25. februar 2009 stod Jesus pludselig foran mig og talte i 15-20 minutter i et sprog, jeg ikke forstod. Han stod på en grusvej i en dal i år nogle og tredive, var rank og klædt i en blå kjortel og så på mig, som om han kendte mig. Som om, det var godt, at jeg er til, bare fordi jeg er til. Ikke, fordi jeg var eller er noget særligt, har gjort noget særligt eller skal gøre noget særligt. Det er bare godt, at jeg er til, fordi jeg er til. Som det er godt, at alle er til. Kan vi andre se på hinanden med det blik?
Et kig lige ind i kristendommens hjerte
Den blinde tigger ligger ved Jerikos bymur, da Jesus kommer. Han råber på ham. Har tilliden til, at Jesus er Guds søn.
"Han møder ham som menneske og ved, at han er Gud. Hvilket møde. Hvilken kærlighed. For det er det, den blinde udviser og det, Jesus udviser. Det, der sker i deres møde, er den kærlighed, der kaldes Gud. Og omvendt. ... Mødet mellem de to er grundlaget for den kristne tro – stædigt at stå fast på, at Jesus er Gud udtrykt som den kærlighed, der er Gud. Det adskiller kristendommen fra alt andet, at vi tror på, at kærligheden ikke alene er størst, men at den er Gud. Gud, som har skabt os, elsker os.
Det er det, den blinde kan se."
Uddrag fra min prædiken Fastelavnssøndag i Lyngby Kirke.



