fbpx
Hvorfor gider vi gå? Og hvordan kan vi gøre det bedre?
30. september 2022

Jeg er lige kommet ind ad døren og er drivende våd fra top til tå. Brillerne er duggede, og skoene er sjaskede. Jeg er selv ude om det, for jeg kunne have taget bedre tøj på, men satsede på lyset mellem skyerne.
Hvorfor gider jeg egentlig gå, tænkte jeg undervejs. Stoppede. Tog en slurk af den varme kaffe fra min lille, røde termokande, der lige passer til min hånd. Hvorfor strøg jeg ud ad døren midt på formiddagen for at gå bare lidt? Hvorfor den drift til at gå? Til at lufte mig? Være ude?

Er det bevægelsen?

Det er ikke kun den kropslige pligt til at røre sig, nu mine knæ ikke tillader mig at løbe længere. Det er er heller ikke kun tallene på telefonen, der en dag for nogle uger siden afslørede, at jeg kun havde gået 169 skridt. Begge dele hjælper, ingen tvivl om det, men jo mere, jeg går, jo tydeligere er det, at noget andet er på færde.

Er det freden?

Det er ikke kun det at komme væk fra skærmen, dens bogstaver og påmindelser om aftaler og ambitioner eller det at være i fred for andre. Det hjælper, bestemt gør det det.

Er det naturen?

Det er heller ikke alene glæden ved at gense engene bag skoven, hvor der selv i regnvejr på kanten til oktober er et farveskær, der ikke kan gengives. Det er heller ikke blot lykken ved at sparke i løvet eller hilse på harerne.
Jeg tror, det er noget endnu mere enkelt.

Er det luften?

Jeg tror, det er den livgivende luft. Ilten. Jeg tror, det er så simpelt som, at jeg mærker, jeg lever. Tåbeligt, for det mærker jeg ved Gud også, når ryggen værker ved skrivebordet.
Men ude er det anderledes.
Der mærker jeg, at det er godt, at jeg er til, bare fordi jeg er til.
Det er måske lidt pinligt banalt at indrømme, når nu så mange i de her år skriver store reportager i aviser og på web, udgiver tykke bøger og lægger rigt illiustrerede opslag på facebook og Instragram med deres personlige vandrehistorier.
Jeg er glad for, at de gør det. Ikke, at jeg læser dem allesammen, men netop fordi de er så mange, mindes jeg gang på gang om, at vi er mange mennesker, der bare godt kan lide at gå og mindes om, at det er godt at være til.

Åbner konference om at gå

Jeg har skrevet mange artikler om at gå. Især om pilgrimsvandringernes stærkt øgede popularitet. Hver gang, jeg har interviewet vidende folk om at gå, har de lært mig noget om at sætte den ene fod foran den anden.

Jeg håber også at lære mere, når jeg skal holde foredrag på pilgrimskonference i Norge snart.
Da samles fagfolk for at komme tæt på, hvad der berører en pilgrim. Det må jeg se, om jeg kan svare på.
Jeg har valgt, at jeg skal tale om at sige ja. For jeg tror, det er det, det handler om.
At sige ja.
Også når det gør ondt.
At sige ja er vel at sætte den ene fod foran den anden?
Læs hele programmet her

Flere går og går

Flere og flere bliver i al fald berørt. Som jeg skrev i 2019: Når næsten en halv million får et stempel i pilgrimspasset for det sidste stykke frem til Santiago de Compostela i Nordspanien, er det et tegn på, at det at være pilgrim er på mode.
Mange, mange, mange flere går alle mulige andre steder. Også i Danmark. De kan ikke tælles.
For hvem kan se ind i hovedet på folk og afgøre, om de er pilgrimme eller ej?
Ordet betyder oprindeligt, at man er fremmed. Det stammer fra det latinske peregrinus, men betyder i dag, man går med et religiøst formål, oftest til et helligt sted.
Nogle mener, man ikke er ægte pilgrim, hvis man ikke går, men rider eller cykler, men det er en feinschmeckersamtale for dem, der også kun vil kalde ture til helligdomme som Peterskirken i Rom eller Niderosdomen i Trondheim for pilgrimsvandringer.

Vandring som en længsel

Mange kalder det i dag for pilgrimsvandringer, når de går to timer ud over markerne fra en kirke. Det er især den slags vandringer, flere går på over hele landet.
“Flere og flere står ved, at de er pilgrimme, hvis du møder dem på deres vandring på for eksempel Hærvejen. Men det er ikke alle”, sagde Elisabeth Lidell, der dengang var pilgrimspræst i Aarhus stift.
“Jeg tror, det appellerer til en længsel, og nu er man ved at være klar til at stå ved den,” fortalte hun.

Siden har hun og en række andre præster sammen med mig udsendt en podcast til at vandre med.
Levende Vand hedder den, og du kan hente den her.

En af de gange, jeg i Trondhjem har mødt præsten i domen, Marie Farstad, talte vi om at gå.
“Da jeg gik en mindre tur på caminoen som så mange andre, lærte jeg to ting. Jeg erfarede, at jeg kunne gå. Det var stort, at kroppen kunne bære mig. Og jeg oplevede, at jeg tænkte godt, når jeg gik i stilhed”.
Hun har ikke siden vandret så ”veldig mye”, men nu trækker det i hende.
“Jeg trænger til at gå. Længes efter det, siger hun, men på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke kan nøjes med stilhed hjemme eller samtaler over te eller kaffe, svarer hun ikke med det samme.

Tid til spørgsmål

Først efter en lang tavshed kommer det på syngende norsk:
“Der skjer noe annet.”
Og så slår hun ud med armene, går lidt rundt om sig selv, ser ned i dalen og op i himlen og prøver så at svare på, om det andet bare sker af sig selv?
“Nej, det gør det ikke. Jeg går med tanken om at lægge bekymringerne fra mig. Ting, jeg tænker, jeg ikke skal bære længere. Det er en slags proces,” forklarer hun, der samtidig går med et ønske om at være tættere på Gud.
“Jeg søger ind i en dyb bøn. Kender jeg Gud? Hvem er egentlig Gud? Jeg går og tænker over, om ikke nåden er nok? Om ikke jeg har fået, hvad jeg skal bruge i dette liv? At jeg må hvile i, at alt er mig givet?”
Nok har Marie Farstad teologens naturlighed over for de store ord, men hun holder fast i, at det ikke kun er hende, der mærker sådan, når hun går. Andre kan have andre ord og tale om naturen og roen og freden.
“Det er parallelle processer,” siger hun som både psykoterapeut og præst.
“Men for de troende kommer der noget andet oveni, kan du sige. Vi går ikke kun med os selv og naturen, men også med Gud. Vi går i bøn med og uden ord.”

Mikael Bertelsen er ikke præst, men tv-vært og gjorde i 2010 gjorde sin pilgrimsvandring ad Caminoen i Nordspanien til julekalender.
Han sagde blandt andet til mig, at “man skal passe meget på med at forvente, at man er et andet menneske, når man kommer hjem”.
Samtidig fortalte han, hvad der konkret skete med ham, da han vandrede:
“I starten går jeg og plaprer helt sindssygt. Jeg reflekterer over hver en lille myre, der krydser min vej. Hen ad vejen bliver jeg mere og mere ordløs. Jeg ved ikke, om I som seere oplever det? Jeg har kun set halvdelen af udsendelserne. Men jeg oplevede det selv. Jeg stoppede med at tale. Jeg stoppede også med at jagte folk. Stoppede med at arbejde hele tiden for at få noget i kassen. Stoppede med at anstrenge mig. Lod det komme af sig selv.”

Kroppen bestemmer

“Det er et langt forløb – som en slags Tour de France. Tanken og fødderne. I begyndelsen konkurrerer man, vil gerne overhale folk, bevise over for sig selv, at man kan gå langt. Så bliver man straffet for det. For det er ikke det, der er meningen. Hvis du ikke finder noget, der er vigtigere som din benzin på ruten, så straffes du. Din krop. Du skal finde din egen rytme, før sådan en dagsvandring giver mening. Der skal være sammenhæng mellem det, du går og tænker, og dine egne fødder. Så begynder det at fungere. Man skal ind til sin egen rytme.”

Hvor svært, det er, at tage den læring med hjem, har jeg blandt andet talt med den svenske biskop Martin Lind om. Han står fadder til den nye bølge af pilgrimsvandringer i Norden og har skrevet flere bøger om at vandre, blandt andet “Salt, brød og vin”, som jeg interviewede ham om til kanelbullar i IKEA i Aarhus.


I bogen skriver han blandt andet, at mange ser vandringer som en konkurrence. Jo flere kilometer, jo mere hellig. Folk rangordner hinanden efter kilometer. Jeg har oplevet det selv, så jeg forstår Martin Lind, når han mener, det er nødvendigt at understrege, at det “at være troende er ikke at gå op ad en trappestige. Sådan er livet heller ikke. Det er en langsom proces, hvor det ikke altid bliver bedre dag for dag. Der er ingen opskrift.”
Martin Lind mener dog, man i hvert fald skal prøve at gå. Fordi det i sig selv provokerer os ud af vores vaner.
”Vi vil kontrollere og effektivisere også vores egen udvikling – og tro, siger han, men når man vandrer, slipper man overtaget, hvad enten man vil det eller ej, erfarer han, fordi ”det er noget konkret, man gør med kroppen. Mange begynder også at vandre, selv om de ikke er troende, men en hel del oplever at blive det undervejs.”

Om man finder sig selv eller sin tro ved at gå er ikke det afgørende for præst Hans-Erik Lindström, der som Lind er svensk, og på sin vis er hans arvtager udi den konkrete vandring. Hans-Erik er forfatter til flere af grundbøgerne i den nye bølge af pilgrimsvandringer, der både er lange og korte.
“Det bedste ved at gå, er stunderne om aftenen, hvor man deler dagens erfaringer, man deler et stykke liv. Det er tit ny, personlig viden om sig selv, man har oplevet i løbet af dagen, hvor man har gået stille med sig selv,” erfarer han og kalder det en stund med mange grin og mange tårer.
“Minder og frossen sorg kan smelte, og man kan berette om det, dele det. Det er det at dele, der er det vigtige. Det er det, der skal være i fokus på en pilgrimsvandring og for hele pilgrimsbevægelsen,” siger han om minder om, at der også er ufrivillige pilgrimme:
“Dem, der ikke ønsker at gå. Flygtninge, mennesker i hjemløshed, psysisk syge. Det er dem, pilgrimme skal gå med. Der skal være en diakonal side. Man skal ikke bare dele med dem, man vandrer med på en tur som her, men når man kommer hjem, skal man tage sig af de andre. Derfor er fællesskab et nøgleord.”

Læs videre

Underminerer magten: Spirituelle oplevelser provokerer både kirke, moske og stat

Underminerer magten: Spirituelle oplevelser provokerer både kirke, moske og stat

Møder med altet, en overjordisk kraft, med engle eller med Gud er principielt uønskede for alle ledere med magt, både de religiøse og sekulære. Når mennesker mærker en direkte kontakt med det guddommelige eller tænker sig til, at den er der og giver dem betydning, mister ledere deres magt over dem. Mød Safet Bektovic, forskeren, der kæder Søren Kierkegaard sammen med muslimsk mystik og almindelige menneskers mylder af religiøse erfaringer.

Læs mere

Da Michael (næsten) døde: Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie

Da Michael (næsten) døde: Jeg har dårlig samvittighed overfor min familie

For tre år siden fik skoleleder og far til tre, Michael Sørensen, konstateret en tumor i hjernen. Den blev fjernet to dage efter, var godartet, planen var, at han skulle tilbage på job i løbet af to til tre måneder, men blødningerne ville ikke stoppe.
”Det er det underlige ved det. Jeg ikke huske noget som helst andet fra den tid. Alt er væk, men jeg kan helt præcis huske den der følelse af at give slip på livet og være klar til at komme videre til det, der ligger bagved.”
Hvad ligger bagved?
”Et fantastisk sted. Fuld af kærlighed. Fuld af ro. Fuld af omsorg. Fuld af mildhed. Fuld af glæde. Jeg kan mærke den bevægelse i min krop nu.”
Michael Sørensens tal fik lægerne til at gøre hans familie klar til at sige farvel. De sad om sengen og var urolige og bange. Imens lå han og ”og havde det bedre” end ”nogensinde”.

Læs mere

Læs videre