fbpx
Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp
9. oktober 2023

“I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed.”
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt. Den er ikke online på grand af sommerferien i august, men den fortsætter sådan:

Kan ikke regere på eget liv

“Hvorfor, det var det emne, hun åbnede Folkemødet på Bornholm med, ved kun hun. Men ude på øen, hvor omkring 50.000 samledes i en lille uge for at deltage i politiske debatter, satte hun sommerens dagsorden med sit uforbeholdne ja til aktiv dødshjælp.
Det ”handler om værdighed i den sidste tid i livet”, som hun udtalte til avisen Berlingske 15.juni og flere andre medier, som også fik fortalt, at det var hendes mors flerårige sygdomsforløb op til sin død i 2013, som viste hende, at ”døden kan være en befrier.”
Jeg forstår fuldt ud, hvordan private erfaringer har store konsekvenser for ens syn på verden. Det har jeg skrevet udførligt om i mine bøger. Men mit møde med Jesus gør ikke, at jeg vil ophøje kristendommen til lov, ligesom det at have mistet min søn til selvmord heller ikke får mig til at ville forbyde mennesker at tage deres eget liv.
De erfaringer, jeg som enkeltperson gør mig, kan ikke stå alene.

Populisme i yderste potens

Det er ikke mig, der kan bestemme, uanset hvad jeg oplever. Jo, kristendommens frø sås med en enkelt mands fødsel, men han er også Gud. Og da selve religionen kristendommen begynder ved, at Paulus anerkender, at det var Guds søn, han mødte i sit syn, er det også en enkeltperson, der er startpunktet, men selve religionen skabes i fællesskabet.
Mette Frederiksens udtalelse skræmte mig derfor.
Hun er statsminister og udtaler sig i den egenskab som formelt overhoved i et demokrati, men hun ophøjede med al sin magt bag sig sin egen, private erfaring til mulig, almen lov og brugte den til at dømme over alle andres liv.
Det er populisme i yderste potens.
Hendes form for argumentation er udemokratisk og manipulerede. Hvem kan gå imod en kvindes sorg over at have set sin mor lide?
Hendes holdning i sig selv skræmte mig også. Det siger sig selv.
Hvem kan tage andres liv?
Det kan vi ikke, men vi kan og skal lindre hinandens smerte. Både datterens, morens og alle andres.

Et løfte om liv

Lægernes løfte til verden handler om liv, det ved vi, men det er faktisk også alles løfte. Når det løfte bliver umuligt for den enkelte at bære, er det derfor den største smerte. For ham og hende og alle os efterladte til selvmord.
Det ved jeg som mor, men det er ikke den personlige erfaring, der får mig til at være uenig med hende.
Det er 1000vis af års akkumulerede erfaringer i at være menneske. En erfaring, magthaverne i det politiske liv til tider underkender, men som vi andre da må genfortælle.
Mennesker ved, at livet er helligt, at det er mere end mit enkelte liv med mine personlige erfaringer.
Det er derfor, vi hædrer livet som sådan i alle religioner. Overalt og til alle tider.
Også denne sommer, hvor jeg med stor jubel fejrede endnu en sønnesøn, endnu et lille, nyt liv, der lyser op i verden, hvad end han bliver en cykelrytter i gult eller ej.”

 

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Retræter – i Spanien, Norge – og Danmark, men hvor?

Retræter – i Spanien, Norge – og Danmark, men hvor?

Retræter er noget af det bedste, der findes.
At få prøvet, hvordan det er at være stille, er en gave, alle bør give sig selv.
Og, ja, så sker der som regel det, at man vil afsted igen. Og igen. Og igen.
Fordi:
"Stilheden er Guds sprog, siger nogle, men det er også menneskets. Når vi er stille sammen, er vi sammen med dem, vi er sammen med, og med alle andre også. De levende og døde. Klodens liv. Evigheden. Sådan kan det sanses."
Sådan skrev jeg i mit nyhedsbrev (få det ved at klikke her) fra den uge med stilledag med 12 danskere, 11 nordmænd og en svensker, som jeg i maj holdt på www.gardenoflemons.com

Der tager jeg ned igen næste år! JUBI!
Husk at melde jer til snart, hvis I vil derned!
Tjek turene i kalenderen.
Også i Norge holder jeg retræter (programmerne er på vej, datoerne er i min kalender) - og vil gerne finde et sted nær København og et i Jylland. Kender I et sted, så skriv til mig charlotte.roerth@icloud.com

Læs mere

Læs videre