Teksten til den første salme i maj, 3.søndag efter påske, har jeg illustreret med et foto, jeg tog ved Sandvig på Bornholm.

Ugens salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”

Da jeg for nogle år siden mødte salmedigteren Hans Anker Jørgensen (født 1945), var det en sammenfletning af virkeligheder, som vel egentlig kun salmer kan give anledning til.

Hans salme om en fundering over, hvordan det måtte være at møde Jesus havde været et lettelsens sted at søge hen for mig i nogle år, efter jeg selv havde to syn, hvor jeg så Jesus.

Mange har oplevelser som mine, op til tre ud af fire af os svarer, at vi har det, hvis vi spørges. Vi taler ikke meget om dem, men salmedigterne skriver om dem, og andre har gjort det, jeg selv med i mine bøger. Den første havde den enkle titel ”Jeg mødte Jesus”.

Jeg er ikke salmedigter, men blot almindelig journalist og prøver med mit sprog at skrive om det, man kan mene, er usandsynligt, men som sker for mange og skete for mig. I et syn. Andre møder Jesus, troen, Gud eller det uforklarlige på andre måder. Det er så forskelligt og helt udenfor enhver rangorden.

Ham, jeg så, var virkelig, mere end virkelig. Han var ikke en drøm. Jeg sad på en bænk og så ham bag mine lukkede øjne i et landskab, jeg genkendte, som jeg aldrig havde været i. Han talte til mig i 20 minutter. Så på mig med et blik, der kun kunne være hans.

Jeg var ikke søgende, ikke kirkegænger, ikke fuld, skæv, dehydreret eller ude af mig selv. Jeg så ham, og to måneder forinden var jeg blevet ramt af et lyn og lå besvimet på marken bag min gård midt i det Himmerland, Hans Anker Jørgensen, blev født i.

Det var, som han skriver:

”Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!”

Da vi endelig mødtes, han og jeg til et Emmaus-møde i Haslev, sagde han fra talerstolen noget, der gav mig mod. Han sagde, jeg måtte have valgt at følge denne strofe:

”Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.”

Jeg kunne ikke helt give salmedigteren ret, for jeg mener ikke, jeg havde noget valg.

Det skete, og jeg rejste mig og gjorde det, jeg nu engang er uddannet til: Skrev.

Andre mener en masse om det. Det må de gerne. Jeg fortsætter, selv om ikke alle taler pænt om det, jeg gør, for jeg har mærket, hvor stor en forskel, det gør for mig, at andre skriver om det, jeg erfarer i mit liv.

Og lykkelig er jeg, at Hans Anker Jørgensen gør det så direkte, at det forbliver umisforståeligt virkeligt. For mig og for mange flere.