“I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed.”
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt. Den er ikke online på grand af sommerferien i august, men den fortsætter sådan:

Kan ikke regere på eget liv

“Hvorfor, det var det emne, hun åbnede Folkemødet på Bornholm med, ved kun hun. Men ude på øen, hvor omkring 50.000 samledes i en lille uge for at deltage i politiske debatter, satte hun sommerens dagsorden med sit uforbeholdne ja til aktiv dødshjælp.
Det ”handler om værdighed i den sidste tid i livet”, som hun udtalte til avisen Berlingske 15.juni og flere andre medier, som også fik fortalt, at det var hendes mors flerårige sygdomsforløb op til sin død i 2013, som viste hende, at ”døden kan være en befrier.”
Jeg forstår fuldt ud, hvordan private erfaringer har store konsekvenser for ens syn på verden. Det har jeg skrevet udførligt om i mine bøger. Men mit møde med Jesus gør ikke, at jeg vil ophøje kristendommen til lov, ligesom det at have mistet min søn til selvmord heller ikke får mig til at ville forbyde mennesker at tage deres eget liv.
De erfaringer, jeg som enkeltperson gør mig, kan ikke stå alene.

Populisme i yderste potens

Det er ikke mig, der kan bestemme, uanset hvad jeg oplever. Jo, kristendommens frø sås med en enkelt mands fødsel, men han er også Gud. Og da selve religionen kristendommen begynder ved, at Paulus anerkender, at det var Guds søn, han mødte i sit syn, er det også en enkeltperson, der er startpunktet, men selve religionen skabes i fællesskabet.
Mette Frederiksens udtalelse skræmte mig derfor.
Hun er statsminister og udtaler sig i den egenskab som formelt overhoved i et demokrati, men hun ophøjede med al sin magt bag sig sin egen, private erfaring til mulig, almen lov og brugte den til at dømme over alle andres liv.
Det er populisme i yderste potens.
Hendes form for argumentation er udemokratisk og manipulerede. Hvem kan gå imod en kvindes sorg over at have set sin mor lide?
Hendes holdning i sig selv skræmte mig også. Det siger sig selv.
Hvem kan tage andres liv?
Det kan vi ikke, men vi kan og skal lindre hinandens smerte. Både datterens, morens og alle andres.

Et løfte om liv

Lægernes løfte til verden handler om liv, det ved vi, men det er faktisk også alles løfte. Når det løfte bliver umuligt for den enkelte at bære, er det derfor den største smerte. For ham og hende og alle os efterladte til selvmord.
Det ved jeg som mor, men det er ikke den personlige erfaring, der får mig til at være uenig med hende.
Det er 1000vis af års akkumulerede erfaringer i at være menneske. En erfaring, magthaverne i det politiske liv til tider underkender, men som vi andre da må genfortælle.
Mennesker ved, at livet er helligt, at det er mere end mit enkelte liv med mine personlige erfaringer.
Det er derfor, vi hædrer livet som sådan i alle religioner. Overalt og til alle tider.
Også denne sommer, hvor jeg med stor jubel fejrede endnu en sønnesøn, endnu et lille, nyt liv, der lyser op i verden, hvad end han bliver en cykelrytter i gult eller ej.”