fbpx
Med lyttende nænsomme skridt
16. maj 2022

Der kommer jævnligt nye salmer, og selv om de gamle giver en grobund til rødderne, er det også en livsnødvendighed med nye skud.

Salmen til denne tredje uge i maj er “Et rum til at søge det sande”.
Den er skrevet fornylig af Merete Bandak, nyvalgt medlem af Landsudvalget for Areopagos Danmark, med melodi af den nuværende missionspræst i Areopagos, Torsten Borbye Nielsen.

Eget foto fra vandring ved Hammershus, Bornholm.

Som Merete Bandak selv siger i et interview her på ww.samler.dk om at skrive salmer i dag:
”Man kommer hurtigere til at genkende sig selv, sine følelser og sit levede liv i de salmer, der er opstået i den tid, vi lever i. Der er ikke så mange forståelsesmæssige forhindringer undervejs, og man er måske bedre med helt fra starten.”

Salmen har hun digtet i anledning af 100-året for Areopagos, den kristne organisation, som arbejder med religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni i Danmark og Norge, Hong Kong og Kina, hvor Areopagos blev grundlagt i 1922.

Jeg er redaktør for den fælles nordiske jubilæumsudgave af magasinet Tørst og arbejder nogle timer om ugen her i foråret på det danske kontor. Det er en organisation med et overvældende smukt formål og en arv, som i dag blandt andet videreformidles af Karl Ludvig Reichelts medstifter Notto Normann Thelles søn, den norske teologiprofessor Notte Reidar Thelle.

”Det er vanskelig å snakke om frelse,” fortalte han mig i interviewet med ham i magasinet.

Affotografering af “Tørst” med foto taget af Line Søndergaard. 

”Fordi ordet i tradisjonell forkynnelse er så ensidig konsentrert om synd og soning. Mange slike ord mister mening fordi de stenges inne i en ferdig definert verden. Når de bliver prøvet og kanskje renset gjennom troskriser, kan det hende at ordene gjenoppstår med en ny mening. De har bærekraft, ikke som ferdigdefinerte sannheter, men som fortellinger og begreper og metaforer, som åpner opp og lar oss fortelle videre uten at man har fasiten på slutten, men bevarer en større toleranse for de ubesvarte tingene. Det eneste gyldige svaret får man aldri. Vi kan snakke om Gud, men ikke gi ferdige definisjoner,” fortalte han og afrundede:

”Gud er et ord man løfter opp som lovsang eller klage. Som takk. Og når det siste ordet er sagt, så er det prikk, prikk, prikk. Det siste ordet har Gud.”

Merete Bandak skriver i sin salme videre på Thelles tanker, når hun til slut sammenfatter:

”Nu ber vi dig, Gud, lad os vandre

med lyttende nænsomme skridt

og villighed til at forandre

os selv, når vi elsker for lidt.

Vær du vor faste forankring,

vort hjerteslags bankende tro,

så godhedens rige må komme,

det sted, hvor vi sammen kan bo.”

 

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre