Lige inden Michael Sørensen og hans kone, Anne Nøhr, skulle flytte, tog hans hovedpine og glemsomhed til. Som skoleleder på Gammel Hasseris Skole i Aalborg hørte stress ind imellem til jobbet, men det blev værre. Meget værre. Han døde. I dag lever han et roligt liv i deres lille, sortmalede træhus ved Limfjorden. Men han lever med en stor længsel. Længslen efter døden.
For tre år siden fik skoleleder og far til tre, Michael Sørensen, konstateret en tumor i hjernen. Den blev fjernet to dage efter, var godartet, planen var, at han skulle tilbage på job i løbet af to til tre måneder, men blødningerne ville ikke stoppe.
”Det er det underlige ved det. Jeg ikke huske noget som helst andet fra den tid. Alt er væk, men jeg kan helt præcis huske den der følelse af at give slip på livet og være klar til at komme videre til det, der ligger bagved.”
Hvad ligger bagved?
”Et fantastisk sted. Fuld af kærlighed. Fuld af ro. Fuld af omsorg. Fuld af mildhed. Fuld af glæde. Jeg kan mærke den bevægelse i min krop nu.”
Michael Sørensens tal fik lægerne til at gøre hans familie klar til at sige farvel. De sad om sengen og var urolige og bange. Imens lå han og ”og havde det bedre” end ”nogensinde”.
”Jeg havde det helt fantastisk. Min kone troede, jeg havde det rigtigt, rigtigt, rigtigt svært på det tidspunkt, men det var slet ikke sådan. Jeg havde det bedre, end jeg nogensinde før havde haft det i mit liv.”
Langsomt blev Michael Sørensen bedre, han vågnede, kom til genoptræning, hårde år fulgte. I dag sidder han ved sit runde spisebord med levende lys og er et nummer i en statistik, de fleste overraskes over.
Michael Sørensen har haft en nærdødsoplevelse. Sådan en får en ud af 20.
Tier om døden
”Jeg kan ikke udelukke, at der har været lys og billeder, men det er noget af det, jeg ikke kan huske, ligesom der er så mange andre ting, jeg ikke kan huske. Men følelser husker jeg klart. De beskriver bedre for mig, hvor fantastisk et sted, det var. Jeg husker at være enormt tryg i situationen. Husker den kærlighed, der strømmede ind i mig, som var så kæmpe, kæmpestor. Jeg fik en oplevelse, som gav mig mere end alt andet ville kunne give mig,” gengiver han og fortsætter:
”Var det døden, jeg var i? Ja, det var det. Jeg er ikke i tvivl om, at det var døden. Og det var noget så vidunderligt og fantastisk. Men,” siger han og tier lidt.
”Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie, for jeg gav jo slip. Det var det, jeg gjorde. Det var på den måde, jeg kunne mærke, at det her er noget andet end livet.”
I flere måneder efter operationen kunne han ikke sin kones eller børns navne, men vidste med ”hele kroppen”, at han elskede dem.
”Min kone er ikke glad for, at jeg taler om, hvordan jeg har det med oplevelsen. Det forstår jeg godt,” siger han.
Alt er anderledes bagefter
Da Michael Sørensen lå der, ville han gerne ind i døden. Ikke, fordi han ikke elskede sin familie, understreger han gang på gang. Han tænkte ikke, som han lå der. Det kunne hans hjerne ikke.
Da hans krop valgte livet, uden at nogle ved hvorfor, begyndte et andet liv for Michael Sørensen og hans familie. Et liv med træning. Nedture. Omvæltninger. Afsavn.
- Nærdødsoplevelser erfares af en ud af 20.
- De sker uafhængig af køn, alder, etnicitet, alder, uddannelse, tro med mere.
- De gør folk mindre bange for at dø.
- Det fastslår Bruce Greyson, professor emeritus, University of Virginia, manden bag Greyson-skalaen, som nærdødsoplevelser rubriceres efter. Forfatter til ”Efter – en læge udforsker, hvad nærdødsoplevelser fortæller om livet og efterlivet”, Gyldendal.
- Læs interview med ham her:
Professor i nærdødsoplevelser: “Har du været død? Godt for dig – og alle andre”
”Alt er anderledes bagefter. Også døden. Den er nu en helt naturlig del af mit liv. Det har man brug for at fortælle til dem, man elsker. Men jeg kan godt forstå, at de ikke ønsker at tale om at være i den.”
Michael Sørensen aftalte derfor at tale om døden med en ergoterapeut, der kom og trænede med ham.
”Det er godt at tale om døden. Jeg griner lidt nu, for jeg bliver jo så glad. Jeg har godt, når jeg tænker på den.”
Går hen til døden
Gennem årene har han med samtaler med ergoterapeuten, sig selv og andre, fået skabt en plads til døden, hvor han kan gå hen og mærke den og få det bedre.
”Det kan jeg nemlig. Jeg kan også mærke den, nu vi sidder og taler om den. Det giver mig en ro. En frigørelse. Det bliver godt engang. Det behøver jeg ikke bekymre mig om.”
- At have erfaret, at døden er et godt sted, kan gøre en religiøs, viser et netop offentliggjort forskningsprojekt fra dr. Marianne Rankin.
- Hun har nærstuderet 2000 ud af 7000 oplevelser indsendt til The Alister Hardy Religious Experience Research Centre i Wales.
- Oplevelserne får dog ikke folk til at gå i kirke. Mange taler i stedet om, at oplevelsen har gjort deres tro mere universel.
- Læs interview med Marianne Rankin her:
Michael Sørensen har også haft samtaler med præster, men er ikke ”blevet mere troende på en bestemt tro.”
”Man kan sige, at for at være troende, skal man tro på et eller andet. Men jeg ved noget. Altså, jeg har prøvet det. Jeg har mærket det. Jeg behøver ikke at tro på det.”
Den kærlighed, han mødte i døden, kom ikke et sted fra.
”Den var der bare. Den var der bare ubetinget,” siger han og kalder det et nærvær med noget guddommeligt.
”Det tror jeg, det er. Jeg kan ikke sige dig, hvad gud er, hvem gud er, hvad gud står for, men jeg er ikke i tvivl om, at det var noget guddommeligt. En kærlighed, som vi måske kan kalde for gud. Noget helt særligt. Noget helt specielt, der ikke kan beskrives, men som vi alle sammen på en eller anden måde kommer til at mærke, når vi skal herfra.”
Sker for alle
Michael Sørensen fortæller, fordi han er sikker på, at hans oplevelse må gælde alle.
”Hvorfor skulle det kun komme til mig? Hvad har jeg gjort for, at det skulle komme til mig? Jeg tror ikke, man kan gøre sig fortjent til den. Den er der.”
Måske skulle han mærke den kærlighed for at få hjælp til at klare det, der skete i hans liv, som andre også udsættes for barske hændelser, funderer han.
”Nogle får kræft. Nogle bliver kørt ned. Det sker ikke, fordi vi har fortjent det. Det sker. Og så kommer det guddommelige til os den dag, vi har brug for det. Så kommer kærligheden.”
Oplevelsen er en del af hans liv og af familiens, selv om de ikke selv har erfaret den og ikke er glade for at tale om, at han kunne have været død.
”Ingen kan sætte sig helt ind i det, der skete, uanset hvor meget jeg fortæller. Men min familie kan se den ro, jeg har fået. Og så tænker jeg, at de også kan bruge det til noget at få at vide, at der venter noget rigtig, rigtigt godt til os alle sammen, når vi engang dør.”
Skal leve mere
Hvorfor, han ikke blev i døden, kan ingen svare på, og indimellem har han været vred over at skulle leve. De forgangne år har været hårde. Hans hukommelse var væk, hans muskler, hans minder, hans job, hverdag, liv.
I dag kan han mere. På de gode dage. Han har ikke sit job, men holder foredrag, træner, besøger venner i bilen med GPS, kan huske mere, reflektere mere, er til.
”Jeg er nået frem til, at jeg har en forpligtelse til at leve. Det hjælper døden mig med. Fordi jeg ved, der findes så megen kærlighed. Det var fuldstændigt vanvittigt at opleve det, og det lyder helt skørt,” siger han.
”Men det var livsbekræftende. Der var så meget liv i døden.”
Trækket fra døden er ikke så stærkt, nu er den et sted, han ser frem til at komme hen. En dag.
”For nylig blev jeg spurgt om, hvordan jeg egentlig havde det? Det kan være svært at svare på, når man ikke husker ret godt ret langt tilbage, men jeg kunne sige, at nu har jeg ikke længere sådan et direkte ønske om at dø. Jeg kan mærke, at jeg egentlig er godt nok tilfreds med at være her.”
Længslen efter døden er ikke længere en rå kraft, der trækker i ham, men en accept af, at han må vente.
”Men når døden kommer, så er jeg klar til den. 100% klar,” konstaterer han.
Følg Michael Sørensen på Instagram: hjernemichael.dk
