fbpx
Med lyttende nænsomme skridt
16. maj 2022

Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.

Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Den er skrevet fornylig af Merete Bandak, nyvalgt medlem af Landsudvalget for Areopagos Danmark, med melodi af den nuværende missionspræst i Areopagos, Torsten Borbye Nielsen.

Eget foto fra vandring ved Hammershus, Bornholm.

Som Merete Bandak selv siger i et interview her på ww.samler.dk om at skrive salmer i dag:
”Man kommer hurtigere til at genkende sig selv, sine følelser og sit levede liv i de salmer, der er opstået i den tid, vi lever i. Der er ikke så mange forståelsesmæssige forhindringer undervejs, og man er måske bedre med helt fra starten.”

Salmen har hun digtet i anledning af 100-året for Areopagos, den kristne organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.

Jeg er redaktør for den fælles nordiske jubilæumsudgave af magasinet Tørst og arbejder nogle timer om ugen her i foråret på det danske kontor. Det er en organisation med et overvældende smukt formål og en arv, som i dag blandt andet videreformidles af Karl Ludvig Reichelts medstifter Notto Normann Thelles søn, den norske teologiprofessor Notte Reidar Thelle.

”Det er vanskelig å snakke om frelse,” fortalte han mig i interviewet med ham i magasinet.

Affotografering af “Tørst” med foto taget af Line Søndergaard. 

”Fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de bliver prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner,” fortalte han og afrundede:

”Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud.”

Merete Bandak skriver i sin salme videre på Thelles tanker, når hun til slut sammenfatter:

”Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre

med lyttende nænsomme skridt

og villighed til at forandre

os selv, når vi elsker for lidt.

Vær du vor faste forankring,

vort hjerteslags bankende tro,

så godhedens rige må komme,

det sted, hvor vi sammen kan bo.”

 

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre