Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var min evne til at forundres ...
Sådan indleder jeg min artikel i magasinet Kilder fra Græsted Akademiet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig, som jeg beretter i "Jeg mødte Jesus".Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.