst på dagen 17.15-18 taler jeg med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen om, hvad litteraturen betyder i hans hverdag og for hans syn på livet. Det sker i Biffens sal B, og jeg lover, at jeg nok skal få ham til at tale om andre end Shakespeare! Og forhåbentlig vil han læse højt.

Foto: Les Kaner
Lørdag 11.00-11.45 interviewer jeg Elsebeth Eghom i den lille Watt-sal om “Den røde glente” og om hendes kommende roman.
Det gør jeg også kl.13-13.45 i Skråens store sal. Jeg har talt med hende flere gange og ved, hvor langt ind i livet som voksen, vi kommer, når vi mødes. Hvad stiller man op med lidenskaben, når man er ramt af sorg? Hvor gør man af gamle traumer, fra man var teenager? Det bliver en ærlig snak.

Foto: Angelica Spilling
Samme dag kl. 15-15.45 interviewer jeg i Biffens sal A norske Vigdis Hjorth om hendes roman “15 år”. Det er fortættet fortælling om de år, der er skelsættende for så mange af os. Hvor vi undersøger livet, men ikke har lært at tage vare på os selv og derfor kan knuses. Vigdis Hjorth er en af Norges mest betydningsfulde stemmer med en række samfundskritiske romaner bag sig. Måske kommer vi også til at tale om Sigrid Undset? Jeg tror det.

Som en ekstra glæde, så interviewes min mand, Uffe Westerberg, om sin bog om Churchillklubben, som udkommer lige op til Ordkraft.
Det sker ligeledes lørdag kl.12.15-13.00 i Biffen, sal B, og igen kl. 14 i Biffen sal C. Det er en bevægende og meget aktuel beretning om den gruppe helt unge mænd, næsten blot store børn, der dannede den første, danske modstandsgruppe under anden verdenskrig. De voksne havde ikke modet, men det havde de. Min mand er – og det er ikke kun mig, der mener det – en uhyre dygtig, vidende og erfaren journalist. Og i øvrigt opkaldt efter en af medlemmerne af Churchillklubben!

Foto: Betina Fleron
Oveni skal min vidunderlige veninde og tidligere chef, Elsebeth Dissing, interviewes om sin bog nummer to, “Tobakspigerne”.
Det sker også lørdag kl. 14 i Biffens sal A. Hun skriver medrivende og præcist, som den erfarne journalist, hun er, om Aalborgs ekstraordinært stærke kvindekultur, bygget op ud fra de store fabrikker i byen. Hun har researchet grundigt og giver ny og perspektivrig dokumentation af den fortid, vi ofte kun hører om fra mændenes side.

Læs videre

Gå med ud i livet – sammen med andre

"Stilheden er Guds sprog, siger nogle, men det er også menneskets. Når vi er stille sammen, er vi sammen med dem, vi er sammen med, og med alle andre også. De levende og døde. Klodens liv. Evigheden. Sådan kan det sanses. Og så brød nattergalen ind og sang, og til frokost gav vi los for papegøjesnak på flere sprog. Netop det, at vi havde forskellige modersmål gjorde, at vi også lyttede bedre. At vi gjorde os umage med at forstå."

"Vi lyttede virkelig, oplevede jeg. Til fugle, ja, til hinanden ja, til fortællingerne i Bibelen, ja, til mig selv, ja, for jeg kan kun tale for mig selv. Det var, som om jeg blev mindre optaget af at reagere på det, andre sagde og i højere grad blot lyttede til, lagde mærke til, sansede det, der var omkring mig, i teksten, hos de andre.
At være vært er noget andet, det ved jeg, og det var jeg i den uge, men i stilheden var jeg også bare stille, og alene de timer (og menneskene, roserne, maden …) får mig stadig til at smile. Som et barn."

Sådan skriver jeg i mit nyhedsbrev fra den uge med stilledage, jeg netop har afsluttet på www.gardenoflemons.com
Der er mange forskellige muligheder for at komme afsted i stilhed eller på anden måde få inspiration og/eller glæde og/eller ro og/eller et eller andet andet.

Selve betegnelsen retræte bruges også forskelligt, så læs og undersøg, inden I tager afsted, så I ved, hvad I går ind til. Flere af de organiserede og tilbagevendende findes på www.retraete.dk andre kan findes via din lokale kirke eller annoncer i aviser eller magasiner.
Følg med i mine her på kalenderen.

Læs mere

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data