Når læsere læser klummer om keramik

6. februar 2021

Hver måned skriver jeg en klumme med overskriften Vid & Sans til bagsiden af avisen Kristeligt Dagblad.

De bliver læst. For hver måned får jeg mail fra læsere, ligesom jeg får mail fra dem, der læser mine nyheds breve – meld dig til her.

Fredag 5. februar skrev jeg om fransk keramik. Skørt. Jeg ved det. Men der var en pointe med at skrive om de fine fade og kander inde bag glasdørene på den store skænk hos udenrigskorrespondent på BBC World News, Hugh Schofield, og om at føle sig “som en påfugl med udslået hale i en glasbutik.”

Jeg må ikke bringe klummen, den må I hente via abonnement på Kristeligt Dagblad her.

Men jeg kan bringe erkendelsen, der ramte mig til slut, hvor jeg afslørede mig selv som antisnob.
“Det er værre end at være en ægte en af slagsen. Pinligt”, skrev jeg og rundede af med følgende:

“Nej, jeg bliver ikke per automatik et favnende og smukt menneske af at bo smukt, men netop derfor har jeg har godt af at leve med påmindelser om andres levede liv i både møbler og bøger.
Men jo, jeg tror faktisk, både jeg og Hugh Schofield bliver mere perspektivsøgende af at bo med ting, der har mere end hundrede år bag sig.
Som for eksempel gammelt fransk lertøj.”

God weekend!

Læs videre

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Helligåndens hjælpere: Alle har en

I pinsen fejres Helligånden, der kom til os, og kirken, der samler os, men i Terndrup fejrede vi også Åndens hjælpere, englene.
Minikonfirmanderne sang og spillede med i min prædiken, som jeg sluttede af med at citere fra bogen “Alle mennesker han en engel” af Anselm Grün, en af Tysklands mest kendte forfattere, ledelsesteoretikere og abbed. Han mener, at selv om man ikke tror på dem, kan man bare lade som om og se, hvad der sker …. For, som han slutter bogen af med: “Anerkender vi, at engle findes som dem, der formidler Guds lægende og kærlige nærhed, kan vi bedre finde ud af selv at blive til engle for andre.”

Læs mere

Døm ikke: Så sættes du fri

Skal vi bare være søde og elske andre? Groft sagt, ja, men Jesus erkender, at det ikke er let. Det betyder ikke, at det ikke er sandt. Det betyder ikke, at det ikke gør verden til et bedre sted, hvis flere og flere af os i højere og højere grad tænker og handler sådan overfor andre, som Jesus lige har fortalt os.

Hvis vi gør det, sættes vi frie. Så skal vi ikke rende og holde øje med at være perfekte på alle mulige måder og nedgøre andre og os selv, fordi vi aldrig bliver perfekte – i stedet kan vi hvile i, at vi og de tilgives, hvis vi bare konstant prøver at fokusere på det ene: At elske Gud, hinanden og os selv.

Det er det budskab, der skal gjalde over jorden – både fra de ledende kristne som paven i Rom, biskoppen i Washington DC og ærkebiskoppen i engelske Canterbury, der i disse dage taler kærlighed frem for krig – og fra os, der er her i Terndrup lige nu:
Jesus er den, han er. Den, Gud elsker, som Gud også elsker os.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data