Glemmer man sine dybeste rødder, vil man let gå for meget op i det umiddelbart synlige. Det er en tendens, der også gælder i kirkerne, hvor man efterhånden fokuserer mere på de ydre udtryk fremfor på selve kernen af troen. Derfor har præsten og forfatteren Peter Halldorf i mere end 30 år arbejdet på at få trukket mere af den tidlige kristendom ind i den moderne hverdag.

Dette interview publiceres også på www.POV.International. Læs mine andre artikler her

Det skete mere end én gang på den knap ti kilometer lange vandring rundt om Hammershus på Bornholm, at 63-årige Peter Halldorf sakkede agterud. Ikke, fordi han ikke havde gode ben den dag eller er uvant med at gå. Næh. Det var udsigten, der fastholdt ham. Udsigten over til Sverige. Udsigten til sit hjemland.
”Så fint, det er,” sammenfattede han just inden, stien delte sig, og vi enten skulle gå op til borgruinen eller ned i Mølledalen. Vi stod stille lidt. Han så hjem. Jeg så ud. Da vi kom ned i dalen, var der læ og gule smørblomster sat op mod en knaldende blå himmel.
At Peter Halldorf er svensk, er ingen i tvivl om, men at han er det, er ikke som sådan af betydning for ham. Det, der har betydning er, at han hører til et sted. Et sted, han har lært at gå og altid vender tilbage til.
Han har som barn boet i USA og som ung i Australien. Der mødte han som 16-årig for første gang katolikker. Den art kristne var ukendte for drengen, hvis far og farfar var prædikanter, som det hedder, i den svenske pinsebevægelse. Det er han også selv. Og en meget kendt en af slagsen.

Lyt til podcasten Berørth med Peter Halldorf her 

Han er en af Nordens store stemme i den tendens, der vokser sig stadigt tydeligere i de her år. En bevægelse, hvor flere vælger at se på det fælles kristne fremfor at understrege forskellen på frikirkerne indbyrdes, på folkekirker og valgmenigheder, den katolske kirke og den ortodokse og flere til.
Flere springer kirkerne over og søger hen på retræter og kurser, hvor der fokuseres på den kristendom, der var i begyndelsen. Det gælder både de kirkevante og -trætte og dem, der i tidens ånd søger efter et sted at føle sig tilpas med, hvad end de tror på. Og det gælder de 35, der i disse majdage er samlet af den tværkirkelige forening Retræte Bornholm for at lytte til og vandre med Peter Halldorf.

Find vandringer omkring Hammershus her

Peter Halldorf har i hele sit liv skrevet bøger, der har ligget forud for deres tid. Som ung skrev han om lederskab og etisk ansvar, siden gik han ind i bibelteksterne, også de ældste, og kom ud igen med nye ord om den hellige ånd, som pinsebevægelsen bygger på.

Han skriver om de gamle profeter og har i de senere år især lagt vægt på, hvordan de forudsiger klimaforandringerne, og han taler om vores ansvar for skaberværket.

Et skaberværk, han bevæges af under vandringen på Bornholm.

”Så fint, det var,” gentager han, da han og jeg dagen efter vandringen sætter os for at tale om det gode råd, han engang gav mig.

Peter Halldorf.
Født 21. juni 1958.
Gift med Christina, psykoterapeut.
De har voksne tre sønner.
Bor i Sverige.
Prædikant i svenske Pingströrelsen.
Det samme var hans far og farfar.
Pinsebevægelsen er centreret om helligånden, der blev sendt ind i mennesker pinsemorgen.
Økumenisk frontfigur i Norden.
Forankret i den tidlige kristne spiritualitet.
Redaktør af tidsskriftet Pilgrim.
Medstifter af det økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby https://ekibs.se/
Læs hans klummer på https://tidskriftenpilgrim.se/fastebloggen/
Forfatter til over 30 bøger.
Nogle af dem er oversat til dansk, blandt andre:
”Det hellige år”, 2013,
”Det fædrende ophav”, 2012,
”Drik dybt af Ånden”, 2003,
Senest er ”Den svære kærlighed” netop udkommet.
Alle Boedals forlag.

”Bliv, hvor du er og gør godt derfra. Ja, det var vel det, jeg sagde til dig,” husker han og begynder at tale om sandet på stranden.

”Gud er også i sandkornet. Det må vi se. Alt hænger sammen,” siger han som for at sætte det på plads, inden samtalen kan fortsætte.

”At blive, hvor man er, er jo et gammelt velprøvet råd, som de erfarne sjæle har givet gennem tiderne. Gå ind i din celle, og der vil du finde alt, sagde ørkenfædrene og -mødrene til dem, der kom til dem,” genfortæller han om de første kristne, der drog ud i ørkenen og skabte små menigheder.

Moderne Kainsmærke

”Det råd er om muligt endnu vigtigere i dag, hvor vi ikke synes at være tilfredse nogle steder, men helst vil begive os på vej hele tiden. Det øger rastløsheden og rodløsheden. Det er et grunddilemma hos mennesket, som vi allerede hører om, når vi lærer om Kain, der efter at have dræbt sin bror, Abel, får at vide, at han rastløs og rodløs skal være på jorden og får et mærke i panden. Vi bærer alle det Kainsmærke,” fortæller Peter Halldorf.

Dramatikken er voldsom denne solrige majmorgen, selv om manden smiler. Alvoren er tung hos ham. Han er bekymret for miljøet, for vores manglende ansvarsbevidsthed, for vores iver efter at smutte afsted, når det bliver svært.

”Det handler ikke om, at vi ikke skal rejse ud, men vi skal spørge os selv, hvornår opbruddet er en kaldelse, og hvornår det er en flugt, ” siger han og skelner selv:

”Det opbrud, som kommer af rastløshed, bærer sjældent den gode frugt.”

”Vi skal fordybe os. Det gælder ethvert område af vores liv. Men den fordybelseskompetence og evne til at tøjle rastløsheden tager tid og kontinuitet at lære. Man skal stå der og slå søm i, slå søm i, slå søm i … Det ved man i klostrene. Det er derfor, den daglige rytme er et af grundtrækkene ved det liv.”

Erfaringer skal bruges

At være samme sted gør det muligt at rejse med nytte, mener han med en umiddelbar selvmodsigelse.

At have et sted at vende hjem til med det nye gør det muligt at inddrage de andre indtryk til at skabe forandring der, hvor man har rødder. Der, hvor man har fylde, magt og indflydelse.

”Alt liv forudsætter bevægelse. Livet er en rejse. Vi skal ikke være stillestående. Men vi skal kunne yde noget med de erfaringer, vi får på rejsen. De skal med på en indre rejse og integreres i det liv, jeg lever, hvor jeg er.”

Han har selv rejst meget i Egypten og Syrien og dér lært den østlige kristne kirke at kende. Den ligger på mange måder meget tæt op af de ældste kirke- og klosterformer.

Peter Halldorf anbefaler i podcasten at læse ”Kilder” af Olivier Clément med tekster fra kirkens første 600 år, udgivet 2008 af Katolsk Forlag/Boedal.Han taler også om Philip Owen Arnould Sherrard (1922-1995), digter, teolog og oversætter. Han har blandt andet sammen med Kallistos Ware and Gerald Palmer oversat ”Philokalia”, de ortodokse mystikeres skrifter, til engelsk.

Det er netop dem, han ser, at der er brug for og ønske om i Norden i dag. Derfor har han også skrevet bøgerne, afholdt mange retræter og været med til at skabe en tværkirkelig menighed, et økumenisk kommunitet. I mange år har det holdt til på Nya Slottet Bjärka-Säby ved Linköping, for nylig er det flyttet.

”Det har nu forgreninger over hele Norden, fordi flere stræber efter enheden mellem kristne og ønsker at gå tilbage til kernen. Det betyder ikke, at jeg må forlade pinsekirken eller du den danske folkekirke, for der er traditioner, det kan være fint at bevare, men,” siger han og kommer til at skubbe til sit glas med vand.

”Men, der vil komme forandringer.”

At blive i den, man er

At blive, hvor man er, og gøre godt derfra, betyder ikke, mener Peter Halldorf, at man for enhver pris skal bevare de institutioner, man lever i og med. At blive, hvor man er, handler om at blive i den, man er.

Man skal ind og mærke, hvilket kald man har i sig. Hvad er det, man har at gøre godt med?

”Også det tager tid,” formaner han, men for ham er det den eneste vej, hvis mennesker skal leve op til det ansvar, vi har for verden.

Man skal hvile i sig selv for at kunne se, hvordan netop man kan gøre godt. Det er også netop det, mange søger i dag, observerer han.

”Jeg ser en søgen og en åbenhed hos mange mennesker i dag. Også i Sverige. Men det er en jätteutmaning for kirken,” understreger han og fortsætter:

”Jeg er ikke profet. Jeg kan ikke forudsige, hvad der sker, men jeg tror, vi står overfor store forandringer.

Den institutionelle kirke i vest er på mange måder i en kritisk fase, fordi den igennem årene har lagt så stor vægt på etiketterne og det ydre, at den i for høj grad er blevet afhængig af selve konstruktionen. Men det er ikke den, der er kernen, og det er ikke den, mennesker søger i dag.”

Peter Halldorfs ydre er altid genkendeligt. Sort. I dag jeans og skjorte og på vandreturen en sort vindjakke og løbesko. Også sorte.

”Vi søger vores tryghed i det ydre, men man kan se ritualer og alt andet som en klædedragt. Den kan man tage af og på. Den kan skjule meget, men også fastholde et fokus,” beretter han.

Kender man den godt og bærer den ofte, bliver den usynlig, uddyber han og fortæller dermed, hvordan traditioner, vaner, liturgi, riter og ritualer kan bruges på flere måder.

”Vi skal ikke af med kirkerne, for vi har brug for fællesskaberne, der holder os sammen der, hvor vi bor. Men de skal bruges til at hjælpe os til at trænge dybere ind i os selv hver især og lade os lære den at kende, som er bag tøjet. Det er et livslangt projekt,” forudser Peter Halldorf og afrunder inden hjemrejsen til Sverige:
” Vi er ved at befri os for at søge for meget tryghed i de ydre autoriteter. Det er i gang.”