“– Gud, er du blevet religiøs? udbryder min mor, da jeg på vej hjem til Nordjylland fra mit møde med Jesus i Spanien i onsdags er mellemlandet i København.”
Sådan skriver jeg på side 31 i “Jeg mødte Jesus”, der udkom i 2015. I den gengiver jeg mine oplevelser, men mest mine samtaler med andre, der lærer mig at leve med dem. En af de mest afgørende samtaler er den med min mor lige efter mit første syn med Jesus. Den fortsætter sådan her:
“Vi står i hendes karnap på første sal med kig over Sortedamssøen i København med hver vores kaffekop i hånden og har ikke nået at sætte os, før fortællingen flyver ud af mig. Da hun siger ordene, forsøger jeg at holde tårerne tilbage. Hendes ord slår, hun ser det og slår øjnene ned.
– Han havde hår på tæerne.
Min mor stirrer på mig nysgerrigt, undersøgende. Ingen af os har været i nærheden af hverken Jerusalem eller Betlehem, selv om jeg står her og fortæller, hvordan der ser ud i Israel.
– Han var meget flot. Solbrændt. Virkede veltilpas. Som om han havde det rart og havde al den tid i verden, man kunne have. Han ventede på, at jeg var færdig med at betragte ham, før han sagde noget til mig.
– Sagde han noget til dig? spørger hun og løfter begge øjenbryn op over kanten af sin kaffekop.
– Ja, på aramæisk, er jeg sikker på. (…) Jeg forstår det jo ikke, men jeg forstod, hvad han sagde, selv om jeg ikke forstod det, vrøvler jeg og prøver på flere andre måder at forklare, hvordan jeg dér i sakristiet tydeligt fattede, hvad han ville mig. (…)
– Det virkede, som om det ikke var vigtigt, hvad han lige præcis sagde, men at jeg bare skulle vide, at han var glad for, at jeg var der, siger jeg og kan høre, det lyder tamt, når det er Jesus, jeg taler om, så jeg undskylder de vage formuleringer over for min mor.
– Det var hverdagsagtigt at sidde der og være sammen med ham, men hvis jeg skal sætte ord på, hvordan det føltes indeni, vil det lyde som en salme, et højstemt digt eller noget fra biblen, og sådan er mit sprog ikke.
– Var det et syn? spørger hun, og jeg må svare ja, selv om det ligger så fjernt.
Ingen af os er opdraget bevidst kristent eller spirituelt. Alligevel tvivler jeg ikke på, hvad jeg har oplevet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke tvivler, men jeg ved, at jeg mødte ham. Jeg sad bare der og var sammen med Jesus. Jeg var hverken påvirket, nedbrudt eller henført. Jeg var bare mig. En 46-årig dansk mor til tre drenge, der godt nok er døbt, ligesom jeg er gift med deres far, der derimod er meldt ud af folkekirken. Jeg er et dovent medlem, for jeg har aldrig tænkt videre, har hverken bedt aften- eller bordbøn eller sat min egen tro eller andres til debat. Om Jesus har levet, eller Gud eksisterer, er ikke noget, jeg for alvor har taget stilling til. Der skal være plads til alle, har været min holdning, som også har været en undskyldning for ikke gå i detaljer med, hvad andre eller jeg selv tror på. (…)
Én ting er, at jeg mødte Jesus. Men at han kendte mig, er voldsomt. Han, der er søn af den Gud, der er så fjern for mit liv og familie, at min mor lige nu over kaffen kun kan bruge ham som et udråbsord.
– Gud, er du blevet religiøs?
– Ja, det er jeg vel, svarer jeg og ser ned i gulvet, ikke flov, men genert. Selv for et ordrigt menneske som mig er det svært at få det sagt. At tro er et tyst område, et tabu, i mit og mange danskeres liv.
– Ingen må få noget at vide om mødet, mor.
– Nej, det lover jeg.
Under samtalen er det, som om ordene prøver at flytte oplevelsen fra mine sanser og krop op i min hjerne, ind i intellektet. Men kan synet komme til at høre til der? (…)
– Men det store er ikke, at det er mig, der har mødt Jesus, siger jeg pludselig til min mor, og hun siger, hun ikke forstår.
– Det gør jeg heller ikke, men det føles ikke som afgørende, at han viste sig lige netop for mig. Jeg er ikke udvalgt. Jeg er ikke noget særligt. Han har netop valgt mig, fordi jeg er almindelig.
Da ordene siges, lyder de tåbelige. Alle omkring mig – ikke mindst min egen mor – ved, at jeg så absolut er lige så forfængelig og selvoptaget som alle andre. Og hvem vil ikke gerne være den udvalgte?
– Det er bare ikke sådan, det er. Det er, som om jeg elsker hele verden, som har han lagt en kærlighed til andre ind i mig, som er så stor, at der er rigeligt til alle. Og at jeg derfor ikke behøver være bekymret for, om der er nok til mig. Han var der bare og elskede mig så meget, at jeg også bare kan elske andre uden nødvendigvis at skulle føle mig som noget særligt. At han elsker mig uanset hvad, gør jo, at han også elsker andre uanset, hvordan de er. Åh, mor, forstår du det ikke? sukker jeg, og hun svarer, at hun ikke er sikker. (…)
– Det er utroligt, siger jeg. Og vi ler af selve ordet. Men tror vi på troen? Og er det, jeg gør at tro? Nej, for jeg ved. At Jesus eksisterer, er ikke noget, jeg tror. Det er noget, jeg ved, og jeg får kvalme af frygt og fryd og kold kaffe. For når jeg kan stå her og sige, at jeg ved noget, som af mange regnes for det pure opspind, så er jeg vel ikke helt vel forvaret? (…)
– Søren Kierkegaard har lært os at tvivle. For at tvivle, skal vi også have anerkendt det at tro, siger hun, der er socialrådgiver i Mødrehjælpen og i sin fritid læser filosoffen Hannah Arendt og skal gennem eksistentielle overvejelser for at finde frem til det sted, hvor jeg som datter står og skælver af følelser og angstblandet hengivelse, opløst i noget, vi ikke aner, hvad vi skal gøre ved.(…)
Det er skræmmende mere udfordrende for krop og sjæl, intellekt og forstand end noget andet, men som islandske Jón Kalman Stefánsson skriver i sin roman Englenes sorg: ”Vi ligger ikke inde med visdom, men det, som sitrer inde i os, kommer i stedet og er måske bedre.”
– Du skal køre nu, siger min mor og giver mig et kram. Jeg tager flyveren (…).”
Uddrag fra ”Jeg mødte Jesus”, Informations Forlag, 2015.
