fbpx
Når en nøgen mand berører mig
12. juli 2022

På Nasjonalmuseet i Oslo hænger et af Edvard Munchs malerier. De fleste andre så jeg i vinter ovre på hans nye museum nede ved havnen, men dette hænger i det endnu nyere museum for nordmændenes kulturelle identitet. Maleriet forestiller en badende mand, og det er også, hvad det hedder. Slet og ret. Det er malet i 1918 efter og sikkert også under de fire års med første verdenskrig.

På Nasjonalmuseet hænger meget, men dette maleri har fulgt efter mig hjem til Danmark og ud i sommerlandet, som jeg bevæger mig i på små ture denne måned. Hvorfor tog jeg billede af det (undskyld det jadefarvede genskin på hans mave), og hvorfor forfølger manden mig? Det er nærliggende at tale om årstiden, om farverne og om den tiltrækkende mandekrop, Munch har malet frem. Men det er mere end det.

Det er noget med spændet mellem hans muskler og den usikkerhed, der er i hans gang på jord. De glatte sten gør underlaget ustabilt, og han ser ud til at blive skubbet lidt ud af balance af strømmen. Det nøgne menneske bevæger sig på usikker grund og trækkes til siderne og møder modstand fra omgivelserne på sin vej fremad i livet. Er det det, jeg ser?

Jeg ved det ikke.

Min krop mærker, at der er noget på færde. Det forbliver ordløst, men straks efter forløses det i sorg, da jeg ser et andet maleri nær ved.

”Efter stormen” hedder danske J. F. Willumsens maleri fra 1905 i den samme farvepragt. En mor og en datter løber langs en sommerstrand, hvor solen kaster et alt for livfuld lys på et vrag ude på revlen.

De to malerier flettes sammen i mit liv med mine sorger, mine tanker, min tro. En Jesusfigur. Det fælles menneske. Min mistede søn. Det lange løb i sorgens modvind.

Andre ser noget andet.

Jeg, der kun kan noget med ord, kommer gang på gang til kort, når jeg er på museer og ser mit eget liv på lærreder. Malerierne er ikke tiltænkt mig, men de rammer mig. Kunstnere af et vist format rammer det almenmenneskelige. Det i os, der er lig andre mennesker. Som når Alhed Larsen maler tomater.

Hun var gift med manden, der er mere kendt, især for sine fuglemalerier, fynboen Johannes Larsen. Sammen (eller var det mest hende?) skabte de i de samme tiår, som de to malerier set i Oslo blev til, et refugium og samlingssted for fynboerne, gruppen af fynske malere, mestendels mænd. Mange af deres værker hænger på Faaborg Museum, men hos de to gange Larsen i Kerteminde er også hendes hængt op og en del af hendes svigerinde, Christine Swane.

Hvorfor skriver jeg det? Fordi Alhed som mange andre kvindelige malere kun kunne nå at male, hvad der var foran hende. Hun stod for det hjemlige menageri. (Husk i øvrigt at drikke deres gode filterkaffe i caféen). Alheds malerier fra hjemmet – af blomster og tomater i potter – rører mig samme sted som Munchs mand i vandet og Willumsens vildt dramatiske fortælling.

De spirer og sætter frugt og visner i et spænd af styrke og skrøbelighed i en gentagen livscyklus. Sommer og liv. Vinter og død. Men farver, altid farver. Se hendes pasteller. Dette herunder hedder Rød blomst, ellers er de fleste af hendes værker uden titel og uden årstal. Som om, de ikke helt havde betydning nok til at få navn og nummer.

Også på Skagen Museum er der farver i år, når der fokuseres på de verdensanerkendte franske malere, P.S. Krøyer var inspireret af. Det er smukt og elegant. Teknisk sublimt og overlegent. Men der er noget, der rører mig mere end det. Andre har det anden vis. Jeg røres af det rå og direkte i malerkunsten. Både i form og motiv rammes jeg af det, Alhed kan: Male liv og død frem af det, der er lige foran os og dermed gøre det evigt og værd at helligholde.

Tak til malerne. Tak til sommerture. Jeg håber, du også tager på museumstur i år!

https://www.nasjonalmuseet.no/

https://www.munchmuseet.no/

https://johanneslarsenmuseet.dk/

https://skagenskunstmuseer.dk/

Læs videre

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.

Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.

Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. 
NYT: Thomas Augustinussen kommer også og holder oplæg. Dato følger snart!

Læs mere

Læs videre