Artikel bragt på POV.international //

FORSKNING & FREMTID // INTERVIEW – At kunne lave mælk gør os til pattedyr. At bære og føde sårbare babyer gør os afhængige af andre end os selv. Det er kvindens krop, der gør os til mennesker og skaber samfund, fastslår forskeren Cat Bohannon i sin internationale bestseller om 200 millioner års kropslig (r)evolution.   

Når forskeren Cat Bohannon, 45 år, fredag 24. maj rejser fra Seattle til København for at holde foredrag, er flyturen for hende ”like the blink of an eye”, efter at hun i over 10 år har siddet fordybet i ikke blot sin egen historie, men 200 millioner års kvindekropshistorie.

”Det er de mange år, der gør mig optimistisk,” siger hun en morgen tværs over kloden, efter at hun har afleveret datteren på fem og sønnen på tre i børnehave. Hun ser en bedre fremtid for begge sine børns køn ”og alle andre køn”, understreger hun, der som 18-årig brød med sin irsk-katolske baggrund, engagerede sig varmblodigt i ”the queer community” og nu er ateist.

”Jeg ser de store linjer. Det lange træk. Der er en forandring i gang, trods nutidens backlash fra højrefløjen og mænd, der føler magten smuldre. Den samlede biologiske, kulturelle og samfundsmæssige udvikling hen over millioner af år viser, at mennesker bliver mere og mere lig hinanden. Kønsforskellene vil mindskes,” fastslår hun.

Al den viden, der ikke er

Cat Bohannon skal på Europa-turné med sin debutbog, der samler egen og andres mangeårige forskning i, hvad der egentlig gør os til mennesker. Det er bogens ophobning af viden, der giver hende håb for fremtiden, selv om ansatsen til bogen var en nedslående erkendelse af, at forskningsmæssigt – såvel naturvidenskabeligt som på alle andre felter – er mennesker slet ikke mennesker.

De er mænd.

”Stort set al forskning bygger på mænd. Biologisk er det jo meget lettere, lyder forklaringen, fordi kvinders kroppe forandrer sig hele tiden, hver måned og hen over vores liv, og så kan man ikke lave ”clean science”, ren forskning,” fortæller hun som et eksempel.

Hun undrede sig. Også kulturelt. Flere gange har hun til medier fortalt, hvordan hun sad og så en af ”Alien”-filmene, ”Prometheus” fra 2012, hvor heltinden gøres gravid med en ond blæksprutte og må abortere for ikke at dø. En del af plottet er, at det kan computeren, der gør det ud for deres hospital, ikke finde ud af. Den er som en selvfølge, der ikke studses over i den kun 12 år gamle film, kun skabt til mænd.

Hun tager sig til hovedet og sammenfatter:

”There is this knowledge gap. Et vidensgab. Man har simpelthen ikke set på kvinden som værende et menneske. Alt er set gennem mænds øjne. What were the guys doing? Selv inden for palæoantropologi. Og alle de grave, der er blevet åbnet! Hvis det var en stor grav med mange våben, så var det selvfølgelig en mand, der lå der. Nu tester vi med DNA. Ups, that was a warrior queen, sorry about that …”

Pattedyr ammes

Cat Bohannons undren tog til, da hun gang på gang læste forskningsnyheder, der afslørede, at menneskeracen ikke kun består eller har bestået af mænd, og at mænd ikke altid har været de mest betydningsfulde.

Sideløbende med sine ph.d.-studier i menneskers udvikling af evner til at lære og fortælle, også som samfundsbærende konstruktion, og sin undervisning i at skrive om forskning, satte hun derfor gang i sit 10 år lange arbejde med at undersøge den mest almindelige krop, der dog ikke er blevet undersøgt, kvindens.

”Det var ret vildt. Jeg havde ikke troet, at jeg ville nå til så præcis en konklusion,” siger Cat Bohannon, der gav sin bog den sammenfattende titel: Eve: How the Female Body Drove 200 Million Years of Human Evolution.

Det, at vores forfædre, som det oftest hedder på dansk, udviklede evnen til at producere mælk, gjorde os til pattedyr, som det så præcist kaldes. Og det, at vi føder sårbare babyer, der har brug for mere end en far og mor for at klare sig, skaber samfund, store som små, og får os til at leve længe efter vores fødedygtige alder.

”Der er selvfølgelig et hønen-og-ægget-dilemma i al den slags forskning, men det er udviklingen af netop de egenskaber, kun kvindekroppen har, som sikrer os som art.”

De mange formødre

Hun har organiseret sin viden ved at se på hver funktion af kvindekroppen og følge dem tilbage til den første skabning med netop den evne.

”Vi har ikke et enkelt oprindelsestidspunkt for vores kroppe. Vi har millioner af dem. Vi har utallige forfædre og formødre, utallige Eva’er, men der er nogle tidspunkter, hvor vores kroppe forandrer sig afgørende. Det er de Eva’er, jeg har fundet frem til.”

Det første kapitel handler om den lille muselignende Morganucodon, ”Morgie”, som levede for 200 millioner år siden i den tid, der har lagt navn til en hel industri, Jurassic-æraen. Hun lagde lådne æg, men ammede som den første sine små. Hendes mælk gav vital væske og beskyttende bakterier. Siden har bryster været attraktive, da de sikrer reproduktionen.

Der er så meget skam forbundet med den kvindelige krop. Der er noget, vi gør forkert, når infertiliteten rammer. Det er der ikke. Det er helt almindeligt

”Mænd kan også amme, men er ikke nær så gode til det som kvinder,” konstaterer hun i sin bog. Mænds brystvorter kan berolige børn, og nærkontakt med de svage små er afgørende for mange arters videreførelse. På trods af det har amning været gemt væk i for eksempel den vestlige kultur.

”Amning er en biologisk, men også en stærk social handling. Og den udføres kun af kvinder. Det har gjort, at den er blevet set ned på. I dag bruges amning som pression over for kvinder. Kan eller vil en kvinde ikke amme, er det hende, der gør noget forkert,” fastslår hun om den rolle, amningen har i samfund som det amerikanske i dag.

Farligt underliv

I bogen konstaterer hun, at det også i dag regnes for en fordel, at amning er gratis. Gratis, spørger hun retorisk og svarer, at det kun kan skyldes, at kvindekroppens arbejde ikke regnes for noget. Også mange andre gang undervejs i Cat Bohannons arbejde blev det tydeligt, hvor meget kultur og natur gensidigt påvirker hinanden over tid. Så hun ikke begge veje, forsvandt en masse viden. Præcis, som det er sket for andre forskere.

”Det var ind imellem absurd, fordi jeg i de samme 10 år levede et liv fuldstændigt underlagt min egen krop.”

Hun gennemgik hormonbehandlinger for at blive gravid med de bivirkninger, det gav. Blev gravid, men udenfor livmoderen og det flere gange.

”I was in and out of hospitals. Jeg, der ellers er overuddannet, anede ikke, at det var så almindeligt og så farligt. En gemt og glemt fare for millioner af kvinder. To procent af alle graviditeter!”

Hendes eget liv blev pludselig og på barsk vis en del af kvindekroppens historie.

At vi ikke blev udryddet skyldtes, at vi begyndte at hjælpe hinanden. Især kvinderne. De begyndte at hjælpe hinanden med fødslerne, mindske blødninger, hindre infektioner

Det blev set som hendes fejl, at hun ikke bare blev gravid med det samme.

”Der er så meget skam forbundet med den kvindelige krop. Der er noget, vi gør forkert, når infertiliteten rammer. Det er der ikke. Det er helt almindeligt.”

Hun blev gravid to gange. Præcis som den lille egern-lignende Donna, hun skriver om i sit andet kapitel. Det første dyr med en livmoder og, hvad der er mere afgørende for moderens liv, en moderkage.

Dens invasive effektivitet kan gøre det farligt at være gravid, som hun selv erfarede, men hvorfor hunkøn blev indrettet sådan, er der ikke fundet plausible forklaringer på.

Menneskehedens overlevelse er et mirakel

Faktisk er der så mange farer forbundet ved at have et så tætpakket underliv, som kvinder har, at Cat Bohannon må ty til sin katolske opdragelse for at finde det ord, der bedst beskriver, hvorfor menneskeheden har overlevet frem for så mange andre arter.

”Det er et mirakel. Det er helt på sin plads at bruge et religiøst ord her. Som jeg skriver i min bog, så burde vi reelt ikke have overlevet med det reproduktive system, vi har.”

Hvis man for millioner af år siden havde set på de første hominider som Lucy, ville ingen have troet på en fremtid for de opretstående væsener.

Men noget viste sig stærkere end biologien.

“At vi ikke blev udryddet skyldtes, at vi begyndte at hjælpe hinanden. Især kvinderne. De begyndte at hjælpe hinanden med fødslerne, mindske blødninger, hindre infektioner. Enkelt sagt er det gynækologien, der har reddet os.”

Barnebrude er moderne

Kvinders kroppe og gensidig solidaritet har holdt menneskeracen i live. Så længe, deres viden som i jægersamlersamfund blev regnet for værdifuld, fik de ikke mange børn, men nok, og de fik dem ikke, før de var voksne nok. Biologien indrettede sig efter kulturen.

”Kvinder fik først menstruation og altså ægløsning omkring 16-års-alderen, og så var der fire til seks år mellem hvert barn. Barnebrude og mange børn er noget, der hører den såkaldt moderne tid til.”

Bogen er en solid videnskabelig bog med kilder og krydshenvisninger, men skrevet, så man forundret læser de 614 sider uden at kny. Det er ikke muligt at huske hele bogen og dens mange, mange eksempler, men grundhistorien sidder fast.

“Mennesket har en dyb længsel efter at vide, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er, som vi er. Det er fælles for os alle. Det samme er det at forstå verden narrativt, gennem historier. Som også religioner gør det,” forklarer Cat Bohannon om det forskningsfelt, der er hendes speciale og årsagen til, at hun har valgt at skrive bogen som en fortælling om Eva.

”De fleste religioner har en fortælling om en oprindelig mor. I de abrahamitiske religioner er det fortællingen om Eva. Og, som min mor ville sige, så er vores nysgerrighed efter at udvide fortællingen om hende med mere viden også skabt af Gud. Det, mener jeg som ateist ikke, den er, men jeg har stor sympati for den længsel, vi alle har, efter at skabe en mening med livet.”

Cat Bohannon vil gerne afrunde med håb. Det håb, hun har fået efter at have arbejdet med bogen. Og som hun delte ud af i København, hvor hun optrådte på Bloom-festivalen www.bloom.ooo ”Håb handler ikke om at være dum og benægte, at der findes sexisme,” fastslår hun og fortsætter: ”Håb handler om at forpligte sig til den fortsatte indsats for at finde mere viden, om at gøre livet bedre for andre, mindske lidelser, skabe en bedre verden. Det kan ske. Mit håb styrkes af den øgede viden, jeg har fået om, at den store og uafviselige historie om mennesket er, at mennesker kommer til at være mere og mere lige. Og det gælder alle køn.”