Henne om hjørnet, fra hvor jeg sidder og skriver dette, ligger La Sacra Capilla de El Salvador, frelserens hellige kapel. Jeg har stadig varme skuldre efter at have siddet i solen og drukket morgenkaffe på tagterassen. Døren derud står åben. Stærenes unger piber efter mad. Kirkeklokkerne bimler. Bilerne rumler hen over brostenene. Bjergluften er knasende tør, og jeg smiler.

Ja, jeg er i spanske Úbeda, hvor jeg to gange havde syn med Jesus, men det er nu ikke først og fremmest derfor, jeg vender tilbage hertil.
Uanset, om de er troende eller ej, så spørger mange ellers, om jeg ikke meget, meget gerne vil have et møde med ham igen. Der gælder også nogle, der endda har svært ved at tro på, at det er sandt, når jeg fortæller, hvad jeg har oplevet.
Det er ikke vigtigt for mig, om andre tror eller tror på mig. Det må de selv finde ud af. Jeg vil bare gerne, at vi taler ordentligt med hinanden om tro og om oplevelser. Det er ret enkelt.
Det er også ret enkelt for mig at svare på, om jeg ikke tager til Úbeda for at møde ham?
Nej, det gør jeg ikke. Og jo, det gør jeg på en måde.
Jeg tager til Úbeda for at lære af de bedste vejledere i at være til, og han er vel en af dem (måske den bedste)?

Nagles til jorden

Jeg er taget til Úbeda for at få ro. Ikke ro som sådan, snarere en slags tungt velbefindende, en tilstand, hvor det er nok, at jeg er til. Sådan har jeg det, når jeg sidder på bænken i det sakristi, hvor han pludselig stod foran mig og talte til mig. Da jeg sad der for en halv times tid siden, faldt jeg helt til ro uden den beroligende brug af langsomt åndedræt, bøn og tanketømning, jeg ellers plejer at skulle bruge.

Mange af os har nok sådan et sted, der umiddelbart virker beroligende og rodfæstende. Som barn og i mange år frem var det Stauns Fjord på Samsø for mig. Mange har det sådan med Vesterhavet.
Sakristiet trækker mig ned at stå fast på den jord, jeg står på. Eller sidder på. Er på.
Det har måske slet ikke noget med tro at gøre, det med et steds evne til at nagle en til jorden? Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at jeg netop i sakristiet flere gange har haft spirituelle oplevelser, der har sat mig i den særlige tilstand, hvor det er nok at være til. Jeg har også haft de oplevelser andre steder, men ikke så mange samme sted.

Smitter det mon

Jeg har ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvorfor møderne med Jesus fandt sted her, men jeg ved, at jeg lige siden har haft det godt her i Úbeda. Måske gør selve det at vide det mig mere glad, afslappet og nysgerrig?
Det er ikke helt til at skille ad.
Når jeg er her, giver jeg mig selv mere tid til at tænke over, hvad mine oplevelser indeholdt, hvad de kan gøre godt for, hvad de gør ved mit sind, mit liv, min krop.

Måske er der noget særligt ved stedet, selv om jeg ikke har fundet ud af det? Måske ikke?
Der er i hvert fald noget særligt ved de møder med mennesker, jeg får, fordi jeg har valgt at tage mine oplevelser seriøst.
Når jeg er her, bliver samtalerne dybere og langsommere. Den slags samtaler har jeg også hjemme. Og jeg har mange, mange, mange flere af dem, end før jeg var åben om mine oplevelser, min tro, min sorg. Det er, som om min åbenhed smitter. Eller rettere, det er jo ikke min åbenhed. Det er en, jeg har fået foræret.
Hernede og derhjemme. Men hernede i bjergluften er det så tydeligt, måske fordi jeg lader mig selv holde fri med forundringen. Den får lov at fylde.

Giv slip på de bedste

Med de mange uventede og ikke-opsøgte oplevelser har jeg lært, at jeg ikke er i kontrol over mit liv. Jeg må bare se forundret til og forsøge at leve så godt som muligt med alt det uforudsigelige. Jeg skal ikke lade stå til, slet ikke, men jeg må bruge kræfterne på leve med det, der er, i stedet for at gå til i frustration over, at jeg ikke kan bestemme over hverken oplevelser, livet eller døden.
For at kunne det, har jeg besluttet mig for at lære af de bedste.
Mit liv er ikke langt, og jeg må bruge mine minutter med omhu. Ikke for at effektivisere, men for at kunne komme i dybden med det at eksistere.

Det på sin vis vanvittige i den omhu er, at de bedste lærer mig, at jeg mestendels skal slippe både dem og andre for at lære mest af dem. Slippe behovet for livskontrol, for at stræbe efter perfektion, endda efter at være som dem.
Suk.
Det er svært.
Men nu, når jeg har siddet i sakristiet et kvarters tid, så trækker jeg vejret gladere – selv om al IT driller, og jeg savner min søn, så det konstant gør ondt.
Nu kan jeg være, hvor jeg er med alt det, jeg har af sorg og savn, glæde og forventning.
Jeg er blevet mindet om, at jeg er, hvor jeg er, og at det er godt nok. Mødet viste mig det. Tit glemmer jeg det jo. Tumpe. Så må jeg hjælpe mig selv på fode ved at læse, bede, samtale, stresse af, rejse hertil.

Det er mødet, der tæller

Jeg har lært meget af mine møder med Jesus, hvor han talte i et sprog, jeg ikke forstod og i en dagligdags tone uden strejf af undervisning eller overtalelse.
Han viste mig, at selve mødet mellem os var det vigtige.
Der var ikke et sæt ligninger eller en række lignelser, jeg skulle lære af ham. Han var der bare sammen med mig. Til stede.
Kort sagt prøver jeg at lære af ham, at det at møde andre med at være ærligt til stede er det, det handler om.
Det prøver jeg at praktisere hjemme, men disse dage her i Spanien har alle omkring mig gjort det samme. Og jeg har været heldig at kunne mødes med de bedste, og jeg lover at viderebringe deres viden til jer på den ene eller anden måde.

Glæd jer til møder

Tirsdag mødtes jeg i Madrid med Daniel Nørgaard, jesuit, katolsk præst og snart indehaver af en mastergrad i ignatiansk spiritualitet. Hvad kan han tage med hjem til danskerne? Læs interviewet her på hjemmesiden og find også podcasten.
Onsdag fik jeg i samme by kaffe og en lang samtale med Antonio Ángel Sánchez Cabezas, leder af de uskoede karmeliters orden i Spanien, den næststørste afdeling i verden, kun overgået af den indiske. Hvad har han med danskernes tro at gøre? En del, synes jeg, for den form for spiritualitet, den orden arbejder i, er i stigende grad efterstræbt hjemme. Den er udviklet af de to mystikere, der levede i Spanien for 500 år siden, Johannes af Korset og Teresa af Ávila.

Torsdag var jeg i Ávila halvanden times togkørsel fra Madrid og mødtes der med Milagros Quientela. Hun var tidligere rekrutteringsansvarlig psykolog hos McKinsey blandt andet i Argentina og New York. Nu er hun underviser og lægsøster på CitEs, forsknings- og formidlingscenter for de to mystikere i Ávila.

Hendes input skal jeg nok komme ud med, men i første omgang skal det bruges til en fordybende retræte om Teresa af Ávila, jeg til juni skal holde på Prestegården i Norge. (Den er udsolgt.)
Fredag kom jeg til Úbeda, hvor jeg er nogle dage. Her får jeg kaffe hos Apolonia, søster til afdøde Don Fernando, kapellan i La Sacra Capilla de El Salvador.

Han lærte mig præcis det samme som sin protestantiske præstekollega, Liselotte Horneman Kragh.
Tag det roligt, sagde de til mig, drukn ikke dig selv i oplevelserne, brug tid på at integrere dem i dit liv.
Så det gør jeg.
Noget af den tid bruger jeg her, og noget af den bruger jeg næste weekend på Bornholm, hvor jeg skal på retræte med den svenske præst, Peter Halldorf. Læs ham. Han er også blandt de bedste. For mig i al fald. Måske også for dig?