Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.
Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Den er skrevet fornylig af Merete Bandak, nyvalgt medlem af Landsudvalget for Areopagos Danmark, med melodi af den nuværende missionspræst i Areopagos, Torsten Borbye Nielsen.
Eget foto fra vandring ved Hammershus, Bornholm.
Som Merete Bandak selv siger i et interview her på ww.samler.dk om at skrive salmer i dag:
”Man kommer hurtigere til at genkende sig selv, sine følelser og sit levede liv i de salmer, der er opstået i den tid, vi lever i. Der er ikke så mange forståelsesmæssige forhindringer undervejs, og man er måske bedre med helt fra starten.”
Salmen har hun digtet i anledning af 100-året for Areopagos, den kristne organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.
Jeg er redaktør for den fælles nordiske jubilæumsudgave af magasinet Tørst og arbejder nogle timer om ugen her i foråret på det danske kontor. Det er en organisation med et overvældende smukt formål og en arv, som i dag blandt andet videreformidles af Karl Ludvig Reichelts medstifter Notto Normann Thelles søn, den norske teologiprofessor Notte Reidar Thelle.
”Det er vanskelig å snakke om frelse,” fortalte han mig i interviewet med ham i magasinet.
Affotografering af “Tørst” med foto taget af Line Søndergaard.
”Fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de bliver prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner,” fortalte han og afrundede:
”Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud.”
Merete Bandak skriver i sin salme videre på Thelles tanker, når hun til slut sammenfatter:
”Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre
med lyttende nænsomme skridt
og villighed til at forandre
os selv, når vi elsker for lidt.
Vær du vor faste forankring,
vort hjerteslags bankende tro,
så godhedens rige må komme,
det sted, hvor vi sammen kan bo.”
