På Nasjonalmuseet i Oslo hænger et af Edvard Munchs malerier. De fleste andre så jeg i vinter ovre på hans nye museum nede ved havnen, men dette hænger i det endnu nyere museum for nordmændenes kulturelle identitet. Maleriet forestiller en badende mand, og det er også, hvad det hedder. Slet og ret. Det er malet i 1918 efter og sikkert også under de fire års med første verdenskrig.
På Nasjonalmuseet hænger meget, men dette maleri har fulgt efter mig hjem til Danmark og ud i sommerlandet, som jeg bevæger mig i på små ture denne måned. Hvorfor tog jeg billede af det (undskyld det jadefarvede genskin på hans mave), og hvorfor forfølger manden mig? Det er nærliggende at tale om årstiden, om farverne og om den tiltrækkende mandekrop, Munch har malet frem. Men det er mere end det.
Det er noget med spændet mellem hans muskler og den usikkerhed, der er i hans gang på jord. De glatte sten gør underlaget ustabilt, og han ser ud til at blive skubbet lidt ud af balance af strømmen. Det nøgne menneske bevæger sig på usikker grund og trækkes til siderne og møder modstand fra omgivelserne på sin vej fremad i livet. Er det det, jeg ser?
Jeg ved det ikke.
Min krop mærker, at der er noget på færde. Det forbliver ordløst, men straks efter forløses det i sorg, da jeg ser et andet maleri nær ved.
”Efter stormen” hedder danske J. F. Willumsens maleri fra 1905 i den samme farvepragt. En mor og en datter løber langs en sommerstrand, hvor solen kaster et alt for livfuld lys på et vrag ude på revlen.
De to malerier flettes sammen i mit liv med mine sorger, mine tanker, min tro. En Jesusfigur. Det fælles menneske. Min mistede søn. Det lange løb i sorgens modvind.
Andre ser noget andet.
Jeg, der kun kan noget med ord, kommer gang på gang til kort, når jeg er på museer og ser mit eget liv på lærreder. Malerierne er ikke tiltænkt mig, men de rammer mig. Kunstnere af et vist format rammer det almenmenneskelige. Det i os, der er lig andre mennesker. Som når Alhed Larsen maler tomater.
Hun var gift med manden, der er mere kendt, især for sine fuglemalerier, fynboen Johannes Larsen. Sammen (eller var det mest hende?) skabte de i de samme tiår, som de to malerier set i Oslo blev til, et refugium og samlingssted for fynboerne, gruppen af fynske malere, mestendels mænd. Mange af deres værker hænger på Faaborg Museum, men hos de to gange Larsen i Kerteminde er også hendes hængt op og en del af hendes svigerinde, Christine Swane.
Hvorfor skriver jeg det? Fordi Alhed som mange andre kvindelige malere kun kunne nå at male, hvad der var foran hende. Hun stod for det hjemlige menageri. (Husk i øvrigt at drikke deres gode filterkaffe i caféen). Alheds malerier fra hjemmet – af blomster og tomater i potter – rører mig samme sted som Munchs mand i vandet og Willumsens vildt dramatiske fortælling.
De spirer og sætter frugt og visner i et spænd af styrke og skrøbelighed i en gentagen livscyklus. Sommer og liv. Vinter og død. Men farver, altid farver. Se hendes pasteller. Dette herunder hedder Rød blomst, ellers er de fleste af hendes værker uden titel og uden årstal. Som om, de ikke helt havde betydning nok til at få navn og nummer.
Også på Skagen Museum er der farver i år, når der fokuseres på de verdensanerkendte franske malere, P.S. Krøyer var inspireret af. Det er smukt og elegant. Teknisk sublimt og overlegent. Men der er noget, der rører mig mere end det. Andre har det anden vis. Jeg røres af det rå og direkte i malerkunsten. Både i form og motiv rammes jeg af det, Alhed kan: Male liv og død frem af det, der er lige foran os og dermed gøre det evigt og værd at helligholde.
Tak til malerne. Tak til sommerture. Jeg håber, du også tager på museumstur i år!
https://www.nasjonalmuseet.no/
