Når læsere læser klummer om keramik

6. februar 2021

Hver måned skriver jeg en klumme med overskriften Vid & Sans til bagsiden af avisen Kristeligt Dagblad.

De bliver læst. For hver måned får jeg mail fra læsere, ligesom jeg får mail fra dem, der læser mine nyheds breve – meld dig til her.

Fredag 5. februar skrev jeg om fransk keramik. Skørt. Jeg ved det. Men der var en pointe med at skrive om de fine fade og kander inde bag glasdørene på den store skænk hos udenrigskorrespondent på BBC World News, Hugh Schofield, og om at føle sig “som en påfugl med udslået hale i en glasbutik.”

Jeg må ikke bringe klummen, den må I hente via abonnement på Kristeligt Dagblad her.

Men jeg kan bringe erkendelsen, der ramte mig til slut, hvor jeg afslørede mig selv som antisnob.
“Det er værre end at være en ægte en af slagsen. Pinligt”, skrev jeg og rundede af med følgende:

“Nej, jeg bliver ikke per automatik et favnende og smukt menneske af at bo smukt, men netop derfor har jeg har godt af at leve med påmindelser om andres levede liv i både møbler og bøger.
Men jo, jeg tror faktisk, både jeg og Hugh Schofield bliver mere perspektivsøgende af at bo med ting, der har mere end hundrede år bag sig.
Som for eksempel gammelt fransk lertøj.”

God weekend!

Læs videre

Gud stoler på os: Tjen hinanden med kærlighed

Vi kan gøre så meget godt, hvor end vi er. Og vi kan have stunder, hvor vi ikke kan, men hvor vi alligevel får andre til at lyse, fordi vi viser dem, at vi har brug for dem og deres kærlighed. Vi kan være stille og indelukkede i perioder af vores liv, men vi kan stadig få andre til at lyse op med deres kærlighed til os.
Det er en meget præcis retningslinje, vi får i dag. Hvis ikke, vi holder fast i det idealistiske mål om at tjene andre, men snører os inde i vores egne ambitioner om at tjene os selv, så går det galt. Så suges vi ned i en måde at være menneske på, der gør os små og ikke frimodige, venlige, kærlige.
Det kan virke som vildt store krav, vi mindes om søndag efter søndag.
Men der er også noget vildt i, at Gud tror, at vi kan leve op til dem. Det er også det, vi mindes om her i kirken.

Læs mere

Hjertefylde: Hvad løber din mund over med?

Jeg fortæller jer ikke noget her fra prædikestolen, som I ikke vidste i forvejen, men jeg minder jeg om det. Minder jeg om at se og høre, hvad I selv siger og skriver. I jeres private og offentlige liv. Vi har et medansvar for det samfund, vi lever i. Både i det små og store.
Og ja, man kan kalde det naivt, at jeg insisterer på at tro så meget på ordets kraft, at jeg ønsker, at jeg og I taler ud fra Helligåndens plads i os, så verden kan nærme sig at være det sted, Gud ønsker det skal være. Men jeg tror på ordets kraft. Jeg tror, det skaber. Og jeg tror, det kan gøre godt.
Det er det, jeg hører Jesus sige i dag. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Og er hjertet fuld af tro, håb og kærlighed, så er det det, vi fylder verden med. Og det tror Jesus på, at vi kan.

Læs mere

Gaven fra Gud: Kraft og kærlighed og besindelse

I Paulus´ andet brev til Timotheus står der: Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.
Da Jesus døde, røg Helligånden ind i os – det fejrer vi i pinsen. Helligånden er en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.
Paulus kunne – med andre ord – have skrevet, at mennesket i sig har kraft, kærlighed og besindelse. Det skal mennesket bare mindes om, som Paulus minder Timotheus om, og som Jesus prøver at få sine disciple – og os – til at forstå. Indeni os har vi det fineste i verden: Kraft, kærlighed og besindelse. Det findes i os.
Det er det, vi skal vide. Det er det, vi skal være klar over. Være årvågne overfor. Holde os vågne til at vide. Ikke sove og være dovne og glemme.
Vi har det i os, siger Jesus og skriver Paulus, vi skal bare være bevidste om det. Vi skal tro på det. Og vi skal handle efter det.
Det er vores opstandelse: At vi bliver mennesker, der er bevidste om, at vi har kraft, kærlighed og besindelse i os.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data