Se, så forsvandt han
25. maj 2022

Når Jesus farer til himmels, som han gør i denne uge, er vi ikke efterladt i mørket. Her er også lys. Han er draget afsted, nu er det os, der må tage os sammen og agere. Nu er det os her på jorden, der må gøre godt. Nu er det os, der hver dag skal ”bære en andens nød” og ”vise mildhed”, som norske Svein Ellingsen (1929-2020) skriver i sin salme, “Nogen må våge i verdens nat”. Det er måske ikke den mest typiske salme til Kristi Himmelfart, men jeg har efter min yngste søns død nogle år efter mine møder med Jesus og lige inden, bogen om dem udkom, behov for at blive spejlet i mit livs alvor. Hvor skal man blive det om ikke i kirken sammen med andre i salmesang?

Jeg tror, vi gør hinanden ondt, hvis ikke vi vover at tale om det smertefulde. Om døden. Da gør vi hinandens lidelser til særtilfælde og øger ensomhedsfølelsen. Er der noget, man ikke bør stå alene med, er det sorg og lidelse.
Svein Ellingsen var kunstmaler, og blandt mine norske venner er mange, der læner sig ind i både hans billed- og tekstunivers, når de mister eller sørger over sig selv en dag, meget ikke lykkes.

Han skriver om, at ”nogen må kæmpe for andres ret”, og det er så enkelt, at det næsten ikke burde være nødvendigt at skrive eller synge det.
Men det er det.
Vi skal kæmpe for andres ret til at have brug for andre. Vi skal hjælpe dem, der har hjælp behov. Vi skal mindes om det. Ikke kun, fordi vi selv en dag vil have hjælp behov, men fordi det er derfor, vi har fået livet.

”Herre, du bor i mørket,” skriver han, og det ved vi, der bor derinde selv.
Man kan kun få øje på ham derinde mørket, hvis man vover at være derinde med åbne øjne. Ellers ser man intet. Nogle bliver rystet, når jeg taler om, at Gud også er mørke, men det er han for mig.
Gud er alt.
Han er lys, og han er mørke. Mørket er ikke livs- eller Gudsforladt. Det er der, hvor vi hviler og former spirer, former håb.
Gud fortæller os ikke, at livet er evigt lys. Det beretter Jesus heller ikke noget om. Der er lys i livet. Der er håb. Men der er også mørke.

Læs mine tanker om andre af de salmer, jeg har valgt ud til maj måned, i nyhedsbrevet fra www.salmer.dk

 

Læs videre

Det store skift – som 63-årig

Det store skift – som 63-årig

For halvandet år siden satte min mellemste søn mig stolen for døren på en kærlig, men dog alligevel en smuk udspekuleret vis. Det var i juleferien, de var alle hjemme, alt var godt, men jeg var rastløs.
Så, da han spurgte, om ikke det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, jeg havde talt løst om i nogle år, gik jeg i tankehi. Det er ikke let for mig. Jeg vil helst træffe de store beslutninger sammen med dem, jeg elsker - eller i mindre målestok sammen med andre, jeg arbejder sammen med.
Men denne beslutning måtte jeg træffe helt alene.
Og det gjorde jeg.

Læs mere

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden – også i Hillerød

"Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var ...

Læs mere

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Læs videre