fbpx

Cynthia Bourgeault: Nu vil vi det fælles

13. september 2121

En af de bøger, der har fulgt mig i mange år, er “Wisdom Jesus” af amerikanske Cynthia Bourgeault. Jeg købte bogen i august i 2009 og har fulgt hende siden og været på retræte i England og inviteret hende til Danmark, hvor hun kommer til oktober.

For nylig interviewede jeg hende til min podcast, Berørth, og skrev en artikel ud fra vores time sammen tværs over Atlanten. Artiklen kan I læse herunder. Den udgives på www.POV.international

Er du selvoptaget? Så er du so last year

Cynthia Bourgeault er ikke Ms hvem som helst, selv om hun er så klein, at hun næsten forsvinder bag sit skrivebord i den lille hytte ved havet ud for den amerikanske østkyst. Oppe på en ø i Maine bor den 74-årige forfatter, underviser og præst alene i flere måneder om året, når hun ikke rejser rundt i USA, England og til efteråret Danmark, for at lære fra sig om at leve kristent med krop og sjæl.

Så godt gør hun det, at hun netop er udnævnt til en af de 100 mest spirituelt indflydelsesrige i verden af det anerkendte Watkins Magazine for sit livslange arbejde med blandt andet at gøre det forståeligt, hvad der sker, når man beder på den måde, hun har skrevet en del om.

Selv kalder hun det bare ”my sit”, når hun indleder dagen med den kontemplative bøn, hvor hun sidder stille med en intention om at være i et nærvær med Gud.

Hvad har det så med danskerne anno 2021 at gøre?

Nok mere, end de ikke-troende vil være ved, og måske også mere end de fleste troende tror. For Cynthia Bourgeault bliver med sin nye bog ”The Eye of the Heart”, ”Hjertets øje”, en skarp fortaler for det skift, der er i gang i de vestlige lande, hvor kristendommen dominerer. Som i Danmark.

Et skift over mod en langt mere aktiv tro, hvor man vil engagere sig i klimaet og forbinde sin egen tro og bøn meget tættere med samfundet omkring sig.

Det er et skift, der vil være svært for mange af dem, der både giver og modtager undervisning i den voksende gruppe, som ofte kaldes spirituelt søgende.

Fordi hun ikke taler om, at den enkelte får det bedre af at bede, fordybe sig, tage på retræter, læse i cirkler eller gå i kirke.

Hun skriver om, at kloden får det bedre. Kloden inklusiv de andre mennesker, der bor her. Ikke kun mig.

For hende er det spirituelle arbejde, som man overordnet kan kalde det, ikke længere kun noget, der angår en selv, men fællesskabet.

Logikken har ellers i meget korte træk for de fleste af dem, der tiltrækker gruppen af åndeligt søgende, været, at følger man lærerens råd, får man det selv bedre. Derefter vil man så (måske en dag) få overskud til at hjælpe andre.

Cynthia Bourgeault vender det hele på hovedet. Og hun mener, tiden er moden til det. Men er hun ikke bare blåøjet?

I’ve asked myself that question, too, indleder hun og taler om, at hun har arbejdet med sin nye bog i 10 år, men først nu stod det klart, at tiden var inde. Så, nej, blåøjet er hun ikke, mener hun, men måske lidt forud for sin tid. Som skandinaverne.

– Pludselig er der a buzz out there. Det er særligt tydeligt i Nordeuropa og især i de nordiske lande. Jeg mærker det måske så tydeligt, fordi jeg langt ude selv har svenske aner og er opdraget i den protestantiske tro. Jeg kan få øje på forandringerne, fordi jeg kender jer.

Ifølge Cynthia Bourgeault ønsker vi alle et meningsfyldt liv.

– Hvis vi undertrykker eller negligerer det behov, bliver livet ubærligt. Det bliver falsk. Dem, der har penge, kan flygte fra det, drukne sig i private glæder af hvilken som helst slags, siger hun, men det rækker ikke, for det lader til, at ”vi alle inde i sjælen er wired for meaning”.

Taler ikke om Gud

– Vi ønsker mening forstået som, at vi vil have værdi for andre, for kloden, og vi vil gerne løfte os op til vores hele fylde af værdighed og hæder, omsorg og kærlighed. Men vi bremses af hele tiden at blive holdt fast i vores små ego´ers mål om karriere og penge og ender med at være hjemsøgt af meningsløshed og isolation. Man ser det overalt.

Hun sukker.

– Læg mærke til, at jeg slet ikke nævner noget om Gud. Det afholder jeg mig fra i øjeblikket, for det giver straks diskussion om, hvorvidt Gud eksisterer eller ej. Det kan selvfølgelig aldrig bevises, men det er bare så let at lukke munden på folk ved at sige det.

I stedet for den håbløse samtale, som hun kalder den, ”kan man begynde med det, man kan bevise”.

– Vi ved, at mennesker trives bedst i en sammenhæng med en større mening, som gør det muligt for os at leve for andre, i solidaritet og med en følelse af en global værdighed. Samtidig kan enhver se, at størstedelen af den store horde af mennesker, der bebor planeten i dag, blot lever deres eget liv uden en dybere fornemmelse for samhørighed med resten. Det er dødbringende for kloden. Og for os.

Det kan være, at mange ikke har formuleret den indre konflikt klart, vedstår hun, men den ligger i mennesket som art. Vi er wired for meaning, gentager hun og med hende alle de samfund, der har eksisteret af mennesker nogensinde.

Alle har de haft en tro i deres midte, der har givet mennesker noget større at leve for end dem selv. I dag kan vi aflede os selv med stor effektivitet, men den indre uro viser sig.

På kant med kirken

Længslen efter en større mening kan ikke holdes nede, og nu skal den helt frem og bruges positivt, mener hun.

– Det vil hjælpe på klodens problemer, hvis vi i stedet for at forsøge at løse dem med de metoder, vi har skabt problemerne med, gik i gang med at aktivere den fællesskabsfølelse med hinanden, kloden og tiden, som tro kan være bærer af.

Her er det, at hun kommer på kant med ikke blot de søgende, der ønsker et mere oplyst ego-liv, men også med de kirkesamfund, der har defineret den kristne tro for milliarder af mennesker.

– Kirkerne har indsnævret Gud for meget, siger den veluddannede præst og argumenterer for, at det er at gøre Gud for lille at gøre ham til ”en art person, man tilbeder med liturgi og ritualer” i stedet for at ”tillade ham at gennembryde og udtrykke sig selv gennem hele kosmos”.

– Man kan også kort sige, at vi har puttet Gud i en kasse, og nu har en masse mennesker smidt kassen ud, analyserer Cynthia Bourgeault.

Det var modsætningen mellem kirkernes indsnævring af Gud og den øgede søgning til de spirituelle miljøer udenfor kirkerne, der fik hende til at gå i gang med sin seneste bog. Hun har selv i alle årene læst og bedt efter rettesnore fra de middelalderlige kristne mystikere og deres forgængere, ørkenfædrene fra de første århundreder, for at få sammenhæng mellem sin egen direkte relation til Gud og så det fællesskab, hun synes, hun er sat i verden for at gøre noget i.

Langsomt gik det op for hende, at det var netop det, hun skulle skrive.

– Jeg skriver bare, hvad der er blevet sagt i 2000 år, siger hun og ved, at det både er sandt og slet ikke sandt Kernen er den samme, men hun oversætter til et sprog og en forståelsesramme af i dag, hvor folk ikke lever som eremitter i bjergene eller bor i klostre, endsige er opdraget til fast kirkegang. I stedet bruger vi alle mulige indgange til tro. Nogle går via en bog som hendes.

– Du kender godt de der hvide stakitter i folks forhaver, ikke? Jeg prøver at sætte en låge i, så jeg kan gå ind og røre ved folks hjerter.

Flere bliver flere

Vi taler om, hvorvidt hun er for idealistisk, når hun tror, det nytter, men hun ser, at tiden arbejder for en større anerkendelse af, at vi som menneskehed hører sammen.

– Jeg tror, at Covid-19 har hjulpet, men det er et stort skridt, der snart skal tages. Vi skal gøre os mere fri af det rationelle, som har gjort os godt i mange, mange år. Men nu er det ved at være noget andet, der skal til. Hjertet. Det fælles hjerte. Vi skal se med hjertets øje.

Det er ikke i modsætning til, hvad vi har gjort af godt hidtil, påpeger hun, men gør man godt som i et rationelt regnskab, går det ikke bedre. Med andre ord, hvis man har brug for gode argumenter for at gøre godt, så handler man stadig med det, hun kalder the egoic mind.

– Men der sker noget. De seneste 60 – 70 år er flere og flere gået i gang med kontemplativ bøn og andre bevidstgørende praksisser fra yoga til Tai Chi til Gurdjieffs dans. Vi begynder at være mange, der kan sætte ord på og ikke længere spørger, om Gud er til. Vi kan mærke det. Vi kan læse, kan du sige, det mere subtile fællesskab mellem alle og med Gud og kloden. Det er det fællesskab, der nu er ved at erstatte det velpudsede ego, vi alle er så højt uddannet i at perfektionere.

Cynthia Bourgeault ved, at det er provokerende, hvad hun siger, men hendes tonefald forbliver blidt og lattermildt. Og sikkert. Hun taler ud fra sine egne mangeårige studier, men også sine konkrete erfaringer med tusindvis af retrætedeltagere.

Gang på gang har hun og andre erfaret, at det pludselig under en fælles morning sit er gået op for folk, at de kan mærke hinanden.

– Det sker tit og på flere planer. Det er ret enkelt, egentlig. Der sker bare det, at det vitterligt går op for os, at Jesus´ vigtigste bud er at elske din næste som dig selv. Når vi sidder sammen med en intention om at se med hjertet, kan det udefra se helt almindeligt ud, men indeni os sker noget. Normalt tænker vi på os selv og vores næste som adskilte. Men ser vi med hjertet, er der ingen adskillelse. Da er vi et hjerte.

Ti stille og tak

Hun ved, at mange skal erfare det flere gange for at turde tro på det, men hun ved, siger hun, at det kan mærkes overalt.

– Kontemplativ bøn er et rigtig, rigtig, rigtig godt sted at begynde. Der giver man slip på alle sine sætninger om, at nu har man brug for Gud, nu vil man have kontakt, nu vil man det og det. Stop. Sid stille og tak Gud. Og mærk, hvordan du efterhånden bliver forankret i stilheden og begynder at se, at den i sig selv er nærende og giver kontakten.

Hun kalder det classical old work, som “vi bare bliver nødt til at gøre.”

– Det er ikke spor fancy, men det giver den kollektive stilhed, som binder os sammen.

Atter ser hun Covid-19 som en mulighed for, at flere begriber det.

– Vi fik i USA – og sikkert også hos jer – sat ord på, at det værste er at dø alene. At det faktisk er værre end selve det at dø. At det at miste vores menneskelighed er mere smertefuldt end afslutningen på vores fysiske liv. Det er et stort skridt, fordi den fysiske død er det værste for ego´et, men de samtaler viser jo, at vi ved, der er noget udover vores eksistens her og nu.

Cynthia Bourgeault taler med største frimodighed videre om, ”at den menneskelige sjæl er tidløs”, men at det ikke betyder, at den lever for evigt, blot at ”den ikke er underlagt tiden, som vi kender den”.

Hun ved, at det er mere end ubegribeligt for de fleste af os, men gør med sin jordbundne accent og lune fleecetrøje sit til, at man ikke blot kan affeje det som flyvske tanker.

– Vi kender det godt alle sammen, fastholder hun.

– Når man lever fuldt ud fra de dybe værdier i hjertet, som vel er meningen med livet, så rører man ved tidløsheden. Og den fodrer dig og holder dig oprejst, forklarer hun og nævner Moder Teresa og Jesus, men også mange andre. De mærker det, hun kan formulere, og som nogle kalder nåde.

Selv er hun som over to tredjedele i Maine blevet vaccineret. Den position får hende til at tale om, at der måske snart er en ”ny flok-immunitet” på vej.

– Måske er jeg vildt optimistisk, men jeg tror, det kan blive i vores levetid, at vi rammer en kritisk masse af folk, der på forskellig vis er blevet vaccineret af det dybe, indre arbejde. Så vil vi se en massiv forandring, forudsiger Cynthia Bourgeault, der tror, at ”det bliver lige så abrupt, som da svenskerne fra den ene dag til den anden skiftede kørebane fra venstre til højre”.

CV

Cynthia Bourgeault.

Født 1947 i Pennsylvania.

Gik på skole drevet af kvækerne og blev her fortrolig med stilhed.

Har læst litteratur, musikvidenskab og har en ph.d. i middelalderhistorie fra University of Pennsylvania.

Læste siden teologi og blev præst i den episkopale kirke, der teologisk minder om folkekirken, men som andre kirker i USA er privat finansieret.

Af Watkins Magazine udnævnt til en af de 100 mest spirituelt mest indflydelsesrige personer i 2021.

Har skrevet en lang række bøger om tro, om at miste, om kontemplativ bøn, om Maria

Magdalene.

”Eye of the Heart – A Spiritual Journey into the Imaginal Realm”, 2020.

På dansk er senest udkommet, ”Jesus som visdomslærer”, forlaget Boedal.

Har været medstifter af flere steder til undervisning i kristen spiritualitet blandt andet The Center for Action and Contemplation www.cac.org

Afholder retræter blandt andet på Løgumkloster refugium efterår 2021.

www.loegumkloster-refugium.dk

Har været gift, har børn og børnebørn, men bor nu alene på øen Eagle Island i Maine, USA.

www.cynthiabourgeault.org.