fbpx
Boganmeldelse: Hvad skal vi med nonner
7. september 2022

Klostre udvider vores liv ved deres blotte eksistens, hvad end vi er troende eller ej, skriver jeg i min anmeldelse af interviewbog med 17 katolske ordensfolk fra og i Danmark. Deres ja til lydighed provokerer os, men det er vel ikke så ringe?

Malene Fenger-Grøndahl: Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag.
626 sider, illustreret, 295 kr. Udkommer 7. september 2022.
Katolsk Forlag

”Jeg kunne se i deres blik, at de havde fundet noget værdifuldt,” svarer Daniel Nørgaard, da han i en netop udgivet interviewbog med 16 ligesindede fortæller, hvorfor de er blevet munke, nonner eller på anden måde har viet deres liv til Gud, som det hedder med det kærlighedsbårne katolske udtryk.
Hvad netop dette værdifulde er, sætter journalist Malene Fenger-Grøndahl sig for at undersøge i sit stort anlagte værk, ”Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag”.
Den tykke bog bliver læsværdig og vigtig, fordi hun vælger en metode, der er helt nede på jorden.
Hun rejser ganske enkelt ud til de 17, sætter sig ned, tænder optageren og spørger dem enkelt og ligefremt. Hvorfor vil du leve i et kloster? Hvordan er det? Hvad godt gør det i verden? Og flere af de grundlæggende hv-spørgsmål, så mange af os går med, når vi møder mennesker, der har truffet så gennemgribende en beslutning.

Selv har jeg mødt og interviewet flere af de medvirkende – hør blandt andre Daniel Nørgaard og Sr Christiane  og læs om Daniel her og Sr Christiane her.

Men jeg husker stadig tydeligt min egen forbløffelse over som barn at læse om, at man kunne blive nonne.
Det var synd for dem, syntes jeg. Som ung så jeg det som et spild. En undertrykkelse. En lukket verden uden relevans for andre. Jeg var ikke ene om at syntes så. Også i dag vil mange mene, at klostre og deslige hører en anden tid til.
Til dem vil jeg gerne sige, læs bogen. I behøver ikke læse alle 626 sider. I kan nøjes med at møde et par stykker.
For eksempel ovennævnte Daniel Nørgaard.

Lydighed provokerer

Allerede som 4-5-årig havde han, der er opvokset i en katolsk familie, tanker om at blive præst. I interviewet fortæller han, hvordan en af snublestenene på en umiddelbart skråsikker vej som hans er, at man går ind i jobbet som et ”fantastisk selvrealiseringsprojekt, hvor rollen som præst bliver en udstillingsplatform for mine evner.”

Hov, tænkte jeg, da jeg læste den sætning. Hvorfor gør jeg det, jeg gør?

Daniel Nørgaard blev katolsk præst, men valgte senere også at gå ind i Jesuitterordenen og er nu ansat på Niels Steensens Gymnasium i København. Her skal han især stå for samtaler og retræter for både elever og lærere og arbejder på den måde direkte for at bedre andres liv.
Det gør, at ordensliv som hans har en fremtid, mener han, fordi det ”ikke blot bliver en mulighed for et beskyttet og komfortabelt liv”.

Daniel Nørgaard har ikke selv valgt sit job, men er sendt dertil af sine overordnede. Det er et gode, erkender han efter nogle hårde år, at der vælges for ham, ikke af ham.
For kan han se sin egen plads? Kan han passe på sig selv?
Netop kampene med lydigheden fylder en del i bogen. De interviewedes tvungne ja til lydighed provokerer dem selv, men også mig som læser, men det er vel ikke så ringe?

At elske mest

Hvad er det, der driver os, spørges de om, og alle har de overvejelser, der skubber til det liv, man som læser lever.
De 17 har valgt at gå ind i en lang tradition, der ude fra set gør dem ens, men ved at interviewe dem så udførligt, som Malene Fenger-Grøndahl gør, kommer vi tæt på dem, og den udvikling, der finder sted i og omkring dem hen over mange år. Og vi ser, at de ikke er ens.
At hun selv er katolik, bruger hun som en styrke. Hendes viden er stor, og de interviewede ved, at hun respekterer dem. Der er ikke lagt et forsvarende eller forklarende lag hen over udsagnene, heller ikke når de 17 tager de store ord i brug.
”Dit kald er, hvor du kan elske mest,” fik Daniel Nørgaard engang at vide.
Den sætning satte sig, og den kunne også have været sagt til og af flere af de andre i bogen. Og måske til os, der læser?

Et sømærke for alle

Moder Christiane Hansen fra Valby leder Kloster Helfta i det sydlige Tyskland og beskriver med inspiration fra Søren Kierkegaard klostrene som sømærker.
”Selv hvis du ikke har lyst til at bevæge dig ud til de sømærker, der befinder sig længst ude på havet, er det vigtigt, at de er der – blot for at give dig bevidstheden om, at der findes noget, som går ud over vores tid og rum,” siger hun i samtalen, der finder sted i et af de mest sekulære områder i Europa, det tidligere DDR.

Til at begynde med, husker hun, ”tror jeg nok, at de lokale syntes, det var ret besynderligt med et katolsk kloster”, men i dag kommer flere og flere til bøn, ”uden at vi taler med dem eller på anden måde missionerer for vores katolske tro”.
Det hviler Moder Christiane i, understreger hun, for ”klosterlivet har en kraft, som ikke kun omfatter os, der lever det, men når ud til verden udenfor.”

Ikke som de andre

Måske tror man ikke på hverken kraften eller troen, men efter at have læst bogen, er jeg blevet bekræftet i, at klostre udvider vores liv ved deres blotte eksistens, hvad end vi er troende eller ej.
Derinde – og udenfor på anden vis – lever mennesker, der har sat sig for at bruge livet på at ære noget udenfor dem selv. Og de gør det ikke for at hente hæder og ære hjem til dem selv.
Men de bruger tid på arbejde, meget tid, men også på at bede, meget tid, men også på at læse og tænke og give videre.
De bruger ikke tiden på samme måde, som de fleste af os andre gør. De vælger et andet liv.
Nogle af os er troende, andre ikke, men alle er vi mennesker og vel alene derfor nysgerrige på, hvad mennesket er for en størrelse? Og vi vil vel gerne vide mere om kærlighed? En drivkraft, der er så stærk, at den trækker os i armene på mennesker, vi ikke kender eller ind i et klosterliv, der er nærmest uforanderligt, og hvor man blot er endnu en i uniform magen til de andres.

Flere vil kun lidt

”Det ser ikke så godt ud for tiden,” erkender Søster Gertrud fra klostret Vor Frue af Åsebakken ved Høsterkøb i Nordsjælland om tilslutningen til klostrene.
Samtidig med, at der er stærkt øget interesse for at komme på retræte blandt andet på klostrene i nogle dage, ønsker færre at være der hele tiden.
”Det at binde sig for hele livet skræmmer nok nogle fra at prøve det, også fordi tiden er meget præget af, at vi lever meget på overfladen,” siger hun, der blev født i Esbjerg i 1932, og nu er den eneste danske nonne på Åsebakken. De andre seks er fra Sydamerika.
”Verden udenfor svinger i bølger,”, konstaterer hun.
’”Men i klostrene er det noget, som ikke ændrer sig. Derfor tror jeg, at verden har brug for, at klostrene er der, og jeg tror, klostervæsenet vil leve videre.”

Malene Fenger-Grøndahl: Kaldet til kærlighed – en bog om katolsk ordens- og klosterliv i dag.
Kan købes på www.katolskforlag.dk

Kloster Helfta, Lutherstadt Eisleben.

Læs videre

Gå med ud i livet – sammen med andre

Gå med ud i livet – sammen med andre

"Stilheden er Guds sprog, siger nogle, men det er også menneskets. Når vi er stille sammen, er vi sammen med dem, vi er sammen med, og med alle andre også. De levende og døde. Klodens liv. Evigheden. Sådan kan det sanses. Og så brød nattergalen ind og sang, og til frokost gav vi los for papegøjesnak på flere sprog. Netop det, at vi havde forskellige modersmål gjorde, at vi også lyttede bedre. At vi gjorde os umage med at forstå."

"Vi lyttede virkelig, oplevede jeg. Til fugle, ja, til hinanden ja, til fortællingerne i Bibelen, ja, til mig selv, ja, for jeg kan kun tale for mig selv. Det var, som om jeg blev mindre optaget af at reagere på det, andre sagde og i højere grad blot lyttede til, lagde mærke til, sansede det, der var omkring mig, i teksten, hos de andre.
At være vært er noget andet, det ved jeg, og det var jeg i den uge, men i stilheden var jeg også bare stille, og alene de timer (og menneskene, roserne, maden …) får mig stadig til at smile. Som et barn."

Sådan skriver jeg i mit nyhedsbrev fra den uge med stilledage, jeg netop har afsluttet på www.gardenoflemons.com
Der er mange forskellige muligheder for at komme afsted i stilhed eller på anden måde få inspiration og/eller glæde og/eller ro og/eller et eller andet andet. 

Selve betegnelsen retræte bruges også forskelligt, så læs og undersøg, inden I tager afsted, så I ved, hvad I går ind til. Flere af de organiserede og tilbagevendende findes på www.retraete.dk andre kan findes via din lokale kirke eller annoncer i aviser eller magasiner.
Følg med i mine her på kalenderen.

Læs mere

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre