fbpx
Når en nøgen mand berører mig
12. juli 2022

På Nasjonalmuseet i Oslo hænger et af Edvard Munchs malerier. De fleste andre så jeg i vinter ovre på hans nye museum nede ved havnen, men dette hænger i det endnu nyere museum for nordmændenes kulturelle identitet. Maleriet forestiller en badende mand, og det er også, hvad det hedder. Slet og ret. Det er malet i 1918 efter og sikkert også under de fire års med første verdenskrig.

På Nasjonalmuseet hænger meget, men dette maleri har fulgt efter mig hjem til Danmark og ud i sommerlandet, som jeg bevæger mig i på små ture denne måned. Hvorfor tog jeg billede af det (undskyld det jadefarvede genskin på hans mave), og hvorfor forfølger manden mig? Det er nærliggende at tale om årstiden, om farverne og om den tiltrækkende mandekrop, Munch har malet frem. Men det er mere end det.

Det er noget med spændet mellem hans muskler og den usikkerhed, der er i hans gang på jord. De glatte sten gør underlaget ustabilt, og han ser ud til at blive skubbet lidt ud af balance af strømmen. Det nøgne menneske bevæger sig på usikker grund og trækkes til siderne og møder modstand fra omgivelserne på sin vej fremad i livet. Er det det, jeg ser?

Jeg ved det ikke.

Min krop mærker, at der er noget på færde. Det forbliver ordløst, men straks efter forløses det i sorg, da jeg ser et andet maleri nær ved.

”Efter stormen” hedder danske J. F. Willumsens maleri fra 1905 i den samme farvepragt. En mor og en datter løber langs en sommerstrand, hvor solen kaster et alt for livfuld lys på et vrag ude på revlen.

De to malerier flettes sammen i mit liv med mine sorger, mine tanker, min tro. En Jesusfigur. Det fælles menneske. Min mistede søn. Det lange løb i sorgens modvind.

Andre ser noget andet.

Jeg, der kun kan noget med ord, kommer gang på gang til kort, når jeg er på museer og ser mit eget liv på lærreder. Malerierne er ikke tiltænkt mig, men de rammer mig. Kunstnere af et vist format rammer det almenmenneskelige. Det i os, der er lig andre mennesker. Som når Alhed Larsen maler tomater.

Hun var gift med manden, der er mere kendt, især for sine fuglemalerier, fynboen Johannes Larsen. Sammen (eller var det mest hende?) skabte de i de samme tiår, som de to malerier set i Oslo blev til, et refugium og samlingssted for fynboerne, gruppen af fynske malere, mestendels mænd. Mange af deres værker hænger på Faaborg Museum, men hos de to gange Larsen i Kerteminde er også hendes hængt op og en del af hendes svigerinde, Christine Swane.

Hvorfor skriver jeg det? Fordi Alhed som mange andre kvindelige malere kun kunne nå at male, hvad der var foran hende. Hun stod for det hjemlige menageri. (Husk i øvrigt at drikke deres gode filterkaffe i caféen). Alheds malerier fra hjemmet – af blomster og tomater i potter – rører mig samme sted som Munchs mand i vandet og Willumsens vildt dramatiske fortælling.

De spirer og sætter frugt og visner i et spænd af styrke og skrøbelighed i en gentagen livscyklus. Sommer og liv. Vinter og død. Men farver, altid farver. Se hendes pasteller. Dette herunder hedder Rød blomst, ellers er de fleste af hendes værker uden titel og uden årstal. Som om, de ikke helt havde betydning nok til at få navn og nummer.

Også på Skagen Museum er der farver i år, når der fokuseres på de verdensanerkendte franske malere, P.S. Krøyer var inspireret af. Det er smukt og elegant. Teknisk sublimt og overlegent. Men der er noget, der rører mig mere end det. Andre har det anden vis. Jeg røres af det rå og direkte i malerkunsten. Både i form og motiv rammes jeg af det, Alhed kan: Male liv og død frem af det, der er lige foran os og dermed gøre det evigt og værd at helligholde.

Tak til malerne. Tak til sommerture. Jeg håber, du også tager på museumstur i år!

https://www.nasjonalmuseet.no/

https://www.munchmuseet.no/

https://johanneslarsenmuseet.dk/

https://skagenskunstmuseer.dk/

Læs videre

Giv Jesus en pelargonie, hvad ellers?

Giv Jesus en pelargonie, hvad ellers?

Hvad har den kunst, jeg holder af, med min tro at gøre? Med mit liv? Hænger min forkærlighed for malerier af blomster og indretning med samme sammen med mit spirituelle liv? Ja.
Hverdagen, det er den, der helligholdes. Dagligdagens glæder. Æstetikken. Omsorgen. Overraskelserne i yndigheden ved en velkendt blomst. En rose. Forgængeligheden, jeg møder, når jeg nipper planterne fri for visne blade. Jeg vil sørge for dem. De viser mig liv.
Efter mine oplevelser er det blevet vigtigere for mig end nogensinde, det, jeg i mine år som erhvervsjournalist lærte at kende som strategic alignment, strategisk overensstemmelse. Jeg holder meget af de to ord sat sammen. De fortæller ved at være lange, at man skal tænke sig langsigtet om. Og de driller ens hoved, fordi de lyder som tom snak i en stor koncerns årsrapport, men i virkeligheden er stor visdom af den slags, der gør dagliglivet smukt.
Kender du det?

Læs mere

Johannes hjælper mig at leve – foredrag på spansk

Johannes hjælper mig at leve – foredrag på spansk

Hvordan kan en spansk munk, der levede for 500 år siden, hjælpe mig i Danmark i dag?
Det kan du læse om i den 130. udgave af det spanske magasin Monte Carmelo, tidsskriftet for karmelitter-studier, der udgives i Spanien.
Udover at være så beæret, at jeg knap kunne formulere en tak til redaktøren, er jeg også glad. Glad for, at mennesker i flere lande og med forskellige syn på kristendommen vil lytte til hinanden, lære af hinanden, kaste lys på nyt og gammelt i hinandens verdener.
Teksten holdt jeg foredrag ud fra ved en konference under den årlige Semana Sanjuanista i Úbeda, byen, hvor Johannes af Korset døde, og hvor jeg to gange havde de helt uventede syn med Jesus, jeg har skrevet om i mine bøger.
Den er på spansk. Heldigvis havde jeg god hjælp til gennemskrivning.
Si! Jeg er stolt!

Læs mere

Hjælp andre ved at skrive: Lær her hvordan

Hjælp andre ved at skrive: Lær her hvordan

Vil du skrive, så det kommer andre ved?
Vi har alle liv, der er værd at dele. Vores erfaringer og tanker kan gøre godt for andre. Ved at formulere, hvordan vi har det, kan vi mindske følelsen af ensomhed og anderledeshed hos andre.
Jeg ved det.
Jeg har selv prøvet det. Er selv blevet styrket af andres fortællinger og har selv fået tusindvis af mails, breve og beskeder, og bliver stoppet på gaden, i toget og senest i flyet på vej hjem til Aalborg.
Langt de fleste siger tak. Tak, fordi du deler, siger de kort sagt til mig.
Og jeg siger tak til dem, at de deler. Med mig og måske også med andre.
Vi kan hjælpe hinanden.
Derfor har jeg etableret min skriveskole, og derfor udvider jeg den nu med personlig respons på skrift og i samtale over zoom.
På præcis de tidspunkter, der passer dig, kan du lære direkte af mine erfaringer og viden hentet gennem 30 års skrivearbejde som forfatter og journalist. Læs meget mere her: https://www.charlotteroerth.dk/landing-skriveskole/

Læs mere