Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Forbundet med pligten

Kong Frederik er ikke kendt for at være et menneske af store ord. Tværtimod. Vi anser ham derimod for at være ærlig. Om, han er det, kan ingen af vi undersåtter bevidne, men hans valg af ordsprog signalerer det. Vi kan genkende ham i det.
Han er folkelig, som det hedder, og har vist en forbundethed med og i det samfund, han regerer over.
Men han har også haft det svært med den store pligt, han er født til. Det står han ved, og han tager pligten på sig. Han understreger endog, at den gælder hele kongeriget – også klodens største ø, hvor han selv har arbejdet i Siriuspatruljen, og som vi ved, han holder af.
Hans valgsprog bliver derved til et signal om at stå ved sig selv, sin arv og pligt og gøre det til fællesskabets bedste.

Bruger egne ord

I Sverige er I ikke vant til royale valgsprog med Gud. I Norge har de altid det samme, ”Alt for Norge”. I Danmark har monarkerne åbenbart haft et større behov for at skilte med deres tro. Eller måske med deres Gudgivne magt? Er det sympatisk? Kristent?
75 procent er medlemmer af den danske folkekirke, og såvel regenten som tronfølgeren er tvungne medlemmer, men kristendommen vil ikke få det (endnu) bedre i Danmark, hvis kongen havde valgt G-ordet. Måske tværtimod?
Det er snarere den naturlighed, den ærlighed, der kan ligge i ikke at bruge kirkens, men ens egne ord, der kan lette kristendommens vej til samtaler og hjerter. Som kongen gør det med sine egne ord både ved kroningen og i den bog, han udgav 17. januar om sit kommende hverv: ”Nogen vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner Gud eksplicit i mit kongeord, men for mig indgår Gud i forestillingen om at være ‘forbundne’.”

Blufærdig konge

Da jeg interviewede Dronning Margrethe (som hun stadig skal tituleres) om hendes tro i 2008, forklarede hun, hvordan hun ”hører til i den kristne kultur, i den danske folkekirke”, men at både hun og hendes far, Kong Frederik 9, som hun var meget knyttet til, var ”blufærdige” om deres tro.
”Min far var et menneske, der vidste, at man ikke kan klare det hele alene. Og han vidste godt, hvor hjælpen skulle komme fra. Det er der ingen tvivl om.”
Så da Kong Frederik 10 fra balkonen, hvor han blev udråbt som konge, talte om, at han ville regere med ”hjælp fra det, der er større end os selv”, tror kun de mest konkret og snævert tænkende på, at han alene henviste til det slogan, danske fodboldspillere har fra DBU, Dansk Boldspil Union.
Vi andre tror, han tænkte på sin morfar.
Og på Gud.

Klumme bragt i Sändaren, januar 2024.
Foto: Dennis Stenild, Kongehuset ©