fbpx
Kom, sæt dig, og syng en salme med mig
16. maj 2022

Teksten til den første salme i maj, 3.søndag efter påske, har jeg illustreret med et foto, jeg tog ved Sandvig på Bornholm.

Ugens salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”

Da jeg for nogle år siden mødte salmedigteren Hans Anker Jørgensen (født 1945), var det en sammenfletning af virkeligheder, som vel egentlig kun salmer kan give anledning til.

Hans salme om en fundering over, hvordan det måtte være at møde Jesus havde været et lettelsens sted at søge hen for mig i nogle år, efter jeg selv havde to syn, hvor jeg så Jesus.

Mange har oplevelser som mine, op til tre ud af fire af os svarer, at vi har det, hvis vi spørges. Vi taler ikke meget om dem, men salmedigterne skriver om dem, og andre har gjort det, jeg selv med i mine bøger. Den første havde den enkle titel ”Jeg mødte Jesus”.

Jeg er ikke salmedigter, men blot almindelig journalist og prøver med mit sprog at skrive om det, man kan mene, er usandsynligt, men som sker for mange og skete for mig. I et syn. Andre møder Jesus, troen, Gud eller det uforklarlige på andre måder. Det er så forskelligt og helt udenfor enhver rangorden.

Ham, jeg så, var virkelig, mere end virkelig. Han var ikke en drøm. Jeg sad på en bænk og så ham bag mine lukkede øjne i et landskab, jeg genkendte, som jeg aldrig havde været i. Han talte til mig i 20 minutter. Så på mig med et blik, der kun kunne være hans.

Jeg var ikke søgende, ikke kirkegænger, ikke fuld, skæv, dehydreret eller ude af mig selv. Jeg så ham, og to måneder forinden var jeg blevet ramt af et lyn og lå besvimet på marken bag min gård midt i det Himmerland, Hans Anker Jørgensen, blev født i.

Det var, som han skriver:

”Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!”

Da vi endelig mødtes, han og jeg til et Emmaus-møde i Haslev, sagde han fra talerstolen noget, der gav mig mod. Han sagde, jeg måtte have valgt at følge denne strofe:

”Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.”

Jeg kunne ikke helt give salmedigteren ret, for jeg mener ikke, jeg havde noget valg.

Det skete, og jeg rejste mig og gjorde det, jeg nu engang er uddannet til: Skrev.

Andre mener en masse om det. Det må de gerne. Jeg fortsætter, selv om ikke alle taler pænt om det, jeg gør, for jeg har mærket, hvor stor en forskel, det gør for mig, at andre skriver om det, jeg erfarer i mit liv.

Og lykkelig er jeg, at Hans Anker Jørgensen gør det så direkte, at det forbliver umisforståeligt virkeligt. For mig og for mange flere.

 

 

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre