fbpx
Se, så forsvandt han
25. maj 2022

Når Jesus farer til himmels, som han gør i denne uge, er vi ikke efterladt i mørket. Her er også lys. Han er draget afsted, nu er det os, der må tage os sammen og agere. Nu er det os her på jorden, der må gøre godt. Nu er det os, der hver dag skal ”bære en andens nød” og ”vise mildhed”, som norske Svein Ellingsen (1929-2020) skriver i sin salme, “Nogen må våge i verdens nat”. Det er måske ikke den mest typiske salme til Kristi Himmelfart, men jeg har efter min yngste søns død nogle år efter mine møder med Jesus og lige inden, bogen om dem udkom, behov for at blive spejlet i mit livs alvor. Hvor skal man blive det om ikke i kirken sammen med andre i salmesang?

Jeg tror, vi gør hinanden ondt, hvis ikke vi vover at tale om det smertefulde. Om døden. Da gør vi hinandens lidelser til særtilfælde og øger ensomhedsfølelsen. Er der noget, man ikke bør stå alene med, er det sorg og lidelse.
Svein Ellingsen var kunstmaler, og blandt mine norske venner er mange, der læner sig ind i både hans billed- og tekstunivers, når de mister eller sørger over sig selv en dag, meget ikke lykkes.

Han skriver om, at ”nogen må kæmpe for andres ret”, og det er så enkelt, at det næsten ikke burde være nødvendigt at skrive eller synge det.
Men det er det.
Vi skal kæmpe for andres ret til at have brug for andre. Vi skal hjælpe dem, der har hjælp behov. Vi skal mindes om det. Ikke kun, fordi vi selv en dag vil have hjælp behov, men fordi det er derfor, vi har fået livet.

”Herre, du bor i mørket,” skriver han, og det ved vi, der bor derinde selv.
Man kan kun få øje på ham derinde mørket, hvis man vover at være derinde med åbne øjne. Ellers ser man intet. Nogle bliver rystet, når jeg taler om, at Gud også er mørke, men det er han for mig.
Gud er alt.
Han er lys, og han er mørke. Mørket er ikke livs- eller Gudsforladt. Det er der, hvor vi hviler og former spirer, former håb.
Gud fortæller os ikke, at livet er evigt lys. Det beretter Jesus heller ikke noget om. Der er lys i livet. Der er håb. Men der er også mørke.

Læs mine tanker om andre af de salmer, jeg har valgt ud til maj måned, i nyhedsbrevet fra www.salmer.dk

 

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre