Kontakt
Kapitel 1: IKKE ALT HENTES NED
7. november 2022

“Jesuskalender”, kapitel 1, uddrag:
Lørdagen før første søndag i advent

“Splinten sidder fast i fingeren. Det sker altid. Når det sidste trin på loftstrappen skal tages, og hånden må gribe om det uhøvlede gulv oppe under taget, borer et lille stykke træ sig ind i fingeren. Som for at give en pause til at ånde duften ind. Duften magen til duften på mormors legeloft med de lange hylder under skråvæggene med brandbilen, billedlotteriet, dukkelegekøkkenet med gryder og potter i emalje, bittesmå.
Julen trækker tiden sammen. Et år er der imellem hver jul. En måneds venten. Kalenderne sørger for, at minderne ubønhørligt får plads hos alle. Alle reagerer på julen, om de holder af den eller ej. Den kommer, uanset alt. Hvad dufter der af på mit loft? År? Minder? Evighed?

Lyset fra loftslampen over mig gør det muligt at hive splinten ud med tænderne og koncentreret træde op på det ru gulv og se ned langs tegltagets underside i det lange rum. Alt i hjørnet bag trappen står urørt. En dag åbnes poserne med hans tøj. En dag. I dag åbnes julens kasser. Hver eneste lille ting har en stor fortælling med sig om traditioner og rødder og ritualer og religion. Adventskransen af halm, der skal bindes med gran. De fem engle i karton til karnappens ruder. Den lille træhest, der holder julekort. Dem, der ikke er skrevet her i huset, siden min dreng tog fra denne verden ved juletid. Men, hvor er stjernen? Den, der skal hænge i det store vindue. Den er der ikke. Den mangler. Der er så meget, der mangler. For meget, der er blevet til minder. 

Sorgen og overbalancen får mig nær til at snuble ned ad trappestigen. Min svigermors broderede pakkekalender, som sønnesønnen skal have, er nær ved at ryge ud af kurven. Mon sønnen, der nu er far, kan huske den? Hvad husker vi egentlig fra julen? Om julen? Hvad er julen? En fødselsdag, ja, men for hvem? Jesus, Kristus, Messias, barnet. Han lå i krybben, men lever stadig, siges det. Han er verdens mest kendte mand og har betydning for alle, hvad enten de tror eller ej, og der ventes på hans fejring i det mindste i de 24 dage, en julekalender varer. Hver dag har sit sæt af spørgsmål, der ægger til samtale. Måske med mig selv. Ikke som lektielæsning eller faktaopremsning eller facit, ikke citater fra de kloge, blot undren over julen i min hverdag, der er som så mange andres. Måske kan den gives som gave til alle dem, der gerne vil dele forundringens gave, nu det snart er jul. Måske blot være en påmindelse til mig selv. Et dagligt ønske om en god advent.”

Køb bogen for 130 kr. her hos forlaget Eksistensen.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få 20 % i rabat!

 

Læs videre

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Med Jesu komme skærper Gud sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.
Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør.
Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.
Med hans komme stiller Gud større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig.

Læs mere

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Læs mere

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Læs videre