"Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var ...

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”