fbpx
“Med rak rygg” berører i Norge
10. juni 2022

Med rak rygg har gitt meg mange gode leseminutter.”
Sådan skriver præst i Oslo Domkirke, Valborg Orset i sin anmeldelse af Med rank ryg, der netop er udkommet på norsk, og hun fortsætter:
”Innimellom undrer jeg meg hvordan hun makter å gi et så sterkt følelsesmessig nærvær i en tekst med så få ord.”
Undervejs i anmeldelsen kritiserer hun, at jeg ikke har læst de norske feministteologer. Det har jeg, men jeg skriver om det liv, jeg lever, ikke de teoretiske udlægninger af det. Dem må andre tage sig af. Jeg vil vise livet. Lade læseren mærke livet.
Derfor er det også en stor opmuntring for mig, at hun slutter med ordene:
”Jeg venter gjerne på neste bok av Rørth. Ja, det er fristende å si: Jeg er ikke uberørt.”

Avisen Vårt Land valgte at sætte anmeldelsen op over to hele sider med et stort billede af statuen Pietá, som jeg skriver om på side 24-25 i den danske udgave af Med rank ryg:

”Jeg finder Pietá frem på computerens skærm og træk­ker vejret i takt med andre mødre, der også har kroppe så tunge som marmor.
Pietá hedder statuen af hende, der sidder med ham, lige efter han er taget af korset. Statuen er udhugget i den reneste Carrara-marmor af Michelangelo med det mindre kendte efternavn Buonarroti i 1498-99 til Peterskirken i Rom.
Hun sidder i en folderig kjole med hovedet tildækket og har sønnen liggende i sit skød. Hans lændeklæde er krøllet. Hovedet falder bag over hendes højre arm, de lan­ge ben strækker sig ud forbi hendes fødder, naglemærker­ne anes. Hans krop er gjort mindre end hendes. Hun sid­der rank. Han ligger. Hun lever. Han er død.
Det er tilstanden, jeg har levet i siden drengens død. Det er sådan, jeg har det. Ikke bare indimellem, men hele tiden.
Pietà er italiensk, på engelsk oversættes det til pity, på dansk barmhjertighed. Et svært og gammeldags ord sat sammen af to kropsbårne og kønne(de) ord, barm og hjer­te. Det klinger af sørgmodighed, det lange ord, af sorg kort sagt, selv om det handler om det mest livgivende af alt, mælken til den nyfødte og hjertet, der banker livet igennem.
Livet og døden i samme krop og ord. Som min krop. Og Marias. Vi har født menneskebørn, og vi har mistet vores voksne drenge. Fortællingen om Maria er fortællin­gen om hende, der fødte Guds søn, men det er også fortæl­lingen om mit liv.
Måske er det at få fortalt nogle historier om sig selv årsagen til, at mennesker altid har gjort så meget brug af religioner. Den forklaring må man for min skyld gerne bruge. Kald det også bare digt og medfølende fantasi. Det mindsker ikke fortællingens betydning for mig. Jeg er mor som Maria, der må tage sin søn af korset.
At barnet dør, kan intet menneske forberede sig på.
Intet menneske.
Ikke mig.
Ikke Maria.”

Med rank ryg, Bibelselskabets Forlag, 2022
Køb den her 

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre