fbpx
Svensk chefredaktør: Kvinder siger stadig alt for lidt
26. september 2022

Det er på sin plads at begynde med mig selv. At dele min glæde over, at den svenske udgave af min bog “Med rank ryg” er kommet godt fra start med et velbesøgt interview fra en af de store scener på Bokmässan i Göteborg.
Se alle interview på scenen her
Først var der få, der sad, siden kom der flere og til slut stod der rækker bagest.
“Se människan” hedder scenen, og det var, hvad interviewet med mig handlede om. Det er, hvad min bog handler om: Se mennesket.
“Det kan ikke have været en let bog at skrive,” indledte en af Sveriges mest kendte præster, Kerstin Dillmar, der netop er udnævnt kapellan ved landets samlingsted for intellektuelle samtaler om tro, kursus- og retrætestedet Sigtuna-stiftelsen, og tlllige præst ved Akademiska sygehuset i Uppsala.
Og hun fortsatte:
“Hvorfor blev du nødt til at skrive den?”
Jeg behøvede egentlig ikke selv at svare.
Det havde den 30-årige chefredaktør Irena Pozar gjort dagen forinden.

“Kvinder siger stadig alt for lidt,” konstaterede hun fra “Se Människsan”-scenen, hvorfra hun præsenterede sin bog, “Backlashen – MeToo och revolutionen som stoppades”. (Den kan hentes som e-bog hos blandt andet Mofibo.)
“Kvinder bliver nødt til at råbe mere op, ellers går det igen tilbage,” fastslog hun.
I sin bog dokumenterer hun, hvordan tilbagefaldet efter #MeToo allerede er i gang. Efter en doktorafhandling af dr. phil. Ninni Carlsson om, hvordan det er afgørende for kvinders mulighed for at leve godt efter en voldtægt, at der reelt tales og skrives om det, skriver hun i bogen:
“Den 18 oktober 2017 publicerade jag en bild med texten “When she talks I hear the revolution” på mitt Instagramkonto og skrev “NU känner jag det på mig, at det händer nu.” Så vad hände? Det blev snart tyst. Igen.”


Irena Poizar er født i Sarajevo, flygtet til og siden prist for sin journalistik i Sverige. Som fremgangsrig journalist og blandt andet chef for sociale medier på Bonnier Magazines tog hun en overraskende beslutning, da sladdermagasinet Veckorevyen stod for lukning i 2019. Hun overtog, lagde det på nettet og gjorde det til landets talerør for unge kvinder med artikler om skønhed, jovist, men mest om #MeToo. År 2020 blev hun udnævn til årets journalist af Tidskriftspriset.

“Det går jo ikke,” sagde Irena Pozar.
“Det er, som om hver generation af kvinder skal begynde om igen. Kvinder i alle aldre må tale om de overgreb, de er udsat for. De må ikke tie. I må ikke tie,” sagde hun fra scenen og gentog det, da hun og jeg talte sammen bagefter.
Det var bevægende at møde hende, og på sin vis også deprimerende.
Flere møder #MeToo-debatten med nedgørende bemærkninger eller skuldertræk.
Jeg oplever det selv.
Hvorfor skrive en bog om #MeToo og tro?
Fordi det er nødvendigt.
Fordi jeg er kvinde, har været udsat for overgreb og er troende og ser samme mekanismer gå i gang om og om igen.
Men jeg ved, det nytter at tale.
Som det nu er ved at være lettere at tale frit om tro og oplevelser i Danmark, skal det også blive muligt at tale om erfaringer af overgreb.
Vi skal insistere på værdighed.

Voldtægt som våben

Det er drøjt. Jeg ved det. Men vi må ikke give op.
Alle mennesker har ret til at leve og blive respekteret. Det gælder både kvinder og mænd. Og i en tid med krig, hvor voldtægt igen bruges som våben, skal vi igen råbe højt om retten til et værdigt liv som kvinder.
Vi vil ikke voldtages.
Antallet af overgreb skal mindskes, men det sker ikke af sig selv.
Der skal tales, skrives – og broderes om det.

Rank ryggen og tal frit

En anden af de bøger, jeg tog med hjem fra Bokmässen er kommet til på initiativ af den snart afgående ærkebiskop (sådan en har Svenska Kyrkan) Antje Jackelén.
Hende mødte jeg på Sigtuna-stiftelsen, hvor hun kom direkte hen til mig efter et foredrag, jeg havde holdt der.
“Tak for din bog,”Jag møtte Jesus”. Tak for, at du taler så frit.”
Jeg har stor respekt for hende og rankede ryggen.
Præcis, som hun nu gerne vil have flere til.
Gennem et større fremstød for samtaler mellem folk af forskellig tro, som Svenska Kyrkan under hendes ledelse var med i, gik det op for hende, at alle havde svært ved at stå ved sig selv, ved troen, ved værdigheden.
Som en af mange ideer til, hvordan man kunne give andre rygstød, opstod tanken om at brodere gode ord på steder, hvor andre ville se dem. En konkurrence blev sat i værk, og på bogmessen blev denne bog (der kan fås hos forlaget www.argument.se)præsenteret:

Bogen handler ikke om #MeToo, og alligevel gør den, præcis som både min og Irenas bøger gør det. For #MeToo handler om at støtte hinanden. Om at vise hinanden, at jeg også, me too,  har barske erfaringer. Og at jeg ikke vil tie.
Et af broderierne rørte mig, fordi de
Det er dette:

Ordene fortæller, at vi er som hinanden. Mennesker. Det, du ser hos andre, findes i dig. Ved at vise de ord til andre, kan vi måske lære at forstå, at vi alle er mennesker. Uanset køn. Og derfor alle skal behandles som mennesker.

Giv rygstød til andre

Ved at tale, skrive og brodere kan vi give rygstød til andre.
Som Irena Pozar gør til alle de unge i en generation, som troede, de ikke skulle begynde om igen. Vi voksne må støtte dem. Tale, skrive og brodere.
Det skal blive bedre.
I Sverige, Sarajevo, Danmark, Ukraine. Alle steder.

PS
Mød mig snart på Fanø, ved Holstebro, i Sønderjylland, Vendyssel og på Dovrefjell! Tjek min kalender.

Læs videre

Underminerer magten: Spirituelle oplevelser provokerer både kirke, moske og stat

Underminerer magten: Spirituelle oplevelser provokerer både kirke, moske og stat

Møder med altet, en overjordisk kraft, med engle eller med Gud er principielt uønskede for alle ledere med magt, både de religiøse og sekulære. Når mennesker mærker en direkte kontakt med det guddommelige eller tænker sig til, at den er der og giver dem betydning, mister ledere deres magt over dem. Mød Safet Bektovic, forskeren, der kæder Søren Kierkegaard sammen med muslimsk mystik og almindelige menneskers mylder af religiøse erfaringer.

Læs mere

Da Michael (næsten) døde: Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie

Da Michael (næsten) døde: Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie

For tre år siden fik skoleleder og far til tre, Michael Sørensen, konstateret en tumor i hjernen. Den blev fjernet to dage efter, var godartet, planen var, at han skulle tilbage på job i løbet af to til tre måneder, men blødningerne ville ikke stoppe.
”Det er det underlige ved det. Jeg ikke huske noget som helst andet fra den tid. Alt er væk, men jeg kan helt præcis huske den der følelse af at give slip på livet og være klar til at komme videre til det, der ligger bagved.”
Hvad ligger bagved?
”Et fantastisk sted. Fuld af kærlighed. Fuld af ro. Fuld af omsorg. Fuld af mildhed. Fuld af glæde. Jeg kan mærke den bevægelse i min krop nu.”
Michael Sørensens tal fik lægerne til at gøre hans familie klar til at sige farvel. De sad om sengen og var urolige og bange. Imens lå han og ”og havde det bedre” end ”nogensinde”.

Læs mere

Læs videre