Hvad har den kunst, jeg holder af, med min tro at gøre? Med mit liv? Hænger min forkærlighed for malerier af blomster og indretning med samme sammen med mit spirituelle liv? Ja.

Hverdagen, det er den, der helligholdes. Dagligdagens glæder. Æstetikken. Omsorgen. Overraskelserne i yndigheden ved en velkendt blomst. En rose. Forgængeligheden, jeg møder, når jeg nipper planterne fri for visne blade. Jeg vil sørge for dem. De viser mig liv.

Jeg elsker potteplanter. Især pelargonier, ja, alle slags geranier, også duft-geranierne. Ørepineplanter, kaldte min mormor dem. En mos af bladene i ørene kunne holde pinen nede, fortaltes det om planterne, der er hverdagsplanter. De hører til i små stuer, på landet, hos kunstnere som Alhed Larsen og hendes svenske kollega Karin Larsson, der viste hverdagslivet. Alhed malede pelargonierne i måneskin. De var vågne sammen med hende. Måske med et sygt barn?

Geranier er også ofte køkkenplanter, fordi de dufter så stærkt, at de før i tiden overdøvede en måske ret tung lugt. Men de bragte også små blomster ind som selskab til opvask, og det morsomme – og mere end det – er, at mange af fortællinger, jeg gennem årene har fået om andres syn med Jesus, foregår i køkkener.

Sådan indleder jeg bogen Vi mødte Jesus:

”Tove Eriksen er den ottende, der sender en besked til mig på facebook den morgen, Jeg mødte Jesus udkommer, 30. januar 2015. Mikkel Beha Erichsen har netop interviewet mig i TV2s Gomorgen Danmark. Ikke så meget om mine oplevelser som forfatter Knud Romers latterliggørelse af dem aftenen inden på TV2News. Klokken 08:33 skriver hun:
”Kære Charlotte! Tak for din bog, som jeg dog ikke har læst endnu. Ja, for nogle er det et helt almindeligt emne, og for andre vil det være yderst mærkeligt. Har selv engang mødt Jesus i mit køkken.
Kærligst,
Tove.”

Og senere skriver jeg:

”Anette Krogh fra Skanderborg sender et syv sider langt brev. Hendes mor var troende, men hun er ikke opdraget kristent, hun er 72 år, har været lærer, alene med to børn, og ved mit foredrag i Treenighedskirken i Esbjerg genkendte hun sig selv i mine ord om, at jeg ikke tror, jeg ved. ”Nogle år efter min brors død, sad jeg en dag i køkkenet ved spisebordet med avisen foran mig (og) fornemmede min brors tilstedeværelse. Jeg ved,” skriver hun og har sat streg under ordet ved ”at der er en anden verden, som også min bror viste mig.”

På Nasjonalmuseet i Oslo så jeg et kolossalt maleri, der fik mig til at le, ja, men også smile, og ja, også tænke mig om.
Se her, hvordan Christian Skredsvig i 1891 malede Jesu genkomst.

Som en almindelig håndværker kommer han til byen. Og hvordan hædres han? Med potteplanter. Forrest en pelargonie. En familie stiller det fineste, de har, ud til Herren. Jamen, kan det siges klarere? Troen er ikke noget, hverken potteplantens ejer eller jeg kun går til søndag morgen. Det er ikke en historie, en fabel, vi fortæller eller et teologisk værk, vi læser på universitetet. Det er virkeligheden hver dag.
En opmærksomhed til livet. Det, der gror. Noget, vi oplever til daglig. I vores liv.
Som de helt almindelige mennesker, Christian Skredsvig maler.

Jeg skriver videre i Vi mødte Jesus:

”Lige fra den dag, jeg med min bog fortalte alverden om de to møder, jeg har haft med Jesus ansigt til ansigt, om lyset fra himlen, der ramte mig i panden, om lynene fra mine fingre, om auraer, sitren i min krop og alle de andre oplevelser, har hundredvis af mennesker skrevet til mig.
Og de bliver ved.
De skriver om oplevelser, de har holdt hemmelige i årevis af angst for at blive gjort til grin. De skriver om møder med Gud, med Jesus, med engle, med lys. Med kærligheden, kraften, altet. Med noget, de ikke kan finde ord for. Oplevelser, der har væltet deres verden, måske ikke udadtil, men indeni.
Og vi har ikke hørt om dem.
Min mission er ytringsfrihedens. De, der har haft oplevelser, skal ikke tie, fordi de er bange for at blive chikaneret, føler sig alene eller mener, de formulerer sig for dårligt eller ikke ser sig som værdige til at være dem, der har modtaget oplevelserne. De er ikke notoriske løgnere, simple drømmere, latterlige tumper, lumpne fulderikker eller tungt medicinerede, hallucinerende fantaster. De er mennesker som mig. Kendte og ukendte. Unge og gamle.
I Danmark som i alle andre demokratiske lande priser vi os af, at alle har ret til at ytre sig. Men mange af dem, der har skrevet til mig om deres oplevelser, fortæller, at de tier, fordi de er bange for i overført betydning at blive stenet. Dermed er deres ytringsfrihed indskrænket.
At skrive en bog er ikke det samme som at mene, at alle nu skal tale om deres oplevelser. Slet ikke. Det kan være finere og bedre for mange at forblive tavse. Der er sider af ens liv, man ikke ønsker at dele. Og der er oplevelser, der hører til i rum lukket for andre.
Det skal være et frit valg, om hver enkelt vil tie eller tale, men som samfund har vi pligt til at tage samtalen om oplevelser og tage den alvorligt.”

Oplevelser er troens potteplanter ude i køkkenerne. Kristendom er også kirker og stor kunst, der betales af mennesker med mange penge. Kristendom er også vældige kristne organisationer skabt af mennesker, der vil hædre Gud sammen. Kristendom er også lærde teologer, der diskuterer og vil have ret. Men kristendom er (som de andre trosretninger, jeg ikke skriver så meget om, for jeg skriver om det levede liv, og andre trosretninger er ikke en del af mit liv, men bliver det måske en dag) så meget mere. Kristendom er ikke noget, man skal kunne som en lektie.

Man skal ikke bestå en eksamen i Gud.

Man kan studere sig til at blive kristen, men man kan også leve sig frem til det. Eller få en oplevelse, der viser en, at man er elsket af Gud, som det skete mig og sker for millioner af andre, der bare lever et hverdagsliv med potteplanter i vinduet. Kristendom er det, Christian Skredsvig viser på sit maleri. En tilstedeværelse i virkeligheden af en Gud, der har gjort sin søn til et almindeligt menneske. En tømrer. Ikke en konge eller en præst. Det minder i hvert fald mig om, at det er mennesket ude i køkkenet, potteplantevanderen, vi skal lytte til.

Som jeg skriver i Gud, du er jo lige her:
”Man skal lytte til dem, der lægger krop til. De fattige, de gamle, de unge, de syge, de stærke, børnene. Det er simpelt demokrati. Det er svært. De, der begynder i teorien, vil opleve, at virkelighedens mennesker ikke altid passer ind i det, de har studeret. Og omvendt. Men det er en nødvendig samtale, hvis vi ønsker, at troen skal have en ægte betydning for andre end os selv. Det ønske har jeg.
Derfor vover jeg at være mig, og derfor vil jeg i denne bog alene fortælle med egne ord. Jeg er ellers mest vant til at citere andre, der siger noget, jeg synes, er klogt. Dem ærer jeg stadig, for de er kloge, og jeg har læst og lært, og de har været med til at forme mig. I mine to tidligere bøger har jeg selvfølgelig været den, der har udvalgt, hvilke af deres ord, der skulle trykkes i min bog. Men jeg har også gemt mig en smule bag dem og ladet dem bære en del af ansvaret. Det er en metode, de fleste af os bruger. Også fordi, man kan virke klogere, når man kan slynge om sig med citater. Men med denne bog vil jeg vise, at jeg mener det, når jeg skriver, at jeg vil stå ved, hvem jeg er.
Budskabet og formen skal hænge sammen.
Hvis jeg mener, at alle og enhver kan deltage i samtalen, må jeg også gøre det som det enkelte menneske, jeg er.
Efter mine oplevelser er det blevet vigtigere for mig end nogensinde, det, jeg i mine år som erhvervsjournalist lærte at kende som strategic alignment, strategisk overensstemmelse. Jeg holder meget af de to ord sat sammen. De fortæller ved at være lange, at man skal tænke sig langsigtet om. Og de driller ens hoved, fordi de lyder som tom snak i en stor koncerns årsrapport, men i virkeligheden er stor visdom af den slags, der gør dagliglivet smukt.
På hverdagsdansk hedder det, at man skal gøre, som man siger. Derfor er mit sprog også let at forstå. Når min tro er, at alle har værdi, fordi de alle er elsket af Gud, om de ved det eller ej, skal jeg ikke skrive en bog, der kun kan forstås af få. Mund og hjerte skal følges ad.
Værdien af mig er ikke større end værdien af andre. Jeg har ikke mere ret end andre. Jeg har ikke ret til at fortælle andre, hvad de skal tro og hvordan.”

Denne sommer lærer museer og andre mennesker mig endnu en gang at have respekt for andre. Og at jeg elsker at være ude i solskinnet.

God sommer.