25. februar 2009 stod Jesus pludselig foran mig og talte i 15-20 minutter i et sprog, jeg ikke forstod. Han stod på en grusvej i en dal i år nogle og tredive, var rank og klædt i en blå kjortel og så på mig, som om han kendte mig. Som om, det var godt, at jeg er til, bare fordi jeg er til. Ikke, fordi jeg var eller er noget særligt, har gjort noget særligt eller skal gøre noget særligt. Det er bare godt, at jeg er til, fordi jeg er til. Som det er godt, at alle er til. Kan vi andre se på hinanden med det blik?
Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser
Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig, som jeg beretter i "Jeg mødte Jesus".Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.