Kontakt
De dybeste lag i mit hjerte
30. maj 2022

Inden, min første bog udkom, vidste jeg og kun få andre, at den ville komme, og at den ville handle om, at jeg pludselig fra 2008-2010 fik en serie voldsomme, religiøse oplevelser med blandt andet to syn med Jesus.

Salmedigteren Jens Rosendal fik ikke noget at vide, da jeg mødte ham lidt over et år inden udgivelsen.

Hans salme “De dybeste lag i mit hjerte” havde i et par år ligget i mig, og jeg havde ledt efter undskyldninger for at komme til at møde ham. Ved juletid 2013 fandt jeg den.

Han er vendelbo, fandt jeg ud af, fra Thorshøj ved Sæby. Og da jeg på det tidspunkt var ansat på det, der da hed NORDJYSKE Medier, fik jeg lov at bringe uddrag hver dag i december fra den julekalender, han det år udgav på forlaget Eksistensen, dengang forlaget Alfa.

Jeg drog til Ballum for at besøge ham, ikke en Bededag, men en kold novemberdag. Vi talte alligevel om det, vi beder om. Det, vi længes efter. Det, vi kan få i troen.

Han har altid været troende, helt fra barnsben i Indre Mission med mor Margrethe, far Johannes og seks søskende. Heller ikke, da han fandt ud af, at han var homoseksuel, drejede troen sig væk fra ham, fortalte han mig. Han vidste det dybest inde: Gud ville ham.

”Man er velkommen hjem. Nej, ikke bare det. Man er fuldstændig overdådigt velkommen hjem,” fastslog han og genfortalte lignelsen om den fortabte søn.

”Du kan næsten ikke finde en evangelietekst, undtagen det er det samme, de handler om. Om det der vendepunkt. Det hele er gået neden om og hjem, er lukket til, der er ikke meget at gøre. De handler om, at hver gang, man tror, man er færdig – og man har måske endda fortjent det … Selv når man har fortjent en kold skulder, bliver man alligevel taget ind.”

Det er vel det, vi beder om, hvad end vi beder med ord, stilhed eller musik?

Jens Rosendal viste mig sin sønderjyske udsigt. Vi sad på hans bænk og så på vandet. Viberne var der. Dem savner jeg i Nordjylland. Det forstod han. Og jeg tænkte på denne strofe i salmen:

”De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.”

Teksten har været bragt i nyhedsbrevet fra www.salmer.dk der bad mig vælge salmer i maj.

Læs videre

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Med Jesu komme skærper Gud sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.
Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør.
Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.
Med hans komme stiller Gud større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig.

Læs mere

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Læs mere

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Læs videre