Når læsere læser klummer om keramik

6. februar 2021

Hver måned skriver jeg en klumme med overskriften Vid & Sans til bagsiden af avisen Kristeligt Dagblad.

De bliver læst. For hver måned får jeg mail fra læsere, ligesom jeg får mail fra dem, der læser mine nyheds breve – meld dig til her.

Fredag 5. februar skrev jeg om fransk keramik. Skørt. Jeg ved det. Men der var en pointe med at skrive om de fine fade og kander inde bag glasdørene på den store skænk hos udenrigskorrespondent på BBC World News, Hugh Schofield, og om at føle sig “som en påfugl med udslået hale i en glasbutik.”

Jeg må ikke bringe klummen, den må I hente via abonnement på Kristeligt Dagblad her.

Men jeg kan bringe erkendelsen, der ramte mig til slut, hvor jeg afslørede mig selv som antisnob.
“Det er værre end at være en ægte en af slagsen. Pinligt”, skrev jeg og rundede af med følgende:

“Nej, jeg bliver ikke per automatik et favnende og smukt menneske af at bo smukt, men netop derfor har jeg har godt af at leve med påmindelser om andres levede liv i både møbler og bøger.
Men jo, jeg tror faktisk, både jeg og Hugh Schofield bliver mere perspektivsøgende af at bo med ting, der har mere end hundrede år bag sig.
Som for eksempel gammelt fransk lertøj.”

God weekend!

Læs videre

Det troede du ikke: 80 pct af danskerne siger, de har behov for det åndelige

Måske er vi generelt mere optagede af tro, end vi selv tror. For selvom mange ikke taler højt om have brug for Gud eller noget mellem himmel og jord, erkender otte ud af ti danskere, at de inden for den seneste måned har mærket mindst ét ”stærkt” eller ”meget stærkt” åndeligt behov. Det dokumenterer verdens hidtil største undersøgelse af vores åndelige og eksistentielle behov.

Har du haft trang til at bede? Leder du efter en større mening med det hele? Har du haft brug for at gå i kirke? Søger du en indre ro?

Kan du svare ja til mindst et af de fire spørgsmål, så er du, som folk er flest.

Det viser verdens største spørgeskemaundersøgelse om menneskets åndelige og eksistentielle behov. Den er gennemført er forskere fra Syddansk Universitet og er netop offentliggjort her i The Lancet Regional Health – Europe, et af lægeverdenens mest prestigegivende tidsskrifter.

Læs mere

Det, der skete i ambulancen på mit fortov – var det et mirakel?

En februaraften for en række år siden talte jeg i telefon med min svigerfar, da vandet gik, og en fødsel begyndte.

Vi havde valgt ikke at få at vide, om det var en dreng eller en pige. Vi anede som alle andre alligevel intet om hvilket menneske, der var på vej. Vi vidste kun, at den lille med garanti ville rykke rundt på vores hjerter og de forestillinger om verden, vi som voksne er så forhippede på at holde fast i. Der ville ske det, som skete for 2000 år siden.

Da jeg havde sagt farvel til svigerfar og hjulpet min mand og vores ældste søn med at tage frikadellerne af bordet, væltede veerne ind over mig hulter til bulter. I dobbeltsengen lå jeg i smerte og lykke og muskelarbejde og den særegne fødselsduft af blod og fostervand - som af fjord og dyr ved aftenstide. Ambulancen kom. To brandmænd bar mig ud i frosten, lagde mig på båren, det lille stød på halebenet fik barnet til at glide ud, den ene brandmand slap mit ben. Greb ham.

En dreng.

Vi er ikke alle født i ambulancer eller i stalde under stjerner, men vi er alle født og har alle forandret livet hos dem, der er rundt om os. Om vi vil det eller ej. En fødsel er den mest gennemgribende begivenhed i vores liv, og vi mennesker er ikke herrer over den. Den kan ende i død såvel som i liv. På Jesu tid overlevede højst hvert andet barn og hver anden mor.

Måske ville Gud risikere dette for sin søn for at vise os, at det vigtigste ikke kan kontrolleres af mennesket selv?

Læs mere

Et tænksomt øjeblik? Det gør mere for klimaet, end du tror

Et sted i London sidder en snart 80-årig dame ved sit skrivebord og ser ud på et træ. Hvilket træ har ingen betydning. Ej heller, hvor det står. At hun, et menneske, bare sidder stille og kigger nøje på et stykke natur, er det afgørende. ”It can be anything, really." Det kan være hvad som helst. Sæt dig bare stille og se på det i 10 minutter. Gerne udendørs, selvfølgelig. "Even in the rain." Karen Armstrong ler.

Hun ved, det lyder letkøbt, men det er det ikke. Er der nogen, der i dag kan kaldes vis, er det nemlig hende.

Kloden rundt er hun anerkendt som en af vor tids store tænkere og har skrevet flere af de bøger, både menigmand, magtens og fredens folk læser for at finde veje ud af konflikter, rædsler og almindelig eksistentiel tvivl. I sine nu 30 priste, lærde og læseværdige værker har hun især koncentreret sig om menneskets behov for religioner og deres opståen, ligheder og forskelle. Nu, ”hvor jeg er ved at blive gammel” som hun siger, vil hun samle sin viden til klodens bedste.
Det gør hun i bogen med den sigende titel, Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden, som magasinet The New Yorker ved udgivelsen kaldte ”en af årets vigtigste udgivelser”.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data