fbpx
Giv Jesus en pelargonie, hvad ellers?
12. juli 2022

Hvad har den kunst, jeg holder af, med min tro at gøre? Med mit liv? Hænger min forkærlighed for malerier af blomster og indretning med samme sammen med mit spirituelle liv? Ja.

Hverdagen, det er den, der helligholdes. Dagligdagens glæder. Æstetikken. Omsorgen. Overraskelserne i yndigheden ved en velkendt blomst. En rose. Forgængeligheden, jeg møder, når jeg nipper planterne fri for visne blade. Jeg vil sørge for dem. De viser mig liv.

Jeg elsker potteplanter. Især pelargonier, ja, alle slags geranier, også duft-geranierne. Ørepineplanter, kaldte min mormor dem. En mos af bladene i ørene kunne holde pinen nede, fortaltes det om planterne, der er hverdagsplanter. De hører til i små stuer, på landet, hos kunstnere som Alhed Larsen og hendes svenske kollega Karin Larsson, der viste hverdagslivet. Alhed malede pelargonierne i måneskin. De var vågne sammen med hende. Måske med et sygt barn?

Geranier er også ofte køkkenplanter, fordi de dufter så stærkt, at de før i tiden overdøvede en måske ret tung lugt. Men de bragte også små blomster ind som selskab til opvask, og det morsomme – og mere end det – er, at mange af fortællinger, jeg gennem årene har fået om andres syn med Jesus, foregår i køkkener.

Sådan indleder jeg bogen Vi mødte Jesus:

”Tove Eriksen er den ottende, der sender en besked til mig på facebook den morgen, Jeg mødte Jesus udkommer, 30. januar 2015. Mikkel Beha Erichsen har netop interviewet mig i TV2s Gomorgen Danmark. Ikke så meget om mine oplevelser som forfatter Knud Romers latterliggørelse af dem aftenen inden på TV2News. Klokken 08:33 skriver hun:
”Kære Charlotte! Tak for din bog, som jeg dog ikke har læst endnu. Ja, for nogle er det et helt almindeligt emne, og for andre vil det være yderst mærkeligt. Har selv engang mødt Jesus i mit køkken.
Kærligst,
Tove.”

Og senere skriver jeg:

”Anette Krogh fra Skanderborg sender et syv sider langt brev. Hendes mor var troende, men hun er ikke opdraget kristent, hun er 72 år, har været lærer, alene med to børn, og ved mit foredrag i Treenighedskirken i Esbjerg genkendte hun sig selv i mine ord om, at jeg ikke tror, jeg ved. ”Nogle år efter min brors død, sad jeg en dag i køkkenet ved spisebordet med avisen foran mig (og) fornemmede min brors tilstedeværelse. Jeg ved,” skriver hun og har sat streg under ordet ved ”at der er en anden verden, som også min bror viste mig.”

På Nasjonalmuseet i Oslo så jeg et kolossalt maleri, der fik mig til at le, ja, men også smile, og ja, også tænke mig om.
Se her, hvordan Christian Skredsvig i 1891 malede Jesu genkomst.

Som en almindelig håndværker kommer han til byen. Og hvordan hædres han? Med potteplanter. Forrest en pelargonie. En familie stiller det fineste, de har, ud til Herren. Jamen, kan det siges klarere? Troen er ikke noget, hverken potteplantens ejer eller jeg kun går til søndag morgen. Det er ikke en historie, en fabel, vi fortæller eller et teologisk værk, vi læser på universitetet. Det er virkeligheden hver dag.
En opmærksomhed til livet. Det, der gror. Noget, vi oplever til daglig. I vores liv.
Som de helt almindelige mennesker, Christian Skredsvig maler.

Jeg skriver videre i Vi mødte Jesus:

”Lige fra den dag, jeg med min bog fortalte alverden om de to møder, jeg har haft med Jesus ansigt til ansigt, om lyset fra himlen, der ramte mig i panden, om lynene fra mine fingre, om auraer, sitren i min krop og alle de andre oplevelser, har hundredvis af mennesker skrevet til mig.
Og de bliver ved.
De skriver om oplevelser, de har holdt hemmelige i årevis af angst for at blive gjort til grin. De skriver om møder med Gud, med Jesus, med engle, med lys. Med kærligheden, kraften, altet. Med noget, de ikke kan finde ord for. Oplevelser, der har væltet deres verden, måske ikke udadtil, men indeni.
Og vi har ikke hørt om dem.
Min mission er ytringsfrihedens. De, der har haft oplevelser, skal ikke tie, fordi de er bange for at blive chikaneret, føler sig alene eller mener, de formulerer sig for dårligt eller ikke ser sig som værdige til at være dem, der har modtaget oplevelserne. De er ikke notoriske løgnere, simple drømmere, latterlige tumper, lumpne fulderikker eller tungt medicinerede, hallucinerende fantaster. De er mennesker som mig. Kendte og ukendte. Unge og gamle.
I Danmark som i alle andre demokratiske lande priser vi os af, at alle har ret til at ytre sig. Men mange af dem, der har skrevet til mig om deres oplevelser, fortæller, at de tier, fordi de er bange for i overført betydning at blive stenet. Dermed er deres ytringsfrihed indskrænket.
At skrive en bog er ikke det samme som at mene, at alle nu skal tale om deres oplevelser. Slet ikke. Det kan være finere og bedre for mange at forblive tavse. Der er sider af ens liv, man ikke ønsker at dele. Og der er oplevelser, der hører til i rum lukket for andre.
Det skal være et frit valg, om hver enkelt vil tie eller tale, men som samfund har vi pligt til at tage samtalen om oplevelser og tage den alvorligt.”

Oplevelser er troens potteplanter ude i køkkenerne. Kristendom er også kirker og stor kunst, der betales af mennesker med mange penge. Kristendom er også vældige kristne organisationer skabt af mennesker, der vil hædre Gud sammen. Kristendom er også lærde teologer, der diskuterer og vil have ret. Men kristendom er (som de andre trosretninger, jeg ikke skriver så meget om, for jeg skriver om det levede liv, og andre trosretninger er ikke en del af mit liv, men bliver det måske en dag) så meget mere. Kristendom er ikke noget, man skal kunne som en lektie.

Man skal ikke bestå en eksamen i Gud.

Man kan studere sig til at blive kristen, men man kan også leve sig frem til det. Eller få en oplevelse, der viser en, at man er elsket af Gud, som det skete mig og sker for millioner af andre, der bare lever et hverdagsliv med potteplanter i vinduet. Kristendom er det, Christian Skredsvig viser på sit maleri. En tilstedeværelse i virkeligheden af en Gud, der har gjort sin søn til et almindeligt menneske. En tømrer. Ikke en konge eller en præst. Det minder i hvert fald mig om, at det er mennesket ude i køkkenet, potteplantevanderen, vi skal lytte til.

Som jeg skriver i Gud, du er jo lige her:
”Man skal lytte til dem, der lægger krop til. De fattige, de gamle, de unge, de syge, de stærke, børnene. Det er simpelt demokrati. Det er svært. De, der begynder i teorien, vil opleve, at virkelighedens mennesker ikke altid passer ind i det, de har studeret. Og omvendt. Men det er en nødvendig samtale, hvis vi ønsker, at troen skal have en ægte betydning for andre end os selv. Det ønske har jeg.
Derfor vover jeg at være mig, og derfor vil jeg i denne bog alene fortælle med egne ord. Jeg er ellers mest vant til at citere andre, der siger noget, jeg synes, er klogt. Dem ærer jeg stadig, for de er kloge, og jeg har læst og lært, og de har været med til at forme mig. I mine to tidligere bøger har jeg selvfølgelig været den, der har udvalgt, hvilke af deres ord, der skulle trykkes i min bog. Men jeg har også gemt mig en smule bag dem og ladet dem bære en del af ansvaret. Det er en metode, de fleste af os bruger. Også fordi, man kan virke klogere, når man kan slynge om sig med citater. Men med denne bog vil jeg vise, at jeg mener det, når jeg skriver, at jeg vil stå ved, hvem jeg er.
Budskabet og formen skal hænge sammen.
Hvis jeg mener, at alle og enhver kan deltage i samtalen, må jeg også gøre det som det enkelte menneske, jeg er.
Efter mine oplevelser er det blevet vigtigere for mig end nogensinde, det, jeg i mine år som erhvervsjournalist lærte at kende som strategic alignment, strategisk overensstemmelse. Jeg holder meget af de to ord sat sammen. De fortæller ved at være lange, at man skal tænke sig langsigtet om. Og de driller ens hoved, fordi de lyder som tom snak i en stor koncerns årsrapport, men i virkeligheden er stor visdom af den slags, der gør dagliglivet smukt.
På hverdagsdansk hedder det, at man skal gøre, som man siger. Derfor er mit sprog også let at forstå. Når min tro er, at alle har værdi, fordi de alle er elsket af Gud, om de ved det eller ej, skal jeg ikke skrive en bog, der kun kan forstås af få. Mund og hjerte skal følges ad.
Værdien af mig er ikke større end værdien af andre. Jeg har ikke mere ret end andre. Jeg har ikke ret til at fortælle andre, hvad de skal tro og hvordan.”

Denne sommer lærer museer og andre mennesker mig endnu en gang at have respekt for andre. Og at jeg elsker at være ude i solskinnet.

God sommer.

 

Læs videre

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.

Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.

Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. 
NYT: Thomas Augustinussen kommer også og holder oplæg. Dato følger snart!

Læs mere

Læs videre