fbpx
Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?
4. april 2024

“Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?”

Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaren, som jeg skriver i hver måned. Du kan læse klummen på svensk her.

Og jeg fortsætter:

“Siden, min første bog, ”Jeg mødte Jesus”, udkom i Danmark i 2015, i Norge samme år og i Sverige og andre lande årene efter, har jeg holdt omkring 300 foredrag om mine og andres spirituelle oplevelser. Hver eneste gang har der været en præst, der har sagt som Gitte, hvad end jeg har været i sognekirker, frikirker, på biblioteker og uanset hvilket land, jeg har besøgt.
Mit eget chok over helt uventet at have fået mange religiøse oplevelser ledte til intensiv, international research, som jeg nu på 17. år driver på med. Noget af det mest forunderlige, jeg har fundet ud af, er, at 50-75 procent af os ifølge britiske BBC og amerikanske Pew Institute har haft en oplevelse, vi selv kalder åndelig eller lignende.

Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
”Det er heller ikke noget, vi taler med hinanden om,” betroede den erfarne præst i Svendborg mig.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin:

  1. Anerkend oplevelsen, som også blandt andre Paulus gør. Hverken præster eller andre kan dømme om det, et menneske har erfaret som virkelighed.
  2. Tal med nænsomhed og varsomhed. Mange har svært at finde de rette ord. Det gør dem forlegne og også ofte sky. Giv dem tid og omsorg. Lyt.
  3. Respektér, hvor stor en forskel selv de umiddelbart mindste oplevelser kan gøre i folks liv. At mærke Guds tilstedeværelse kan vælte ens eget verdenssyn og skabe store konflikter i familier.
  4. Sig ”velsignede du” om og om igen. Det gjorde præsten for at lære mig, at det er gave, jeg har fået, en velsignelse og ikke noget, jeg har gjort mig fortjent til. Hvilken glæde!
  5. Genfortæl, hvad Jesus gør, da han står på bjerget og lyses op af Gud, og disciplene også pludselig ser Moses og Elias stå ved siden af ham. Peter vil bygge hytter, så de kan blive i den frydefulde oplevelse deroppe på toppen. Jesus svarer ham ved at gå ned ad bjerget og fortsætte sit arbejde med at helbrede. Med andre ord; man skal ikke blive hængende i oplevelsen, men leve videre med bevidstheden om, at det kan ske. Styrk forundringen.
  6. Giv ikke dig selv bemyndigelse til at bestemme, hvordan andre skal leve med deres oplevelser. Jeg tror, det er godt for de fleste at leve med dem i et fællesskab, hvor de anerkendes, men det gælder ikke alle.
  7. Brug ikke oplevelser som argument for at blive medlem af netop din kirke. Så vidt, jeg ved, har alle religioner oplevelser i deres kerne. Dem har kristendommen ikke patent på. Selv ville jeg ønske, kristne kirker i Norden ville gøre sig mere synlige for dem, der har oplevelser, så de umiddelbart kan føle sig velkomne i en kirke fra deres kulturkreds.”

Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige, 1891-94, kan ses på Statens Museum for Kunst

Læs videre

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Læs videre