ADVENT // KLUMME – “På ganske få minutter stod det lysende klart, at aldrig, som i aldrig, har jeg på min skærm og skærmene før den og på skærme i andre størrelser set noget lignende”, skriver Charlotte Rørth. Hvad var det ved tv-serien, hun så, der var så skelsættende?

Det var, da jeg sad med et af de mange bind (syv) af Karl Ove Knausgårds (måske det første) Min Kamp, at jeg traf beslutningen. Pludselig havde jeg fået nok. Fra da af ville jeg ikke læse en eneste beskrivelse mere af første gang, en dreng rører ved en piges bryster.

Slut.

Hvor mange tusinde gange, jeg har læst om gryende begær og flammende forelskelser set fra en drengs synsvinkel, ved jeg ikke, men det er mange, for jeg har altid læst.

Hver og en af de dannelsesromaner, der skulle til i en dannet, dansk opvækst i 1970’erne. Jeg læste også alle de røde bøger, Sven Wernström blandt andet, som i Rød vinter angiveligt havde en kvindelig hovedperson, men fortællingen var fuldstændig som taget ud af Romanbladet, dog var helten nu en ung, venstreorienteret mand. Måske blev han senere læge?

Vældig klog på at være mand

Hvis man lærer af det, man læser (og ser på film og lignende), så ved jeg uhyre meget om at være mand og ikke nær så meget om det at være kvinde. Jeg har lært det på anden vis, men hvad med alle dem, der ikke selv lever et kvindeliv? Hvordan skal de lære?

Forskellen er enorm. Kulturudbuddet, og da især det, der er påkrævet for at kunne kalde sig dannet, er ekstremt en-kønnet. Hvad gør det ved dem, der læser, at de ikke opdrages til at være nysgerrig på det andet køn, men kun det ene? Hvor mange mænd har læst hvor mange bøger med beskrivelser af, hvordan det er som ung pige at røre ved en mands pik for første gang? Jeg husker ikke, at jeg som ung havde adgang til at læse sådan en roman. Måske er der kommet nogle siden, men hvor mange?

Og det slog mig der i sygesengen, hvor grundlæggende kraftgivende det var at føle mig set af mainstreamkulturen

Jeg kom til at tænke på den fysisk begribbare forskel, da jeg forleden sad og så eftermiddagsfjernsyn, fordi jeg var syg. Den ultimative luksus. Flowtv med te.

Just, da det var blevet helt mørkt udenfor, tændte jeg for fjernsynsapparatet, som jeg synes, det må kaldes, når det, jeg fik at se, var den britiske serie Jordemoderen, som handler om netop det kvindejob i en engelsk storby fra 1950’erne og frem. (Serien kan også ses på www.dr.dk)

45 minutters quickfix

På ganske få minutter stod det lysende klart, at aldrig, som i aldrig, har jeg på min skærm og skærmene før den og på skærme i andre størrelser set noget lignende.

Aldrig har jeg oplevet et manus, et ensemble, en scenografi, en musik, et cinemastisk produkt, der er så gennemfeminint.

Alt fra Vanessa Redgraves introducerende stemme til de unge nonner og sygeplejerskers snak på sovekamrene og den loyale gengivelse af lægesekretærens kærligt snerpede uundværlighed er en lang oprejsning af kvindekroppen og det, den afgør i kvinders liv: At vi kan blive gravide og føde børn.

Det kan ingen andre kroppe, og ikke alle kan, men det er netop det, der determinerer livsbaner, samler os i solidaritet med hinanden og gør os så anderledes end de mænd, der har tid til så meget andet, fordi de ikke underlægges deres kroppes kunnen.

Aldrig har jeg på så kort tid (et afsnit varer 45 minutter) set så mange af mit livs facetter spejlet af den skærm. Og det slog mig der i sygesengen, hvor grundlæggende kraftgivende det var at føle mig set af mainstreamkulturen. Jeg er ikke alene om at se med. Hvert afsnit er i snit set af cirka 10 millioner briter på BBC.

Så ramte forhammeren: Jeg er 61 år, og først nu oplever jeg det. Først nu efter alle de mange, mange timers tv.

Tag mænd med i sofaen

Det matematiske slog mig bagefter: Hvor mange gange har mænd på min alder ikke erfaret det?

Alle de gange, jeg ikke har oplevet det, har de.

Og jo, der er andre køn, men lad min nu lige blive lidt ved den største gruppe mennesker af alle; kvinder, der kan føde børn. Tænk, at jeg ikke er almindelig i kulturel forstand? Det er da helt horribelt.

Alle er jo født.

Hvordan kan de lige glemme det?

En fødsel er det, vi alle har gennemlevet som det eneste før vores død.

Advent er en ventetid frem mod en fødsel. Ja, man kan uden at gøre vold på noget som helst sige, at julen er fejringen af en fødsel

Kvinder har alle farver, og jeg kan ikke forestille mig, at der inden for andre kulturer er langt mere feminint båret tv end hos os.

Det var en sær følelse at ligge i sofaen med. På en gang en vilter vrede, som når man i en fødsel vil presse det barn ud NU (som vi også ser i serien) og på samme tid en overflydende taknemmelighed over at se kvinderne i og omkring Nonnatus House og kunne dele snak om dem med veninderne og min mor.

At det er mainstream-eftermiddagstv er en særlig del af vigtigheden, fordi den slags tv er underlagt de mest konservative af alle normer. Serien er da også på mange andre måder traditionel, men det i sig selv bliver en hædring af kvindekønnet og det, kvinder har ydet til fællesskabet altid. Det usynlige arbejde.

Alt det derhjemme.

Også fødslerne af os hver og en.

Gud elsker kvindekroppen

Måske er det, fordi det er advent, at det virker særligt relevant at se Trixie og søster Julienne og den gamle nonne og sandsigerske Monica Joan samles om det, der er deres lod i livet?

Advent er en ventetid frem mod en fødsel. Ja, man kan uden at gøre vold på noget som helst sige, at julen er fejringen af en fødsel. Ikke blot fejringen af et barn, der kommer til verden, men fejringen af en fødsel.

Den slags, der sker hver dag og for hver og en af os.

Julen er et fødselsritual med ventetid og overraskede hyrder og barnegråd i et rum med varme og en ventende far – og senere onkler, der kommer på kameler.

Da jeg lå der med ondt i halsen, måtte jeg rømme mig af bevægelse over endnu en fødsel på skærmen. Det sker hver gang. Hver gang er det et mirakel at se sådan en lille, ny en.

Det er det mirakel, vi fejrer til jul. Den kristne religion er en fortælling om, at Gud har så stor tillid til kvindekroppen, at han lader det største, han har, sin søn, blive båret inde i hendes mørke i ni måneder. Og det var vel at mærke i en tid, hvor henimod hveranden kvinde og barn døde i barselsseng.

Julen er et fødselsritual

Man behøver ikke være kristen for at synes, at det er en bemærkelsesværdig handling, som tyder på, at kvinden har en betydning for Gud, vi som mennesker har gjort os meget umage med at formindske.

Lad os i stedet forstørre fødslens betydning.

Lad os se julen som den fødselshædring, den retteligen er: En fejring af fødslen, af lysets komme, som også midvinter er det, af det enkelte barns komme, af enhver forandring.

På spansk hedder det at føde at give lys, dar la Luz. Lad os gøre det.

Lad os give lys, lad os fejre fødslen, hædre jordemødrene og mødrene, juble over, at børn kan komme til verden, at vi kom.

Da de 45 minutters tv-kiggeri var ovre, var jeg gladere end længe. Den glæde har holdt sig, og det ikke kun fordi jeg er blevet rask, men i høj grad fordi jeg stædigt er blevet ved at tale fødslen frem som et eksistentielt og socialt fikspunkt. Der, livet begynder. Det skal fejres. På tv og alle andre steder.

Måske skulle du huske på dine fødsler, spørge din mor om hendes, støtte bedre fødselsvilkår for sårbare?

Selv du var her jo ikke, hvis du ikke var blevet født. Vel?