“I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?”
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

“Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde,” sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

“Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til,” spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

“Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler om kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel.”

Læs hele prædikenen og den dertilhørende tekst herunder. Eller klik her og se min prædiken streamet. 

Prædiken til 25. februar 2024, Oslos Misjonskirke

Lukasevangeliet kapitel 7,36-50, Kvinden i farisæerens hus

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet.  Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.  Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«  Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!«  »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds.  Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«  Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.«  Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.  Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind.  Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.  Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«  Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.«  De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?«  Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Hun har elsket meget, siger Jesus om kvinden.

Hun har levet meget, kunne han også have sagt. Hun har været sammen med mange, givet meget, fået meget, udvekslet kærlighed og kunnen, ikke holdt sig tilbage. Hun har levet livet. Levet lidt for meget, kan man forstå. Sådan er en kvindelig synder. Det er sådan en, der går hen til Jesus og lader sine tårer rende. Hun vasker hans fødder i sine tårer. I sine egne tårer. Hun kysser dem endda.

Og tørrer dem med sit eget hår.

Hun går helt tæt på Jesus. Så tæt man overhovedet kan komme. Ja, faktisk tættere. Og Jesus lader hende gøre det.

Hvorfor?

Hvorfor lader Jesus kvinden komme så tæt på? Han giver selv svaret.

Først ved at lade hende gøre, hvad hun vil. Bagefter sætter han ord på. Sådan er det tit med ham. Han viser os, hvad der er ret at gøre, og bagefter forklarer han videre med ord. Hvad er det, han viser og hvad er det, han siger?

Han viser os, at han anerkender hende og tager hendes følelser alvorligt. Han lader hende gøre, hvad hun ønsker at gøre. Hun vil vise ham sin kærlighed. Og han tager imod den.

Imens sidder mændene og ser på.

De kan ikke undgå at få øje på hende. En kvinde, der har elsket meget, levet meget. Først, når de – vi – ser hende, rigtigt ser hende og hele hendes liv – først da kan vi se, hvor meget hun gør for at vise ham, at hun elsker ham og vil tilgives af ham. Først, når vi ser det andet menneske, som Jesus ser det, får vi øje på mennesket. Jesus viser hende frem. Han viser mændene ved bordet, hvem hun er. Og han tager sig tid til det.

Det tager tid at vaske fødder med tårer og tørre fødder med hår. Lang tid. Mændene ved bordet må bare vente. Må bare sidde og se på. De gør ingenting, mens Jesus underviser dem. Han viser dem det under, det er, at vi mennesker kan elske og tilgive hinanden.

Men de ser ingenting. Da hun er færdig, taler Simon og viser, at han ikke har haft øjne at se med. Hverken han eller de andre har fået øje på det menneske, som kvinden er. De ser kun, at hun er en synder. De ser ikke, hvad det er, Jesus vil vise dem. De har ikke øjne at se med.

De sidder der, en gruppe mænd, og er blinde. De nægter at se med Jesu blik.

Først, da Jesus forklarer det for dem med ord, begynder de at tænke ved sig selv, som der står. Men det hjælper ikke. De ser hende stadig ikke. De fatter stadig ikke, hvad det er, Jesus vil vise dem. De forstår ikke Jesus. De tager ikke imod hans undervisning – hans visning af kærlighedens under.

Mændene virker ikke til at forstå, hvad det er, han gør. Ikke engang til sidst, da han siger til hende, at hun kan gå bort med fred.

De fatter det ikke.

Hun er en synder, det ved Jesus, det benægter han ikke.

Men hun er ikke kun en synder.

Hun er et menneske, et menneske, der elsker og har mod til at vise det.

Hun elsker Jesus og tør vise det i et hus fuld af mænd, der måske endog har ligget med hende, men her denne dag ser ned på hende, foragter hende, er flove over at være i hus med hende.

Kun Jesus tager hende til sig.

Scenen hører for mig sammen med den dag, de mænd – måske de samme, måske nogle andre – som vi hører om i Johannesevangeliet kapitel 8.

I kender fortællingen.

En gruppe mænd kommer til Jesus med en kvinde, de fortæller ham, har begået ægteskabsbrud. Som kvinden i farisæerens hus er hun også en synder. Manden, hun lå med, er det ikke. Kun hun er det.

Igen er en flok af mænd imod en enkelt kvinde – en enkelt kvinde og Jesus.

Han alene forsvarer kvinden.

Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde.

Ikke alene står Jesus alene overfor en hel gruppe af mænd. Han gør det på vegne af en kvinde. På vegne af den slags mennesker, der dengang ikke havde rettigheder overhovedet. Kvinder ejede ikke sig selv. De var ejet. De var slaver, som slaverne var det. Ejet af fædre og ægtefæller eller af den ældste bror eller søn, hvis de var enker.

Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til? Hvorfor skal han sidde der ved et lunsjbord og blive indsmurt i tårer eller stå på en plads og forsvare en kvinde, alle andre mænd vil stene ihjel?

Hvad holder han på med?
Og hvorfor står det i evangelierne og ikke bare ude i en eller anden apokryf tekst, der ikke blev dømt god nok til at være hellig?
Hvad er det, der foregår? Hvorfor er de der kvindelige syndere så vigtige? Hvorfor ikke bare en anden mand eller en køn hustru?

For det er jo, hov, ikke de eneste to kvindelige syndere. Det er jo også en kvindelig synder, han møder ved brønden i Sykar. Hun har haft fem mænd. Men det er for hende, han først afslører sig som Guds søn.

Hvorfor ikke for en, der havde fortjent den ære?

Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne.

Jeg taler om Jesus.

Hvad er det, han gør?

Hvad er det Jesus gør?

Det er ham, jeg lytter til, ser på, retter mig efter.

Hvad er det, vi hører, at han gør?

Hvad er det, Jesus viser os?

Han ikke alene accepterer de syndige kvinder, han fremhæver dem også. Giver dem en fremtrædende rolle i sit virke. Og gør det lige op i ansigtet på mændene. Hvorfor, mon?

Det handler om meget mere end kønsroller.

Det handler om kristendom.

Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her.

Det handler kristendommens kerne.

Kan I huske den historie, der kommer lidt længere henne i Lukas-evangeliet. I kapitel 13? Da er det, Jesus går ind i synagogen på en sabbat, som den gode jøde, han er. Der er fyldt med folk, med mænd – kvinderne er ude i gallerierne i kanten. Han begynder at undervise. Men så kommer der en kvinde frem til ham. Der står ikke noget om hvordan. Men igen er det en kvinde mod en flok af mænd. En kvinde og Jesus.

Der står om kvinden, at hun i atten år har været plaget. I atten år hun været krumbøjet, krokete – crooked crippled, bowed, bent forwards, det står lidt forskelligt.

Hvad fejler hun?

Vi får ikke at vide, at hun f.eks. har gigt, som nogle oversættere har skrevet, næh, vi får bare at vide, at hun er bøjet, fremover, nedad, bøyd, fremover, nedad, af Satan og har været det i 18 år.

Hvad gør Jesus?

Først siger han bare, »Kvinde, du er løst fra din sygdom.«  Så lægger han hænderne på hende, og ”straks rettede hun sig op og priste Gud.”
Straks rettede hun sig op.

Straks rankede hun ryggen.

Synagogeforstanderen bliver vred over, at Jesus vil helbrede på en sabbat, men Jesu afviser ham og siger så de ord, der fra da af også gælder for de synderinder, vi har hørt om både ved brønden i Sykar, på torvet og ved lunsjen hos farisæeren.

Jesus er rå. Han siger: »I hyklere, vil ikke hver eneste af jer løse sin okse eller sit æsel fra krybben og trække dem hen og vande dem, selv om det er sabbat?  Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?«

Hvad er dog det, han siger?
Abrahams datter.

Abrahams datter kalder han hende. Hende, Satan har holdt bundet. Holdt bundet? I atten år. Det er længe.

Indtil da har Abraham kun haft sønner.

Døtrene talte ikke.

Først nu tæller de med.

Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker.

Det er den store forandring, kristendommen kommer med.

Det er den store forskel.

Kærligheden fra Gud rækker ud til alle. Så svært det end er at forstå.

For Jesus er der ikke halve og hele mennesker, mennesker med lille eller ingen værdi og mennesker med meget mere værdi end andre. Mennesker er Guds børn, Jesu søskende.

At Jesus taler om Abrahams datter havde jeg aldrig hørt om, da jeg for nogle år siden genlæste Lukasevangeliet. Aldrig nogensinde havde jeg hørt dem omtalt. Abraham havde sønner, det vidste jeg, men døtre? Niks.

Det er sært, ikke?
Så mærkeligt og uvant var det for mig, at jeg ringede til hende, der var generalsekretær i Bibelselskabet og spurgte, om det var mig, der var dum? Dum, siden jeg ikke havde hørt om de to utroligt stærke ord, Abrahams døtre?
Nej, sagde hun, men det er ikke noget, vi taler så meget om.

Men det gør Jesus jo, indvendte jeg.

Ja, sagde hun, det gør han.

Jesus taler med og om Abrahams døtre. Han lader dem komme nær, lader dem vaske sine fødder, en så intim handling, den kærlighedsfyldte hengivelse.

Hvorfor gør han det?

Hvorfor er det dem, der er udvalgt af ham til at vise, hvad han mener?
Fordi de er nederst i hierarkiet.

Allernederst.

Uanset, hvilken samfundsgruppe, han kom i kontakt med, er kvinderne i bunden af deres hierarkier. Og er de syndere, er de længst nede.

Helt derned går kun Jesus.

De andre mænd på hans tid stiller sig an i grupper og fordømmer og forstår ingenting. Henne på torvet kaster de kvinden ned i gruset foran Jesu fødder, men det er dem, der må gå derfra.

Hvordan mon de har det, da de går?
Hvordan mon de lunsj-spisende mænd har det, da kvinden har vasket og tørret Jesus, og hører han, siger til hende: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Hvordan mon de har det?
Fatter de, hvordan Jesus har sat dem på plads?
Forstår de, hvor voldsomt det egentlig er, det, han lige har gjort og sagt?
Det får vi ikke noget at vide om i Bibelens tekster.

Og dog.

Der står ikke noget om mændenes reaktion hverken ved lunsjen, på torvet eller efter mødet ved brønden i Sykar. Men i kapitlet om kvinden, han får til at ranke sig i synagogen, står der faktisk noget.

Der står til sidst, at ”alle hans modstandere gjort til skamme, men hele skaren glædede sig over alt det herlige, han gjorde.”

Alt det herlige, han gjorde.

Netop.

Det var herligt, at han lærte os, at alle mennesker, uanset køn, er Guds børn.
Men hvad med os?

Hvem er vi?

Er vi mænd eller syndere?

Dem, Jesus forsvarer eller dem, han opdrager på?
Jeg tror, vi er dem alle. Vi har det hele i os. Det er den lære, vi alle kan drage af, hvad han gør og siger. Ingen af os er perfekte, og ingen af os er kun syndere.

Vi er til tider den syndige kvinde og til andre tider de blinde mænd ved lunsjen, der tror, de ved bedst, men intet fatter af det, Jesus siger og gør. Vi er alle ind imellem som mændene på torvet, der går fra ham i tavs, flov selverkendelse.

Og vi er synderinderne. Dem på bunden. De forkerte. Udstødte. Dem, der elsker og lever lidt for meget. Men dog elsker og lever.

”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”

Sådan siger han.

Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.

Det er store krav. Vi skal elske meget.

Vi skal elske.

Det er ikke altid let at elske. Slet ikke dem, der ikke er perfekte. Som os selv. Men vi skal. Jesus byder os at elske.

Og det kan vi, for vi er allerede elsket.

Når vi selv elsker, mærker vi jo, at inde i den kærlighed, vi viser andre og os selv, ligger den store kærlighed til os og til alle andre – trods alle vore synder, alle vores fejl Vi er elsket, som når Jesus siger til kvinden på torvet: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«.

Og som han siger til kvinden ved brønden,

»Det er mig, den, der taler til dig«,

og til kvinden ved lunsjen,

»Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Og for det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

*