fbpx
Når en nøgen mand berører mig
12. juli 2022

På Nasjonalmuseet i Oslo hænger et af Edvard Munchs malerier. De fleste andre så jeg i vinter ovre på hans nye museum nede ved havnen, men dette hænger i det endnu nyere museum for nordmændenes kulturelle identitet. Maleriet forestiller en badende mand, og det er også, hvad det hedder. Slet og ret. Det er malet i 1918 efter og sikkert også under de fire års med første verdenskrig.

På Nasjonalmuseet hænger meget, men dette maleri har fulgt efter mig hjem til Danmark og ud i sommerlandet, som jeg bevæger mig i på små ture denne måned. Hvorfor tog jeg billede af det (undskyld det jadefarvede genskin på hans mave), og hvorfor forfølger manden mig? Det er nærliggende at tale om årstiden, om farverne og om den tiltrækkende mandekrop, Munch har malet frem. Men det er mere end det.

Det er noget med spændet mellem hans muskler og den usikkerhed, der er i hans gang på jord. De glatte sten gør underlaget ustabilt, og han ser ud til at blive skubbet lidt ud af balance af strømmen. Det nøgne menneske bevæger sig på usikker grund og trækkes til siderne og møder modstand fra omgivelserne på sin vej fremad i livet. Er det det, jeg ser?

Jeg ved det ikke.

Min krop mærker, at der er noget på færde. Det forbliver ordløst, men straks efter forløses det i sorg, da jeg ser et andet maleri nær ved.

”Efter stormen” hedder danske J. F. Willumsens maleri fra 1905 i den samme farvepragt. En mor og en datter løber langs en sommerstrand, hvor solen kaster et alt for livfuld lys på et vrag ude på revlen.

De to malerier flettes sammen i mit liv med mine sorger, mine tanker, min tro. En Jesusfigur. Det fælles menneske. Min mistede søn. Det lange løb i sorgens modvind.

Andre ser noget andet.

Jeg, der kun kan noget med ord, kommer gang på gang til kort, når jeg er på museer og ser mit eget liv på lærreder. Malerierne er ikke tiltænkt mig, men de rammer mig. Kunstnere af et vist format rammer det almenmenneskelige. Det i os, der er lig andre mennesker. Som når Alhed Larsen maler tomater.

Hun var gift med manden, der er mere kendt, især for sine fuglemalerier, fynboen Johannes Larsen. Sammen (eller var det mest hende?) skabte de i de samme tiår, som de to malerier set i Oslo blev til, et refugium og samlingssted for fynboerne, gruppen af fynske malere, mestendels mænd. Mange af deres værker hænger på Faaborg Museum, men hos de to gange Larsen i Kerteminde er også hendes hængt op og en del af hendes svigerinde, Christine Swane.

Hvorfor skriver jeg det? Fordi Alhed som mange andre kvindelige malere kun kunne nå at male, hvad der var foran hende. Hun stod for det hjemlige menageri. (Husk i øvrigt at drikke deres gode filterkaffe i caféen). Alheds malerier fra hjemmet – af blomster og tomater i potter – rører mig samme sted som Munchs mand i vandet og Willumsens vildt dramatiske fortælling.

De spirer og sætter frugt og visner i et spænd af styrke og skrøbelighed i en gentagen livscyklus. Sommer og liv. Vinter og død. Men farver, altid farver. Se hendes pasteller. Dette herunder hedder Rød blomst, ellers er de fleste af hendes værker uden titel og uden årstal. Som om, de ikke helt havde betydning nok til at få navn og nummer.

Også på Skagen Museum er der farver i år, når der fokuseres på de verdensanerkendte franske malere, P.S. Krøyer var inspireret af. Det er smukt og elegant. Teknisk sublimt og overlegent. Men der er noget, der rører mig mere end det. Andre har det anden vis. Jeg røres af det rå og direkte i malerkunsten. Både i form og motiv rammes jeg af det, Alhed kan: Male liv og død frem af det, der er lige foran os og dermed gøre det evigt og værd at helligholde.

Tak til malerne. Tak til sommerture. Jeg håber, du også tager på museumstur i år!

https://www.nasjonalmuseet.no/

https://www.munchmuseet.no/

https://johanneslarsenmuseet.dk/

https://skagenskunstmuseer.dk/

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre