fbpx
Theologia Germanica: Man må elske sig vejen frem
10. august 2022

Er Luther spirituel?

Er det ikke lige meget? Næh.

Lige nu er jeg i Sverige. Jeg går i skoven om morgenen og passer en campingplads for nogle venner sammen med min mand.
Og jeg læser.
Blandt andet en masteropgave i teologi skrevet af Nini Prætorius, professor emerita.
Det kan synes som rent nørderi for de få og i helt konkret forstand indviede præster og andre uddannet i den kristne tro, men det er rent faktisk noget, der vedkommer os alle.
For, hvad er det for et fundament, vores samfund og dermed vores livsindstilling, værdier og vaner bygger på?
Og er det noget i det fundament, det ville være godt at få gjort mere synligt?
Noget, der kan støves af og give glæde og glød til vores liv og samtidig en sammenhæng med dem, der har levet her før os og dermed med dem, der kommer senere hen?
Det er det, mange af os leder efter i dag.
Rødder.

Hvad består mine rødder af

Rødder, der kan ses, sanses og mærkes.
Rødder, der er konkrete og ikke blot tekst i bøger, men bevægelser i kroppen og berøring af hjertet.
Vikingeudstillinger er besøgte som aldrig før. Flere søger til asa-troen og dens ritualer og kulturelle udtryk. Andre går til mere alment menneskelige og globale rødder og søger en fordybelse i en spiritualitet og åndelighed, som de har svært ved at finde i den almindelige folkekirke, men som New Age-miljøer og Østens religioner tilbyder så tydeligt og lige til at gå til.
Men hvad sker der, hvis man mere grundigt undersøger, hvad der egentlig ligger i den umiddelbart ikke særligt spirituelle protestantiske kristendom i folkekirken og i andre nordiske lande og Tyskland.

Spirituelle kampe

Ja, så viser det sig, at spiritualitet og åndelighed og bevægelser i kroppe og berøring af hjerter findes lige der lige midt i lige den mest almindelige religion i landet. Lige midt i vores helt almindelige historiske baggrund. Den, der hele tiden er inde i os. Den, der gør os trygge.
Så viser det sig, at man blot ved at støve lidt af kan finde en forankring i det fundament, vores hverdag bygger på, finde trygheden i rødderne og samtidig få den spiritualitet og åndelighed (og kærlighed) ind i sit liv, som så mange efterspørger.
Det kan synes som rent nørderi, men for mig at se vedkommer det os alle, at selveste den mand, der tegnede den måde at være troende på, landets mest udbredte kirke bekender sig til, slet ikke altid var så antispirituel, som mange tror, men derimod havde de samme indre kampe som så mange andre.

Shhh, mærk kærligheden

Folkekirken er en luthersk/evangelisk, protestantisk kirke, som bygger på den reformation af den katolske kirke, som den tyske munk, teolog og præst, Martin Luther (1483-1546), var en af hovedarkitekterne bag.
Den var et brud med flere århundreders måde at drive kirke på, som havde en del elementer med sig fra klostrene, blandt andet det kontemplative, den åndelige fordybelse i Guds kærlighed. Det var for eksempel lange perioder i stilhed som en dyb bøn, eller som det også kan kaldes, meditation, om end det ord er mest knyttet til andre religioner.
Stilheden er der, hvor man kan være i en intention om at nærme sig Gud og måske endog sanse ham. Erfare hans nærvær. Mærke hans kærlighed. Høre ham, kan man sige. Stilheden er Guds sprog, hedder det også. Det er der, man kan tale med ham.

Luther ville være perfekt

I sin nyligt forsvarede masteropgave i teologi fra Københavns Universitet skriver professor emerita Nini Prætorius netop om Martin Luther og mener at kunne dokumentere, at han i en række år havde langt mere respekt for den åndelige og kontemplative tilgang til kristendommen, end der er i den udgave, der kom til at bære hans navn.
Ifølge Nini Prætorius er Luthers teologi ”dybt præget” af hans tid som helt ung Augustinermunk. De spirituelle aktiviteter i klostret var tilrettelagt for give den ”totale underkastelse under Guds vilje – for dermed at få opfyldt længslen efter Hans belønning og frelse.” Luther ”kastede sig med stor disciplin og nidkærhed” ind i de ”intense bønner”, ”overdrevne skriftemål”, faste og hårdt arbejde.
Han ville være perfekt, så Gud kunne elske ham.

Næsten så god som Bibelen

Det billede af Gud som en, der ikke elsker mennesket, medmindre det opfører sig på en bestemt måde, blev effektivt trænet ind i den unge Luther, men som 35-årig fandt han i 1518 et klosterbibliotek i Frankfurt et skrift, der modsagde den træning.
Da han havde læst det, udgav han som den første skriftet som en bog med titlen ”Theologia Germanica”, fordi den skulle være grundlaget for hans kommende arbejde med at udforme en tysk teologi.
Han gav den største ros med på vejen, han kunne. Kun fra Bibelen og Augustins skrifter havde han lært mere om, ” hvad Gud, Kristus, mennesket og alle ting er” og ”dens spirituelle vejledning grunder i en dyb visdom”, skrev han.

Anonym og kontroversiel

”Theologia Germanica”, som Nini Prætorius kalder ”en åndelig vejledning om vejen til forsoning, frelse og oplysning” er skrevet i 1350, over 150 år før udgivelsen.
Forfatteren var anonym, fordi skriftet var og forblev og er kontroversielt.
Den anonyme skribent, som Luther sådan roste, beskriver nemlig, hvordan vi er elsket på forhånd, og at det er netop det, Jesus viser.
”Kristus levede sit liv, som han gjorde”, skriver Nini Prætorius i sin afhandling, ”ikke ud fra en forventning om belønning, men ud af kærlighed.”

Falsk kærlighed

Frankfurteren, som hun kalder forfatteren, (det er svært ikke at smile af navnet, men man vænner sig til det), advarer dog om, ”at der er to slags kærlighed, en sand og en falsk kærlighed. Kærlighed til viden om Gud, for eksempel. Kærlighed til al den rigdom af viden, man har samlet om Gud, kan nå sådanne højder, at den snarere har karakter af kærlighed til ens viden om Gud, og dermed kærlighed til sig selv, end om kærlighed til Gud. Det er den falske kærlighed.”
I bogen beskriver Frankfurteren, at det ikke er nok at have ”tillært indsigt”. I stedet, skriver Nini Prætorius, understreger Frankfurteren gang på gang, at ”viden om og tro på Gud intet er værd uden kærlighed. Det er ikke sådan, at viden om og tro på Gud giver anledning til, at kærlighed til Gud og til næsten bundfældes i og lutrer hjertet. Det er omvendt sådan, at kærlighed forener mennesket med Gud, så det aldrig mere adskilles.”

Ingen er mere elsket

Det kan være lidt kringlet at forstå, og igen lyde nørdet, men for mig er det ligetil. Hvis man elsker, giver man den kærlighed videre, der allerede er lagt i en af Gud, fordi han har skabt os med netop den kærlighed i os. Det er det, der også kaldes gudbilledligheden.
Hvis man, med andre ord, elsker andre, så er Gud med, fordi han er den, der har skabt dig med den kærlighed i dig. Gud er kærlighed kan man sige og skrive.
Men mennesker har i årtusinder forsøgt at stille regler op for, at nogle er mere elsket af Gud end andre.
Nogle kan gøre noget for at blive elsket mere.
Nej, mener forfatteren fra Frankfurt, som Luther roser sådan, det kan man sådan set ikke.
Men det, at man elsker, kan få en selv til at mærke den kærlighed, Gud har skabt os med og dermed den samhørighed med Gud, som for ham er den dybeste længsel hos os alle, selv om vi måske ikke ved det eller kan sætte ord på.
Man kan ikke læse sig til denne samhørighed, ej heller tro sig til den. Man må elske sig vejen frem.

Veritabel kollision

Luther elskede bogen, udgav den, skrev smukke ord om den, men efterhånden, som årene gik, kom han i problemer.
Bogen kolliderede med den opdragelse, han havde fået i klostret (og andre fik og får mange andre steder) om, at man bør gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Ikke, at man kan bestemme, om han skal elske en, men man kan gøre sit.
I løbet af årene blev bogen ifølge Nini Prætorius skrevet ud af Luthers teologi, fordi, som hun beskriver det, ”Luthers intense stræben efter perfektion og hans endeløse usikkerhed og tvivl på sig selv gav anledning til en veritabel kollision i hans indre, der overvældede ham med navnløs rædsel.”
En af parterne i konflikten måtte vinde.
Den Gud, der skulle stilles tilfreds eller den Gud, der har lagt en kærlighed i os alle, vi kan udleve og mærke.
Afstanden mellem dem blev ubærlig at leve med.

Hvad med i dag

”For Luther var konsekvensen”, skriver Nini Prætorius, at kærlighed ”ikke længere kunne være et centralt begreb i den kristnes liv på dets vej imod retfærdighed og frelse”.
Sandheden blev derimod ifølge Luther, mener Prætorius, ”der, hvor menneskets tale holder op og Guds begynder,” altså Bibelen, fordi talen, ordene, kommer fra et andet sted end mennesket selv.
Men hvad så med folkekirken?
Er den tro mod den side af Luther, der elskede Frankfurteren eller tro mod den del af Luther, der ikke gjorde?
Det er noget af det, der lige nu debatteres heftigt blandt præster og andre med interesse for folkekirken blandt andet på hjemmesiden www.nyhimmel.dk Her ligger også en engelsk sammenfatning af Nino Prætorius´ afhandling og en kronik fra hendes hånd.

Debatten fortsætter

At de to sider af Luther diskuteres, viser mig, at der findes præster og andre, der ønsker refleksionerne, og at der finde nogle, der tænker, arbejder og tror på en måde, der er i slægt med Frankfurterens tanker, mens andre gør noget andet.
Jeg er selv kommet ind i troen via oplevelser. De var sansninger, som blev lagt og derpå lagret direkte i kroppen og dermed både i hjernen og hjertet. Derfor er det naturligt nok svært for mig at nøjes med at se ord og tekster som den eneste form for autoritet på menneskets forhold til Gud og vice versa.
Teksterne skal være der som fælles gods. Det ved jeg med sikkerhed. Også jeg har brug for en forbindelse mellem det, jeg har oplevet og det fællesskab, jeg er i som menneske.
Men jeg kan ikke frigøre mig fra den kærlighed, oplevelserne lagde i mig. Og jeg ved efter 14 års research i oplevelser, at mange andre med spirituelle oplevelser også mærker netop kærligheden som et efterladenskab efter oplevelserne. (Hør i øvrigt meget mere om ny million-forskning oplevelser i efterårets podcasts!)

Kastet ind i kærligheden

Jeg havde hverken ønsket, opsøgt eller forestillet mig, at man kunne få oplevelser og anede ikke, hvad de ville betyde. Men jeg fik dem og har måttet bruge meget tid og tankekraft på at lære at leve med dem og den kærlighed, de kom med.
Nej, jeg mener ikke, mennesker med oplevelser er mere elskende end andre, men oplevelser kan give en viden på en anden måde end via ord om en kærlighed, der bare bliver givet til en. Betingelsesløst.
Det er det, jeg har prøvet at udforske efter min pludselige landing i kristendommen med mit syn med Jesus, der efterlod mig elsket og elskende på en helt ny og anderledes altomfattende og uforståelig måde.
Jeg er ikke vokset op med det billede af Gud, som Luther fik indpodet. Derfor er konflikten ikke lagt i mig, men jeg har godt af at reflektere over mit billede af Gud, min opfattelse, min tro.
Det har vi vel alle? Kun sådan kan vi nærme os at forstå hinanden, tror jeg,

Behøver ikke være enig

Nini Prætorius´ afhandling om Frankfurterens tekst giver flere ord og tanker til mit arbejde med at se oplevelserne som en del af det fællesskab med andre før og nu, som troen er.
Det er ellers svært, fordi oplevelserne kun opleves af en selv, men kærligheden, der efterlades inde i en, kender mange til. Det ved jeg fra de mange, der skriver til mig om oplevelser og den forskning, der lægges i dem. Følelsen af kærlighed hænger ved efter oplevelserne.
Om man er enig i afhandlingens konklusioner eller ej, så er jeg glad for, at den findes, fordi den giver rum til refleksioner over vores rødder. Hvad er det for en jord, vi gror i?
Jeg er ikke teolog, men journalist. Teologi er ikke mit fag. Men jeg er troende, er kristen og bor i Danmark, og derfor interesserer det mig at tale om, hvad vi kommer af. Vores rødder betyder noget. De udgør en skjult viden, som vi først kan få glæde og nytte af, hvis vi finder den frem.
God sommer. Nu vil jeg plukke flere hindbær i skoven …

 

 

 

 

 

 

 

Læs videre

Har du haft en spirituel oplevelse? Så tal om den!

Har du haft en spirituel oplevelse? Så tal om den!

Hvorfor skal vi tale om oplevelser? Det spørgsmål får jeg jævnligt. Indtil nu har jeg kun kunnet svare, at det skal vi, fordi jeg tror, det er godt for os.
Nu kan jeg svare, at jeg ved, at det gør godt for verden.
Marianne Rankin har med sin forskning fundet helt ny og banebrydende dokumentation for, at det nytter at være åben om de oplevelser, vi selv kalder åndelige, spirituelle, religiøse eller noget helt fjerde.
Marianne Rankin, forsker og kommunikationschef i Alister Hardy Trust and Society for the Study of Spiritual Experience ved University of Wales er nok den, der i verden har det bedste overblik over oplevelser. I over 10 år har hun arbejdet med de nu 6600 beretninger om oplevelser, folk har sendt ind til Alister Hardy forskningscenteret.
Jeg har fulgt og tidligere interviewet hende til min bog ”Vi mødte Jesus” og har før besøgt hende i hendes hjem nær Gloucester. Også denne gang var mit møde med hende frugtbart.
Læs artiklen på dansk og hør podcasten på engelsk.

Læs mere

At samles og samle og lytte til radio i solen

At samles og samle og lytte til radio i solen

Septembersolen lokkede mig i går væk fra BBC, som jeg ellers har haft tændt næsten non-stop siden meddelelsen om Dronning Elizabeths bortgang.
Jeg har været bevæget over, hvordan verden går i stå og skaber plads til ikke kun den royale families sorg og taknemmelighed, men til alle menneskers mest betydningsfulde følelser.
Via de fælles medier følges vi ad i et samtidigt fællesskab.Andre oplever det måske til fodbold, svenskerne måske ved valgaftenen igår, men for mig sker det samme, når jeg hører radiogudstjenesten på DRs P1.
Under Corona lærte jeg for alvor betydningen af netop det program, og derfor er jeg også så umådeligt glad for, at jeg har fået lov at være vært for gudstjenesten i Jesuskirken den kommende søndag.
Sørine Gotfredsen prædiker. Det er kl. 10.03 på P1.
Vi høres ved, gør vi ikke?

Læs mere

Måske er vi ens indeni: Millionforskning skal finde svar

Måske er vi ens indeni: Millionforskning skal finde svar

Hvad har vi til fælles på tværs af religioner og kulturer?
Professor Christian Suhr, Aarhus Universitet, søger efter svar ved at undersøge oplevelser af kærlighed hos kristne, muslimer og buddhister med de spirituelle oplevelser, som de fleste af os får i løbet af vores liv. Det er på tide at rette fokus mod det fælles, mener han, der tidligere har forsket i ekstremisme. Jeg interviewede ham til podcast og skrift og blev meget klogere.

Læs mere