fbpx
Et tænksomt øjeblik? Det gør mere for klimaet, end du tror
19. februar 2023

Den internationalt anerkendte tænker, britiske Karen Armstrong har givet mig dette eksklusive interview , der også bringes på www.POV.international. Heri giver hun provokerende indsigter i, hvad der virkelig kan forandre verden til det bedre. Selvfølgelig skal vi holde op med at flyve så meget, fastslår hun, men vi skal især lære af fortidens religioner og glemme den Gud i himlen, de kristne kirker har opdraget os med.

Et sted i London sidder en snart 80-årig dame ved sit skrivebord og ser ud på et træ. Hvilket træ har ingen betydning. Ej heller, hvor det står. At hun, et menneske, bare sidder stille og kigger nøje på et stykke natur, er det afgørende.

”It can be anything, really.” Det kan være hvad som helst. Sæt dig bare stille og se på det i 10 minutter. Gerne udendørs, selvfølgelig. “Even in the rain.”

Karen Armstrong ler. Hun ved, det lyder letkøbt, men det er det ikke. Er der nogen, der i dag kan kaldes vis, er det hende.

Kloden rundt er hun anerkendt som en af vor tids store tænkere og har skrevet flere af de bøger, både menigmand, magtens og fredens folk læser for at finde veje ud af konflikter, rædsler og almindelig eksistentiel tvivl. I sine nu 30 priste, lærde og læseværdige værker har hun især koncentreret sig om menneskets behov for religioner og deres opståen, ligheder og forskelle. Nu, ”hvor jeg er ved at blive gammel” som hun siger, vil hun samle sin viden til klodens bedste.

”En af årets vigtigste udgivelser”, The New Yorker, 2022.

Det gør hun i bogen med den sigende titel, Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden, som magasinet The New Yorker ved udgivelsen kaldte ”en af årets vigtigste udgivelser”.

Den er netop udkommet på dansk og er et sammenhængende historisk underbygget argument for, at det er på høje tid, at vi igen ser naturen og alt i den – inklusiv os selv og hinanden – som værende helligt. Både for klodens og vores egen skyld. ”Ikke så snart er Corona ovre, før vi flyver igen. Det går ikke. Vi er nødt til at trække os og se på de tankeløse skader, vi påfører miljøet. Vi må lægge vores egne ønsker og behov og vaner til en side,” fastslår hun i dette enestående interview om at stoppe som nonne, slippe den kristne tro, studere alle religioner, skrive, tænke, tale, samtale og nu være tæt på døden.

  • Karen Armstrong, internationalt anerkendt forfatter og global religionsforsker.
  • Har netop udgivet ”Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden”, Kristeligt Dagblads forlag.
  • Udnævnt af The New Yorker som en af de bedste bøger i 2022.
  • Har skrevet 30 bøger om de store religioner og deres historie.
  • Oversat til 45 sprog.
  • På dansk ”Sagen Gud”, ”Mytens historie”, ”Jerusalem”, ”Muhammed – en biografi”.
  • Æresdoktor ved flere universiteter.
  • OBE, The Most Excellent Order of the British Empire.
  • Medlem af The Royal Society of Literature.
  • Har modtaget en lang række priser, blandt andet den spanske Prins af Asturias-prisen, 2017, den svenske Nationalencyklopedin-pris, 2011, Freedom of Worship Award fra The Roosevelt Institute, 2008.
  • Stiftede CharterForCompassion.org efter at have fået TED Prize, 2008.
  • Bor alene i London.
  • Nonne 1962-1969.
  • Født 14. november 1944 i Worcestershire, England.

Hendes egen rejse er fuld af personlig smerte og afsavn, men måske ikke så anderledes end den udvikling, hele den vestlige civilisation gennemgår nu. Hendes rejse er menneskets rejse. Og den begynder med at sidde stille og se. Det er dog hverken inde på hendes kontor eller ude i naturen, at bogen begynder, men henne på British Library, hvor Karen Armstrong som ung nonne sad i ”stor forundring” og så på et ark papir med nogle af den engelske romantiske digter, William Wordsworths (1770-1850), egne håndskrevne linjer:

”Der var en tid, da engen, lunden og åen, Jorden og ethvert almindeligt syn, forekom mig, at være klædt i et himmelsk lys …”

Det er den tilstand, Karen Armstrong her 60 år efter oplever, at de fleste kommer i bare ved at sidde stille i 10 minutter og stirre på naturen.Som hun gør hver dag ved det vindue i London, hun også lige nu ser ud af, mens eftermiddagens lys langsomt kravler ned ad husfacaderne overfor.

Den tilstand af at se verden i et himmelsk lys kan redde selvsamme verden, mener hun. ”Ikke som et quick fix”, men som en nødvendig start på en nødvendig forandring.

William Wordsworth skrev flere af sine mest kendte digte i dalen Wye, her malet i 1804 af William Havell.

Sidder vi der og ser, får vi tændt forundringen over naturens skønhed. Vi sanser den samhørighed, vi inderst inde har og altid har haft i os. Det “dokumenterer” de store religioner, fastslår hun.

”De har fra begyndelsen en uudtalt enighed om, at det hellige er en kraft. I Kina hed det qi, i Indien brahman. De to kulturer mødtes slet ikke dengang, men deres måde at tænke om det hellige på var bemærkelsesværdigt ens. Det tyder på, at det er sådan i den menneskelige mentalitet. Som en slags arketypisk idé.”

Barnet ved bedst

Hun kender tilstanden fra sig selv.

Den var der, før hun havde ord for den. Dengang på biblioteket gengav den romantiske digters ord hendes barndoms oplevelse af hellig samhørighed med naturen. Som barn navngav hun den med sit eget ord, ”putch”, en slags ”upersonlig, men altomspændende stråleglans”, som det ikke lykkedes hende at få sine forældre til at begribe betydningen af.

Som for Wordsworth, der i digtet ser ”lys og herlighed svinde bort”, blev også hendes ”putch” hevet fra hende. Både fordi hun med sin familie flyttede ind i storbyen Birmingham, og fordi hun som 17-årig gik syv år i kloster.

”Jeg ønskede fred,” forklarer hun beslutningen om at forlade familien.

Hendes mor var ødelagt af sin mors druk og sin fars krigstraumer, men havde alligevel taget sin nedbrudte søsters tre børn til sig, selv om Karens far var meget imod det og viste det tydeligt gennem hele hendes og søsterens barndom.

”Der var så meget, jeg ikke kunne bære. Og så de år i klosteret. Alle de år, hvor vi forsøgte at behage Gud og aldrig var i stand til at gøre det. Det gjorde mig bare endnu mere intenst optaget af mig selv og min fromhed og min bøn og mine fiaskoer og min relation til Gud.”

Gud som menneske

Årene i klostret var domineret af mishandling og ondskab, som hun skriver om i den selvbiografi, Through the Narrow Gate, hun skrev efter udtrædelsen. Hendes historie er barsk og blodig med en krop ramt af epilepsi og dækket af ar, men bevægelsen væk fra en stramt styrende, magtfuld, menneskelignende Gud og magtudøvelse i hans navn er den samme, som mange i de vestlige samfund tager i de her år – blandt andet i såvel hendes England som i Danmark.

”Det monoteistiske syn på Gud er verdenshistorisk set meget usædvanligt,” forklarer hun.

De fleste religioner bygger oprindeligt på samhørighed med naturen og ser alt som guddommeligt, men mange kristne har lært at se Gud som en figur langt væk oppe i himlen. Den afstand, mener hun, er medvirkende til, at vi ikke længere ser naturen som noget helligt eller os selv som en del af den.

”Hvis vi mener, vi kan sige, hvad Gud er, så er vi blot i gang med en projektion af os selv,” siger Karen Armstrong.

”Vi har fuldstændig afskåret os fra det guddommelige og bliver på den måde fængslet i os selv. Vi holder fast i vores ego i stedet for at give slip og blive en del af det store fælles hellige,” forklarer hun.

Som et konkret eksempel nævner hun, hvordan vi står bag skærme og koncentrerer os om at tage fotos til vores egne albums, når vi er ude i naturen, for at tage den i besiddelse og med hjem i stedet for at være til stede i den.

Håbet er her

I bogen gengiver Karen Armstrong, hvordan vestlige filosoffer og videnskabsmænd op gennem århundrederne har set naturen som noget, der skulle underlægge sig mennesket, og har fundet det natursyn spejlet i kristendommen og dens struktur med en fjern, menneskelignende Gud med magt over alting.

Men der er også et andet spor i kristendommen, hvor Gud er til stede i alt, der derved er helligt.

Det spor har ”sneget sig ind” i de monoteistiske religioner, påpeger hun. Hun fremhæver, at i den jødiske kabbalah kaldes Gud en mystisk kraft, ligesom flere kristne mystikere og tænkere som Thomas Aquinas (1225-1274) og teksten ”Uvidenhedens sky” skrevet af en ukendt omkring 1370, holder fast i, at man ikke kan definere Gud.

”Hvis vi mener, vi kan sige, hvad Gud er, så er vi blot i gang med en projektion af os selv. Gud er helt igennem transcendent. Gud er udover, hvad vi kan forestille os. Han er alle steder og i alt – flows through all things as Wordsworth put it,” lyder det fra Karen Armstrong.

Bøn til alt og alle

”Kristendommen er god til forholdet mellem mennesker, måske på grund af vores forhold til Gud, men nu skal vi fokusere mere på vores forhold til naturen og forbundetheden med den,” siger hun og er ”glad for”, at hun i det sidste kapitel af sin bog har den buddhistiske bøn: Let all beings be happy.

”Lad alle væsener være lykkelige! Jeg synes, det er den mest vidunderlige måde at trække vejret på at sige sådan. Det er en simpel bøn, men ikke til en gud. Det er en bøn til os. Lad alle væsener være lykkelige, fuglene, fisken, alle væsener. Du kan mumle den for dig selv, når du sidder i bussen eller er ude i haven,” opfordrer hun, der ”tror på, at bare det at sige det en gang om dagen vil trække dig ud af dig selv og ind i noget andet.”

Selv træder hun ind i det fælles andet, når hun sidder på sit arbejdsværelse.

”Her ved mit skrivebord skriver og tænker og læser jeg om Gud og naturen og fortidens guder og spiritualiteter. Her får jeg øjeblikke af indsigt. Eller hvad skal jeg kalde det? Små løft af hjertet? Det er min bøn. Mine studier er min bøn.”

Himlen er kedelig

Denne formiddag har Karen Armstrong studeret oprindelige kinesiske religioner og blev igen slået af forundring over fællesskabet med de indiske og deres tale om, at det er samme kraft, der er i al væren. Såvel i guderne som i træerne og blomsterne og os.

”Jeg er ved at være ved vejs ende,” konstaterer hun og fortsætter:

”Engang fyldte tanken om et liv efter døden mig med rædsel. Helvede selvfølgelig, men himlen lød også ekstremt kedelig med alt det der med at synge Guds lovprisninger dag og nat. Det har jeg jo prøvet. Nej, jeg har ikke behov for et liv efter døden. Det skal bare være slut. Det er nok nu,” siger hun og stopper op, som om hun undrer sig over, hvad hun selv lige har sagt.

”Mit liv har været værdifuldt og dyrebart, og jeg har fundet så meget undren i det. Og forundring er der megen trøst og glæde i. Ja, jeg tror faktisk, det er det, det hellige er for mig: Altings under. The wonder of it all.”

Hun ler igen og fortæller, at solen er ved at gå ned. ”Det har været en dejlig eftermiddag. Tak for den,” siger Karen Armstrong, klikker på sin skærm. Og er væk.

Der udkommer senere en podcast med Karen Armstrong.

Læs videre

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.

Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.

Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. 
NYT: Thomas Augustinussen kommer også og holder oplæg. Dato følger snart!

Læs mere

Prøv det: Mød lattermildhed, stor natur og livgivende ro på mine retræter

Prøv det: Mød lattermildhed, stor natur og livgivende ro på mine retræter

Tag med på en af mine retræter, hvor der er stille stunder undervejs.

Hvad end, du tager med til Sverige, Spanien eller Norge vil der være stor natur, fred og ro, gode samtaler og med garanti vidunderlige menensker.

Det er ikke påkrævet, at du ser dig selv som troende eller kalder dig kristen eller ønsker at blive det.

Mine retræter er undersøgende og nysgerrige, ikke prædikende og docerende. Sammen og mest hver for sig går vi effektivt ind i den skjulte viden i os alle og i vores samfund gennem den kristendom, der har domineret landet og lagt grundlaget for vores adfærd, organisering af arbejdspladser, familier og hele velfærdssamfundet.

Den viden er fuld af ressourcer. At kende til den giver klarere analyser af ikke bare dig selv, men også andre, og den gør det muligt for dig at sætte ord på det fællesskab, du gerne vil skabe som leder, kollega, ven eller familiemedlem.

Skjult viden arbejder, hvad end vi vil det eller ej. Hvis, du vil have den til at arbejde med dig, må du kende den. 

Find retræterne lige her: www.charlotteroerth.dk/kalender/

Læs mere

Læs videre