Debut på prædikestol i DR og domkirke
2. december 2020

3. januar skal jeg prædike i Budolfi, domkirken i Aalborg. Gudstjenesten, der begynder kl. 10, sendes også på DRs P1.

Det er første gang, jeg har sagt ja til at prædike. Det er store skridt at tage op ad den smalle trappe til prædikestolen. Jeg plejer at sidde på kirkebænken. Der er jeg tilpas. Afventende, hvilende i mig selv, mine tanker, tro, følelser, fryd og sorg. Det er en foræring hver søndag, jeg er der. I løbet af en gudstjeneste kommer jeg rundt i det meste af mit sind og får lukket verden først ude, siden ind, så jeg er klar til den kommende uge.

Jeg er ikke genert over at skulle tale til mange, men søndag 3. januar prøver jeg at løfte et andet ansvar end det, jeg gør til foredrag. Når jeg er ude at tale på biblioteker, sognehuse og kirker, er det alene som den, jeg er. På prædikestolen er jeg også kun mig, men jeg har fået en plads at stå på, som jeg vil behandle med respekt. Ikke, at det får mig til at sige noget andet, end jeg ellers kunne have sagt, men jeg ved, det høres anderledes, når det kommer oppe fra en prædikestol end nede fra mine 163 centimeter stående på gulvet.

Så nu skriver jeg. Med alvor og i glæde.

Jeg er spændt, men jeg ved, jeg er i de bedste hænder. Margrethe Østergaard er kantor. Jørgen Ellekilde organist og Hanne Dahl præst i stedet for Nanna Holm. Hun er sygemeldt efter et trafikuheld, men var lykkeligvis med, da vi valgte salmer.

Niels Brunses Helligtrekonger-salme “Vise mænd ledte den lange vej” opfører koret som motet.

Vi andre skal synge:
136 Dejlig er den himmel blå – som alle kan synge med på og lade som om, vi er børn igen
362 Gør dig nu rede, kristenhed – der beskriver en tro, der vokser:  “Af glæde skal du stråle”
101 Himlens morgenrøde – der går tæt på meningen med, at “den dunkle vrå blev lysets hjem”
137 Det runde himlens stjernetelt – der håber, vi lærer af “verdens vise det lille barn i Betlehem at skatte og at prise”
7 Herre Gud, dit dyre navn og ære – En af Dronning Margrethes yndlingssalmer, som hun fortalte i mit interview med hende om tro, som sender os ud i verden som voksne og dødelige, men ranke

Glædelig advent, glædelig ventetid.

Læs videre

Det store skift – som 63-årig

Det store skift – som 63-årig

For halvandet år siden satte min mellemste søn mig stolen for døren på en kærlig, men dog alligevel en smuk udspekuleret vis. Det var i juleferien, de var alle hjemme, alt var godt, men jeg var rastløs.
Så, da han spurgte, om ikke det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, jeg havde talt løst om i nogle år, gik jeg i tankehi. Det er ikke let for mig. Jeg vil helst træffe de store beslutninger sammen med dem, jeg elsker - eller i mindre målestok sammen med andre, jeg arbejder sammen med.
Men denne beslutning måtte jeg træffe helt alene.
Og det gjorde jeg.

Læs mere

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

"Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var ...

Læs mere

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Læs videre