fbpx
Svensk chefredaktør: Kvinder siger stadig alt for lidt
26. september 2022

Det er på sin plads at begynde med mig selv. At dele min glæde over, at den svenske udgave af min bog “Med rank ryg” er kommet godt fra start med et velbesøgt interview fra en af de store scener på Bokmässan i Göteborg.
Se alle interview på scenen her
Først var der få, der sad, siden kom der flere og til slut stod der rækker bagest.
“Se människan” hedder scenen, og det var, hvad interviewet med mig handlede om. Det er, hvad min bog handler om: Se mennesket.
“Det kan ikke have været en let bog at skrive,” indledte en af Sveriges mest kendte præster, Kerstin Dillmar, der netop er udnævnt kapellan ved landets samlingsted for intellektuelle samtaler om tro, kursus- og retrætestedet Sigtuna-stiftelsen, og tlllige præst ved Akademiska sygehuset i Uppsala.
Og hun fortsatte:
“Hvorfor blev du nødt til at skrive den?”
Jeg behøvede egentlig ikke selv at svare.
Det havde den 30-årige chefredaktør Irena Pozar gjort dagen forinden.

“Kvinder siger stadig alt for lidt,” konstaterede hun fra “Se Människsan”-scenen, hvorfra hun præsenterede sin bog, “Backlashen – MeToo och revolutionen som stoppades”. (Den kan hentes som e-bog hos blandt andet Mofibo.)
“Kvinder bliver nødt til at råbe mere op, ellers går det igen tilbage,” fastslog hun.
I sin bog dokumenterer hun, hvordan tilbagefaldet efter #MeToo allerede er i gang. Efter en doktorafhandling af dr. phil. Ninni Carlsson om, hvordan det er afgørende for kvinders mulighed for at leve godt efter en voldtægt, at der reelt tales og skrives om det, skriver hun i bogen:
“Den 18 oktober 2017 publicerade jag en bild med texten “When she talks I hear the revolution” på mitt Instagramkonto og skrev “NU känner jag det på mig, at det händer nu.” Så vad hände? Det blev snart tyst. Igen.”


Irena Poizar er født i Sarajevo, flygtet til og siden prist for sin journalistik i Sverige. Som fremgangsrig journalist og blandt andet chef for sociale medier på Bonnier Magazines tog hun en overraskende beslutning, da sladdermagasinet Veckorevyen stod for lukning i 2019. Hun overtog, lagde det på nettet og gjorde det til landets talerør for unge kvinder med artikler om skønhed, jovist, men mest om #MeToo. År 2020 blev hun udnævn til årets journalist af Tidskriftspriset.

“Det går jo ikke,” sagde Irena Pozar.
“Det er, som om hver generation af kvinder skal begynde om igen. Kvinder i alle aldre må tale om de overgreb, de er udsat for. De må ikke tie. I må ikke tie,” sagde hun fra scenen og gentog det, da hun og jeg talte sammen bagefter.
Det var bevægende at møde hende, og på sin vis også deprimerende.
Flere møder #MeToo-debatten med nedgørende bemærkninger eller skuldertræk.
Jeg oplever det selv.
Hvorfor skrive en bog om #MeToo og tro?
Fordi det er nødvendigt.
Fordi jeg er kvinde, har været udsat for overgreb og er troende og ser samme mekanismer gå i gang om og om igen.
Men jeg ved, det nytter at tale.
Som det nu er ved at være lettere at tale frit om tro og oplevelser i Danmark, skal det også blive muligt at tale om erfaringer af overgreb.
Vi skal insistere på værdighed.

Voldtægt som våben

Det er drøjt. Jeg ved det. Men vi må ikke give op.
Alle mennesker har ret til at leve og blive respekteret. Det gælder både kvinder og mænd. Og i en tid med krig, hvor voldtægt igen bruges som våben, skal vi igen råbe højt om retten til et værdigt liv som kvinder.
Vi vil ikke voldtages.
Antallet af overgreb skal mindskes, men det sker ikke af sig selv.
Der skal tales, skrives – og broderes om det.

Rank ryggen og tal frit

En anden af de bøger, jeg tog med hjem fra Bokmässen er kommet til på initiativ af den snart afgående ærkebiskop (sådan en har Svenska Kyrkan) Antje Jackelén.
Hende mødte jeg på Sigtuna-stiftelsen, hvor hun kom direkte hen til mig efter et foredrag, jeg havde holdt der.
“Tak for din bog,”Jag møtte Jesus”. Tak for, at du taler så frit.”
Jeg har stor respekt for hende og rankede ryggen.
Præcis, som hun nu gerne vil have flere til.
Gennem et større fremstød for samtaler mellem folk af forskellig tro, som Svenska Kyrkan under hendes ledelse var med i, gik det op for hende, at alle havde svært ved at stå ved sig selv, ved troen, ved værdigheden.
Som en af mange ideer til, hvordan man kunne give andre rygstød, opstod tanken om at brodere gode ord på steder, hvor andre ville se dem. En konkurrence blev sat i værk, og på bogmessen blev denne bog (der kan fås hos forlaget www.argument.se)præsenteret:

Bogen handler ikke om #MeToo, og alligevel gør den, præcis som både min og Irenas bøger gør det. For #MeToo handler om at støtte hinanden. Om at vise hinanden, at jeg også, me too,  har barske erfaringer. Og at jeg ikke vil tie.
Et af broderierne rørte mig, fordi de
Det er dette:

Ordene fortæller, at vi er som hinanden. Mennesker. Det, du ser hos andre, findes i dig. Ved at vise de ord til andre, kan vi måske lære at forstå, at vi alle er mennesker. Uanset køn. Og derfor alle skal behandles som mennesker.

Giv rygstød til andre

Ved at tale, skrive og brodere kan vi give rygstød til andre.
Som Irena Pozar gør til alle de unge i en generation, som troede, de ikke skulle begynde om igen. Vi voksne må støtte dem. Tale, skrive og brodere.
Det skal blive bedre.
I Sverige, Sarajevo, Danmark, Ukraine. Alle steder.

PS
Mød mig snart på Fanø, ved Holstebro, i Sønderjylland, Vendyssel og på Dovrefjell! Tjek min kalender.

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre