Ny podcast: Berørth
13. august 2021

Pressemeddelelse

Ny podcast med Charlotte Rørth

Berørth er en podcastserie om liv og tro med gæster, der er stærkt vidende om den kristendom, der dominerer vores liv her landet, hvad end vi er troende eller ej. Hvordan kan vi i fællesskab leve med kristendommen anno 2021? Og hvad betyder den for vores dagligliv med sorger og glæder, brud og overraskelser, kønsroller, sundhedstilstand og klimaangst?

”Samtaler om tro fylder mere og mere i offentligheden i denne tid. Berørth er en uddybning af de mange samtaler, hvor jeg er sikker på, at lytterne ikke alene vil blive berørt, men også klogere, fordi jeg vil tale med dem, der for alvor ved noget om det at tro og om kristendommen,” siger Charlotte Rørth, journalist og vært i den nye podcastserie, Berørth.

Hun kalder serien ”en slags tros-samtaler generation 2.0.” og ser et behov for den, fordi så mange de senere år er begyndt at tale mere åbent om deres egne oplevelser, om deres egen spiritualitet, tvivl og tanker om tro. Men mange savner mere viden om, hvordan de i fællesskab kan leve med den tro, de kan mærke betyder noget, erfarer hun.

”Langt de fleste af os er medlemmer af folkekirken, men generelt ved vi alt for lidt om den religion, der er så afgørende for vores kultur. Det samme gælder selve det at tro. Hvad betyder det egentlig? Det vil jeg undersøge. Vi skal vide noget om det samfund, vi lever i, så jeg vil invitere dem ind, der ved meget mere om det end mig, så både lytterne og jeg bliver klogere,” lover Charlotte Rørth.

Første sæson af Berørth består af 12 samtaler med vidende danskere hver suppleret med et interview med en udenlandsk gæst.
Blandt gæsterne er: DNA-forsker Eske Willerslev, der taler om troen, der sætter grænser for hans videnskab, forfatter og præst Lene Højholt aktualiserer opstandelsen, teolog og ph.d. Sasja Mathiasen samtaler om nåde, biskop i København Peter Skov-Jacobsen efterlyser feminisme, professor Niels Christian Hvidt dokumenterer, at tro er sundt, og forfatter og sognepræst i Jelling, Kristian Bøcker plæderer for, at det er godt, at synden findes.

Fra udlandet høres blandt andre den kendte amerikanske mystiker, Cynthia Bourgeault, der ser en skarp udvikling i den kristne, spirituelle verden væk fra selvcentreringen, den norske thrillerforfatter Tom Egeland, der er ateist, men elsker Jesus, og den svenske præst Tomas Sjödin, der taler med Charlotte Rørth om deres fælles erfaring med at miste sønner.

”Viden kan være en svær størrelse, når vi taler om tro. Men deltagerne i Berørth er valgt, fordi de alle har undersøgt troen grundigt, og beskæftiger sig med nogle fælles erfaringer med livet og troen, som andre kan få glæde af,” forklarer Charlotte Rørth og fortsætter:

”En række af samtalerne optages på Løgumkloster Refugium sammen med kursisterne dér, fordi jeg netop vil tale med gæsterne om i fællesskab at finde en mening. For hvad kommer din og min tro egentlig andre ved? Overraskende meget, har jeg fundet ud af.”

Første afsnit af Berørth med Eske Willerslev offentliggøres mandag d. 16. august. Serien findes på alle gængse podcasttjenester. Blandt andet Apple Podcast.

Charlotte Rørth arbejder som journalist professionelt med at kommunikere viden om kristendom og tro og har udgivet en række bøger, blandt andet bestselleren ”Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende” på Informations Forlag i 2015 og senest ”Med rank ryg – om tro og moderskab” hos Bibelselskabet.
Berørth udgives af Charlotte Rørth og er støttet af Borg-Fonden.

Læs videre

Gud stoler på os: Tjen hinanden med kærlighed

Gud stoler på os: Tjen hinanden med kærlighed

Vi kan gøre så meget godt, hvor end vi er. Og vi kan have stunder, hvor vi ikke kan, men hvor vi alligevel får andre til at lyse, fordi vi viser dem, at vi har brug for dem og deres kærlighed. Vi kan være stille og indelukkede i perioder af vores liv, men vi kan stadig få andre til at lyse op med deres kærlighed til os.
Det er en meget præcis retningslinje, vi får i dag. Hvis ikke, vi holder fast i det idealistiske mål om at tjene andre, men snører os inde i vores egne ambitioner om at tjene os selv, så går det galt. Så suges vi ned i en måde at være menneske på, der gør os små og ikke frimodige, venlige, kærlige.
Det kan virke som vildt store krav, vi mindes om søndag efter søndag.
Men der er også noget vildt i, at Gud tror, at vi kan leve op til dem. Det er også det, vi mindes om her i kirken.

Læs mere

Hjertefylde: Hvad løber din mund over med?

Hjertefylde: Hvad løber din mund over med?

Jeg fortæller jer ikke noget her fra prædikestolen, som I ikke vidste i forvejen, men jeg minder jeg om det. Minder jeg om at se og høre, hvad I selv siger og skriver. I jeres private og offentlige liv. Vi har et medansvar for det samfund, vi lever i. Både i det små og store.
Og ja, man kan kalde det naivt, at jeg insisterer på at tro så meget på ordets kraft, at jeg ønsker, at jeg og I taler ud fra Helligåndens plads i os, så verden kan nærme sig at være det sted, Gud ønsker det skal være. Men jeg tror på ordets kraft. Jeg tror, det skaber. Og jeg tror, det kan gøre godt.
Det er det, jeg hører Jesus sige i dag. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Og er hjertet fuld af tro, håb og kærlighed, så er det det, vi fylder verden med. Og det tror Jesus på, at vi kan.

Læs mere

Gaven fra Gud: Kraft og kærlighed og besindelse

Gaven fra Gud: Kraft og kærlighed og besindelse

I Paulus´ andet brev til Timotheus står der: Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.
Da Jesus døde, røg Helligånden ind i os – det fejrer vi i pinsen. Helligånden er en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.
Paulus kunne – med andre ord – have skrevet, at mennesket i sig har kraft, kærlighed og besindelse. Det skal mennesket bare mindes om, som Paulus minder Timotheus om, og som Jesus prøver at få sine disciple – og os – til at forstå. Indeni os har vi det fineste i verden: Kraft, kærlighed og besindelse. Det findes i os.
Det er det, vi skal vide. Det er det, vi skal være klar over. Være årvågne overfor. Holde os vågne til at vide. Ikke sove og være dovne og glemme.
Vi har det i os, siger Jesus og skriver Paulus, vi skal bare være bevidste om det. Vi skal tro på det. Og vi skal handle efter det.
Det er vores opstandelse: At vi bliver mennesker, der er bevidste om, at vi har kraft, kærlighed og besindelse i os.

Læs mere

Læs videre