Kom, sæt dig, og syng en salme med mig

16. maj 2022

Teksten til den første salme i maj, 3.søndag efter påske, har jeg illustreret med et foto, jeg tog ved Sandvig på Bornholm.

Ugens salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”

Da jeg for nogle år siden mødte salmedigteren Hans Anker Jørgensen (født 1945), var det en sammenfletning af virkeligheder, som vel egentlig kun salmer kan give anledning til.

Hans salme om en fundering over, hvordan det måtte være at møde Jesus havde været et lettelsens sted at søge hen for mig i nogle år, efter jeg selv havde to syn, hvor jeg så Jesus.

Mange har oplevelser som mine, op til tre ud af fire af os svarer, at vi har det, hvis vi spørges. Vi taler ikke meget om dem, men salmedigterne skriver om dem, og andre har gjort det, jeg selv med i mine bøger. Den første havde den enkle titel ”Jeg mødte Jesus”.

Jeg er ikke salmedigter, men blot almindelig journalist og prøver med mit sprog at skrive om det, man kan mene, er usandsynligt, men som sker for mange og skete for mig. I et syn. Andre møder Jesus, troen, Gud eller det uforklarlige på andre måder. Det er så forskelligt og helt udenfor enhver rangorden.

Ham, jeg så, var virkelig, mere end virkelig. Han var ikke en drøm. Jeg sad på en bænk og så ham bag mine lukkede øjne i et landskab, jeg genkendte, som jeg aldrig havde været i. Han talte til mig i 20 minutter. Så på mig med et blik, der kun kunne være hans.

Jeg var ikke søgende, ikke kirkegænger, ikke fuld, skæv, dehydreret eller ude af mig selv. Jeg så ham, og to måneder forinden var jeg blevet ramt af et lyn og lå besvimet på marken bag min gård midt i det Himmerland, Hans Anker Jørgensen, blev født i.

Det var, som han skriver:

”Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!”

Da vi endelig mødtes, han og jeg til et Emmaus-møde i Haslev, sagde han fra talerstolen noget, der gav mig mod. Han sagde, jeg måtte have valgt at følge denne strofe:

”Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.”

Jeg kunne ikke helt give salmedigteren ret, for jeg mener ikke, jeg havde noget valg.

Det skete, og jeg rejste mig og gjorde det, jeg nu engang er uddannet til: Skrev.

Andre mener en masse om det. Det må de gerne. Jeg fortsætter, selv om ikke alle taler pænt om det, jeg gør, for jeg har mærket, hvor stor en forskel, det gør for mig, at andre skriver om det, jeg erfarer i mit liv.

Og lykkelig er jeg, at Hans Anker Jørgensen gør det så direkte, at det forbliver umisforståeligt virkeligt. For mig og for mange flere.

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten.

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud? Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data