fbpx
“Med rak rygg” berører i Norge
10. juni 2022

Med rak rygg har gitt meg mange gode leseminutter.”
Sådan skriver præst i Oslo Domkirke, Valborg Orset i sin anmeldelse af Med rank ryg, der netop er udkommet på norsk, og hun fortsætter:
”Innimellom undrer jeg meg hvordan hun makter å gi et så sterkt følelsesmessig nærvær i en tekst med så få ord.”
Undervejs i anmeldelsen kritiserer hun, at jeg ikke har læst de norske feministteologer. Det har jeg, men jeg skriver om det liv, jeg lever, ikke de teoretiske udlægninger af det. Dem må andre tage sig af. Jeg vil vise livet. Lade læseren mærke livet.
Derfor er det også en stor opmuntring for mig, at hun slutter med ordene:
”Jeg venter gjerne på neste bok av Rørth. Ja, det er fristende å si: Jeg er ikke uberørt.”

Avisen Vårt Land valgte at sætte anmeldelsen op over to hele sider med et stort billede af statuen Pietá, som jeg skriver om på side 24-25 i den danske udgave af Med rank ryg:

”Jeg finder Pietá frem på computerens skærm og træk­ker vejret i takt med andre mødre, der også har kroppe så tunge som marmor.
Pietá hedder statuen af hende, der sidder med ham, lige efter han er taget af korset. Statuen er udhugget i den reneste Carrara-marmor af Michelangelo med det mindre kendte efternavn Buonarroti i 1498-99 til Peterskirken i Rom.
Hun sidder i en folderig kjole med hovedet tildækket og har sønnen liggende i sit skød. Hans lændeklæde er krøllet. Hovedet falder bag over hendes højre arm, de lan­ge ben strækker sig ud forbi hendes fødder, naglemærker­ne anes. Hans krop er gjort mindre end hendes. Hun sid­der rank. Han ligger. Hun lever. Han er død.
Det er tilstanden, jeg har levet i siden drengens død. Det er sådan, jeg har det. Ikke bare indimellem, men hele tiden.
Pietà er italiensk, på engelsk oversættes det til pity, på dansk barmhjertighed. Et svært og gammeldags ord sat sammen af to kropsbårne og kønne(de) ord, barm og hjer­te. Det klinger af sørgmodighed, det lange ord, af sorg kort sagt, selv om det handler om det mest livgivende af alt, mælken til den nyfødte og hjertet, der banker livet igennem.
Livet og døden i samme krop og ord. Som min krop. Og Marias. Vi har født menneskebørn, og vi har mistet vores voksne drenge. Fortællingen om Maria er fortællin­gen om hende, der fødte Guds søn, men det er også fortæl­lingen om mit liv.
Måske er det at få fortalt nogle historier om sig selv årsagen til, at mennesker altid har gjort så meget brug af religioner. Den forklaring må man for min skyld gerne bruge. Kald det også bare digt og medfølende fantasi. Det mindsker ikke fortællingens betydning for mig. Jeg er mor som Maria, der må tage sin søn af korset.
At barnet dør, kan intet menneske forberede sig på.
Intet menneske.
Ikke mig.
Ikke Maria.”

Med rank ryg, Bibelselskabets Forlag, 2022
Køb den her 

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre