fbpx
Svensk chefredaktør: Kvinder siger stadig alt for lidt
26. september 2022

Det er på sin plads at begynde med mig selv. At dele min glæde over, at den svenske udgave af min bog “Med rank ryg” er kommet godt fra start med et velbesøgt interview fra en af de store scener på Bokmässan i Göteborg.
Se alle interview på scenen her
Først var der få, der sad, siden kom der flere og til slut stod der rækker bagest.
“Se människan” hedder scenen, og det var, hvad interviewet med mig handlede om. Det er, hvad min bog handler om: Se mennesket.
“Det kan ikke have været en let bog at skrive,” indledte en af Sveriges mest kendte præster, Kerstin Dillmar, der netop er udnævnt kapellan ved landets samlingsted for intellektuelle samtaler om tro, kursus- og retrætestedet Sigtuna-stiftelsen, og tlllige præst ved Akademiska sygehuset i Uppsala.
Og hun fortsatte:
“Hvorfor blev du nødt til at skrive den?”
Jeg behøvede egentlig ikke selv at svare.
Det havde den 30-årige chefredaktør Irena Pozar gjort dagen forinden.

“Kvinder siger stadig alt for lidt,” konstaterede hun fra “Se Människsan”-scenen, hvorfra hun præsenterede sin bog, “Backlashen – MeToo och revolutionen som stoppades”. (Den kan hentes som e-bog hos blandt andet Mofibo.)
“Kvinder bliver nødt til at råbe mere op, ellers går det igen tilbage,” fastslog hun.
I sin bog dokumenterer hun, hvordan tilbagefaldet efter #MeToo allerede er i gang. Efter en doktorafhandling af dr. phil. Ninni Carlsson om, hvordan det er afgørende for kvinders mulighed for at leve godt efter en voldtægt, at der reelt tales og skrives om det, skriver hun i bogen:
“Den 18 oktober 2017 publicerade jag en bild med texten “When she talks I hear the revolution” på mitt Instagramkonto og skrev “NU känner jag det på mig, at det händer nu.” Så vad hände? Det blev snart tyst. Igen.”


Irena Poizar er født i Sarajevo, flygtet til og siden prist for sin journalistik i Sverige. Som fremgangsrig journalist og blandt andet chef for sociale medier på Bonnier Magazines tog hun en overraskende beslutning, da sladdermagasinet Veckorevyen stod for lukning i 2019. Hun overtog, lagde det på nettet og gjorde det til landets talerør for unge kvinder med artikler om skønhed, jovist, men mest om #MeToo. År 2020 blev hun udnævn til årets journalist af Tidskriftspriset.

“Det går jo ikke,” sagde Irena Pozar.
“Det er, som om hver generation af kvinder skal begynde om igen. Kvinder i alle aldre må tale om de overgreb, de er udsat for. De må ikke tie. I må ikke tie,” sagde hun fra scenen og gentog det, da hun og jeg talte sammen bagefter.
Det var bevægende at møde hende, og på sin vis også deprimerende.
Flere møder #MeToo-debatten med nedgørende bemærkninger eller skuldertræk.
Jeg oplever det selv.
Hvorfor skrive en bog om #MeToo og tro?
Fordi det er nødvendigt.
Fordi jeg er kvinde, har været udsat for overgreb og er troende og ser samme mekanismer gå i gang om og om igen.
Men jeg ved, det nytter at tale.
Som det nu er ved at være lettere at tale frit om tro og oplevelser i Danmark, skal det også blive muligt at tale om erfaringer af overgreb.
Vi skal insistere på værdighed.

Voldtægt som våben

Det er drøjt. Jeg ved det. Men vi må ikke give op.
Alle mennesker har ret til at leve og blive respekteret. Det gælder både kvinder og mænd. Og i en tid med krig, hvor voldtægt igen bruges som våben, skal vi igen råbe højt om retten til et værdigt liv som kvinder.
Vi vil ikke voldtages.
Antallet af overgreb skal mindskes, men det sker ikke af sig selv.
Der skal tales, skrives – og broderes om det.

Rank ryggen og tal frit

En anden af de bøger, jeg tog med hjem fra Bokmässen er kommet til på initiativ af den snart afgående ærkebiskop (sådan en har Svenska Kyrkan) Antje Jackelén.
Hende mødte jeg på Sigtuna-stiftelsen, hvor hun kom direkte hen til mig efter et foredrag, jeg havde holdt der.
“Tak for din bog,”Jag møtte Jesus”. Tak for, at du taler så frit.”
Jeg har stor respekt for hende og rankede ryggen.
Præcis, som hun nu gerne vil have flere til.
Gennem et større fremstød for samtaler mellem folk af forskellig tro, som Svenska Kyrkan under hendes ledelse var med i, gik det op for hende, at alle havde svært ved at stå ved sig selv, ved troen, ved værdigheden.
Som en af mange ideer til, hvordan man kunne give andre rygstød, opstod tanken om at brodere gode ord på steder, hvor andre ville se dem. En konkurrence blev sat i værk, og på bogmessen blev denne bog (der kan fås hos forlaget www.argument.se)præsenteret:

Bogen handler ikke om #MeToo, og alligevel gør den, præcis som både min og Irenas bøger gør det. For #MeToo handler om at støtte hinanden. Om at vise hinanden, at jeg også, me too,  har barske erfaringer. Og at jeg ikke vil tie.
Et af broderierne rørte mig, fordi de
Det er dette:

Ordene fortæller, at vi er som hinanden. Mennesker. Det, du ser hos andre, findes i dig. Ved at vise de ord til andre, kan vi måske lære at forstå, at vi alle er mennesker. Uanset køn. Og derfor alle skal behandles som mennesker.

Giv rygstød til andre

Ved at tale, skrive og brodere kan vi give rygstød til andre.
Som Irena Pozar gør til alle de unge i en generation, som troede, de ikke skulle begynde om igen. Vi voksne må støtte dem. Tale, skrive og brodere.
Det skal blive bedre.
I Sverige, Sarajevo, Danmark, Ukraine. Alle steder.

PS
Mød mig snart på Fanø, ved Holstebro, i Sønderjylland, Vendyssel og på Dovrefjell! Tjek min kalender.

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre