“Med rank ryg” udkommer 12.maj
20. april 2021

Forsidefoto: Marie Hald

Kan man være journalist, sorgfuld, tænksom og lattermild og samtidig både kvinde og kristen anno 2021?

Ja.

Bibelselskabets Forlag udgiver 12. maj min fjerde bog, “Med rank ryg. Om tro og moderskab” og giver den disse ord med på vejen:

“En rå og tankevækkende bog om at være kvinde og troende i dag. Ærligt fortæller Charlotte Rørth om sit liv. Om overgreb, om at føde børn, være mor, miste sin søn og en dag at vove at læse i Bibelen med sit helt eget blik. Der finder hun – uventet for hende selv – at selve kernen i kristendommen giver hende styrke. Styrke til at leve med rank ryg.

Bogens personlige fortælling rækker ud til aktuelle debatter om køn og ligeværd. Vi har brug for et sprog, der tager troen og kroppen alvorligt, argumenterer forfatteren, når hun peger på kristendommen som et fælles ståsted for gensidig respekt.

En smertefuld bog fuld af håb.”

Danmarks stærkeste portrætfotograf, Marie Hald, valgte at bruge tid på at fotografere mig til forsiden.

Jeg har fulgt hende gennem flere år og har været imponeret af hendes evne til at fange styrken i det enkelte menneske, der ofte er alene på hendes fotografier, men altid har et rum i sig selv, som Marie formår at finde frem til og vise for andre.

Det er en kunst, der kræver både fotografisk og menneskelig kunnen. Det har Marie.

Hun gør det ikke muligt for mig hverken at skjule min sorg eller min livsvilje. Hun viser min samtidighed, at jeg lever i dyb smerte og stor glæde, og at jeg gør det hele tiden.

Vi mødtes i Københavns domkirke, Vor Frue, foran Bertel Thorvaldsens Jesus-statue. Et sted, der for så mange af os er et særligt styrkende sted.

Jeg er meget taknemmelig for, at biskoppen over København, Peter Skov-Jakobsen, sagde ja til, at vi måtte være i kirkens rum.

Min tro er med mig allevegne, selvfølgelig er den det, men for mig betyder et smukt rum, at jeg løfter blikket, at jeg ranker ryggen.

Læs videre

Det store skift – som 63-årig

Det store skift – som 63-årig

For halvandet år siden satte min mellemste søn mig stolen for døren på en kærlig, men dog alligevel en smuk udspekuleret vis. Det var i juleferien, de var alle hjemme, alt var godt, men jeg var rastløs.
Så, da han spurgte, om ikke det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, jeg havde talt løst om i nogle år, gik jeg i tankehi. Det er ikke let for mig. Jeg vil helst træffe de store beslutninger sammen med dem, jeg elsker - eller i mindre målestok sammen med andre, jeg arbejder sammen med.
Men denne beslutning måtte jeg træffe helt alene.
Og det gjorde jeg.

Læs mere

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

"Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var ...

Læs mere

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Læs videre