Kom, sæt dig, og syng en salme med mig

16. maj 2022

Teksten til den første salme i maj, 3.søndag efter påske, har jeg illustreret med et foto, jeg tog ved Sandvig på Bornholm.

Ugens salme “Hvad er det at møde den opstandne mester”

Da jeg for nogle år siden mødte salmedigteren Hans Anker Jørgensen (født 1945), var det en sammenfletning af virkeligheder, som vel egentlig kun salmer kan give anledning til.

Hans salme om en fundering over, hvordan det måtte være at møde Jesus havde været et lettelsens sted at søge hen for mig i nogle år, efter jeg selv havde to syn, hvor jeg så Jesus.

Mange har oplevelser som mine, op til tre ud af fire af os svarer, at vi har det, hvis vi spørges. Vi taler ikke meget om dem, men salmedigterne skriver om dem, og andre har gjort det, jeg selv med i mine bøger. Den første havde den enkle titel ”Jeg mødte Jesus”.

Jeg er ikke salmedigter, men blot almindelig journalist og prøver med mit sprog at skrive om det, man kan mene, er usandsynligt, men som sker for mange og skete for mig. I et syn. Andre møder Jesus, troen, Gud eller det uforklarlige på andre måder. Det er så forskelligt og helt udenfor enhver rangorden.

Ham, jeg så, var virkelig, mere end virkelig. Han var ikke en drøm. Jeg sad på en bænk og så ham bag mine lukkede øjne i et landskab, jeg genkendte, som jeg aldrig havde været i. Han talte til mig i 20 minutter. Så på mig med et blik, der kun kunne være hans.

Jeg var ikke søgende, ikke kirkegænger, ikke fuld, skæv, dehydreret eller ude af mig selv. Jeg så ham, og to måneder forinden var jeg blevet ramt af et lyn og lå besvimet på marken bag min gård midt i det Himmerland, Hans Anker Jørgensen, blev født i.

Det var, som han skriver:

”Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live!”

Da vi endelig mødtes, han og jeg til et Emmaus-møde i Haslev, sagde han fra talerstolen noget, der gav mig mod. Han sagde, jeg måtte have valgt at følge denne strofe:

”Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.”

Jeg kunne ikke helt give salmedigteren ret, for jeg mener ikke, jeg havde noget valg.

Det skete, og jeg rejste mig og gjorde det, jeg nu engang er uddannet til: Skrev.

Andre mener en masse om det. Det må de gerne. Jeg fortsætter, selv om ikke alle taler pænt om det, jeg gør, for jeg har mærket, hvor stor en forskel, det gør for mig, at andre skriver om det, jeg erfarer i mit liv.

Og lykkelig er jeg, at Hans Anker Jørgensen gør det så direkte, at det forbliver umisforståeligt virkeligt. For mig og for mange flere.

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også. En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn. Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden. Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn. Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg. Tillid. Gud har tillid til os. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data