fbpx
Med lyttende nænsomme skridt
16. maj 2022

Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.

Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Den er skrevet fornylig af Merete Bandak, nyvalgt medlem af Landsudvalget for Areopagos Danmark, med melodi af den nuværende missionspræst i Areopagos, Torsten Borbye Nielsen.

Eget foto fra vandring ved Hammershus, Bornholm.

Som Merete Bandak selv siger i et interview her på ww.samler.dk om at skrive salmer i dag:
”Man kommer hurtigere til at genkende sig selv, sine følelser og sit levede liv i de salmer, der er opstået i den tid, vi lever i. Der er ikke så mange forståelsesmæssige forhindringer undervejs, og man er måske bedre med helt fra starten.”

Salmen har hun digtet i anledning af 100-året for Areopagos, den kristne organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.

Jeg er redaktør for den fælles nordiske jubilæumsudgave af magasinet Tørst og arbejder nogle timer om ugen her i foråret på det danske kontor. Det er en organisation med et overvældende smukt formål og en arv, som i dag blandt andet videreformidles af Karl Ludvig Reichelts medstifter Notto Normann Thelles søn, den norske teologiprofessor Notte Reidar Thelle.

”Det er vanskelig å snakke om frelse,” fortalte han mig i interviewet med ham i magasinet.

Affotografering af “Tørst” med foto taget af Line Søndergaard. 

”Fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de bliver prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner,” fortalte han og afrundede:

”Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud.”

Merete Bandak skriver i sin salme videre på Thelles tanker, når hun til slut sammenfatter:

”Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre

med lyttende nænsomme skridt

og villighed til at forandre

os selv, når vi elsker for lidt.

Vær du vor faste forankring,

vort hjerteslags bankende tro,

så godhedens rige må komme,

det sted, hvor vi sammen kan bo.”

 

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre