Kapitel 1: IKKE ALT HENTES NED

7. november 2022

“Jesuskalender”, kapitel 1, uddrag:
Lørdagen før første søndag i advent

“Splinten sidder fast i fingeren. Det sker altid. Når det sidste trin på loftstrappen skal tages, og hånden må gribe om det uhøvlede gulv oppe under taget, borer et lille stykke træ sig ind i fingeren. Som for at give en pause til at ånde duften ind. Duften magen til duften på mormors legeloft med de lange hylder under skråvæggene med brandbilen, billedlotteriet, dukkelegekøkkenet med gryder og potter i emalje, bittesmå.
Julen trækker tiden sammen. Et år er der imellem hver jul. En måneds venten. Kalenderne sørger for, at minderne ubønhørligt får plads hos alle. Alle reagerer på julen, om de holder af den eller ej. Den kommer, uanset alt. Hvad dufter der af på mit loft? År? Minder? Evighed?

Lyset fra loftslampen over mig gør det muligt at hive splinten ud med tænderne og koncentreret træde op på det ru gulv og se ned langs tegltagets underside i det lange rum. Alt i hjørnet bag trappen står urørt. En dag åbnes poserne med hans tøj. En dag. I dag åbnes julens kasser. Hver eneste lille ting har en stor fortælling med sig om traditioner og rødder og ritualer og religion. Adventskransen af halm, der skal bindes med gran. De fem engle i karton til karnappens ruder. Den lille træhest, der holder julekort. Dem, der ikke er skrevet her i huset, siden min dreng tog fra denne verden ved juletid. Men, hvor er stjernen? Den, der skal hænge i det store vindue. Den er der ikke. Den mangler. Der er så meget, der mangler. For meget, der er blevet til minder.

Sorgen og overbalancen får mig nær til at snuble ned ad trappestigen. Min svigermors broderede pakkekalender, som sønnesønnen skal have, er nær ved at ryge ud af kurven. Mon sønnen, der nu er far, kan huske den? Hvad husker vi egentlig fra julen? Om julen? Hvad er julen? En fødselsdag, ja, men for hvem? Jesus, Kristus, Messias, barnet. Han lå i krybben, men lever stadig, siges det. Han er verdens mest kendte mand og har betydning for alle, hvad enten de tror eller ej, og der ventes på hans fejring i det mindste i de 24 dage, en julekalender varer. Hver dag har sit sæt af spørgsmål, der ægger til samtale. Måske med mig selv. Ikke som lektielæsning eller faktaopremsning eller facit, ikke citater fra de kloge, blot undren over julen i min hverdag, der er som så mange andres. Måske kan den gives som gave til alle dem, der gerne vil dele forundringens gave, nu det snart er jul. Måske blot være en påmindelse til mig selv. Et dagligt ønske om en god advent.”

Køb bogen for 130 kr. her hos forlaget Eksistensen.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få 20 % i rabat!

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten.

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud? Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data