25. februar 2009 stod Jesus pludselig foran mig og talte i 15-20 minutter i et sprog, jeg ikke forstod. Han stod på en grusvej i en dal i år nogle og tredive, var rank og klædt i en blå kjortel og så på mig, som om han kendte mig. Som om, det var godt, at jeg er til, bare fordi jeg er til. Ikke, fordi jeg var eller er noget særligt, har gjort noget særligt eller skal gøre noget særligt. Det er bare godt, at jeg er til, fordi jeg er til. Som det er godt, at alle er til. Kan vi andre se på hinanden med det blik?
Gud stoler på os: Tjen hinanden med kærlighed
Vi kan gøre så meget godt, hvor end vi er. Og vi kan have stunder, hvor vi ikke kan, men hvor vi alligevel får andre til at lyse, fordi vi viser dem, at vi har brug for dem og deres kærlighed. Vi kan være stille og indelukkede i perioder af vores liv, men vi kan stadig få andre til at lyse op med deres kærlighed til os.
Det er en meget præcis retningslinje, vi får i dag. Hvis ikke, vi holder fast i det idealistiske mål om at tjene andre, men snører os inde i vores egne ambitioner om at tjene os selv, så går det galt. Så suges vi ned i en måde at være menneske på, der gør os små og ikke frimodige, venlige, kærlige.
Det kan virke som vildt store krav, vi mindes om søndag efter søndag.
Men der er også noget vildt i, at Gud tror, at vi kan leve op til dem. Det er også det, vi mindes om her i kirken.



