”Med rak rygg har gitt meg mange gode leseminutter.”
Sådan skriver præst i Oslo Domkirke, Valborg Orset i sin anmeldelse af Med rank ryg, der netop er udkommet på norsk, og hun fortsætter:
”Innimellom undrer jeg meg hvordan hun makter å gi et så sterkt følelsesmessig nærvær i en tekst med så få ord.”
Undervejs i anmeldelsen kritiserer hun, at jeg ikke har læst de norske feministteologer. Det har jeg, men jeg skriver om det liv, jeg lever, ikke de teoretiske udlægninger af det. Dem må andre tage sig af. Jeg vil vise livet. Lade læseren mærke livet.
Derfor er det også en stor opmuntring for mig, at hun slutter med ordene:
”Jeg venter gjerne på neste bok av Rørth. Ja, det er fristende å si: Jeg er ikke uberørt.”

Avisen Vårt Land valgte at sætte anmeldelsen op over to hele sider med et stort billede af statuen Pietá, som jeg skriver om på side 24-25 i den danske udgave af Med rank ryg:

”Jeg finder Pietá frem på computerens skærm og træk­ker vejret i takt med andre mødre, der også har kroppe så tunge som marmor.
Pietá hedder statuen af hende, der sidder med ham, lige efter han er taget af korset. Statuen er udhugget i den reneste Carrara-marmor af Michelangelo med det mindre kendte efternavn Buonarroti i 1498-99 til Peterskirken i Rom.
Hun sidder i en folderig kjole med hovedet tildækket og har sønnen liggende i sit skød. Hans lændeklæde er krøllet. Hovedet falder bag over hendes højre arm, de lan­ge ben strækker sig ud forbi hendes fødder, naglemærker­ne anes. Hans krop er gjort mindre end hendes. Hun sid­der rank. Han ligger. Hun lever. Han er død.
Det er tilstanden, jeg har levet i siden drengens død. Det er sådan, jeg har det. Ikke bare indimellem, men hele tiden.
Pietà er italiensk, på engelsk oversættes det til pity, på dansk barmhjertighed. Et svært og gammeldags ord sat sammen af to kropsbårne og kønne(de) ord, barm og hjer­te. Det klinger af sørgmodighed, det lange ord, af sorg kort sagt, selv om det handler om det mest livgivende af alt, mælken til den nyfødte og hjertet, der banker livet igennem.
Livet og døden i samme krop og ord. Som min krop. Og Marias. Vi har født menneskebørn, og vi har mistet vores voksne drenge. Fortællingen om Maria er fortællin­gen om hende, der fødte Guds søn, men det er også fortæl­lingen om mit liv.
Måske er det at få fortalt nogle historier om sig selv årsagen til, at mennesker altid har gjort så meget brug af religioner. Den forklaring må man for min skyld gerne bruge. Kald det også bare digt og medfølende fantasi. Det mindsker ikke fortællingens betydning for mig. Jeg er mor som Maria, der må tage sin søn af korset.
At barnet dør, kan intet menneske forberede sig på.
Intet menneske.
Ikke mig.
Ikke Maria.”