Kontakt
Med lyttende nænsomme skridt
16. maj 2022

Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.

Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Den er skrevet fornylig af Merete Bandak, nyvalgt medlem af Landsudvalget for Areopagos Danmark, med melodi af den nuværende missionspræst i Areopagos, Torsten Borbye Nielsen.

Eget foto fra vandring ved Hammershus, Bornholm.

Som Merete Bandak selv siger i et interview her på ww.samler.dk om at skrive salmer i dag:
”Man kommer hurtigere til at genkende sig selv, sine følelser og sit levede liv i de salmer, der er opstået i den tid, vi lever i. Der er ikke så mange forståelsesmæssige forhindringer undervejs, og man er måske bedre med helt fra starten.”

Salmen har hun digtet i anledning af 100-året for Areopagos, den kristne organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.

Jeg er redaktør for den fælles nordiske jubilæumsudgave af magasinet Tørst og arbejder nogle timer om ugen her i foråret på det danske kontor. Det er en organisation med et overvældende smukt formål og en arv, som i dag blandt andet videreformidles af Karl Ludvig Reichelts medstifter Notto Normann Thelles søn, den norske teologiprofessor Notte Reidar Thelle.

”Det er vanskelig å snakke om frelse,” fortalte han mig i interviewet med ham i magasinet.

Affotografering af “Tørst” med foto taget af Line Søndergaard. 

”Fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de bliver prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner,” fortalte han og afrundede:

”Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud.”

Merete Bandak skriver i sin salme videre på Thelles tanker, når hun til slut sammenfatter:

”Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre

med lyttende nænsomme skridt

og villighed til at forandre

os selv, når vi elsker for lidt.

Vær du vor faste forankring,

vort hjerteslags bankende tro,

så godhedens rige må komme,

det sted, hvor vi sammen kan bo.”

 

Læs videre

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Med Jesu komme skærper Gud sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.
Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør.
Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.
Med hans komme stiller Gud større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig.

Læs mere

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Læs mere

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Læs videre