fbpx
At samles og samle og lytte til radio i solen
11. september 2022

Vi kunne have taget blomster og hyldebær, men nøjedes med mirabeller og kantareller, to styk Carl Johan og en helt særlig rolig glæde, da vi søndag formiddag gik tur. Vi kørte lidt i 10, og kl. 10.03 tændte jeg som så ofte før for DRs P1.
Journalist Katarina Lewkovitch var taget til Feltgudstjeneste på Camp Niflheim, Adazi Militærbase, hvor danske soldater holder fredsvagt ved den letlandske grænse til Rusland.
Generatoren brummede nær det selvopbyggede alter, hvorfra feltpræst Victor Greve styrede musikken med sin telefon, så gudstjenesten indledtes med  “Where is the Love” med Black Eyed Peas på sound box.
Han talte til soldaterne og til alle os, der lyttede med på samme tid. Han talte om, at vi allerede er elsket, at vi allerede sidder ved Guds kærligheds bord. Alle sammen. Alle os, der lyttede. Dernede og herhjemme. Overalt.
Også mig, der var trådt ud af bilen, som vi havde parkeret ved den lille Voldsted Kirke – så lige så mange andre kirker i Danmark.

Vi gik op ad grusvejen og undervejs tænkte jeg på, hvor vigtigt radiogudstjenesten er blevet for mig.
Under Corona lærte jeg for alvor betydningen af netop det program, og derfor er jeg også så umådeligt glad for mit nye, lille søndagshverv.

Vært for radiogudstjenesten

Jeg skal ind imellem være vært for DRs gudstjeneste på P1. Første gang i Jesuskirken den kommende søndag.

  • Sørine Gotfredsen prædiker.
  • Det er kl. 10.03 på P1.
  • Vi høres ved, gør vi ikke?

Gruset knasede under mine vandrestøvler, mens præsten talte fra skovene på den anden side af Østersøen, og jeg sang med på en af mine yndlingssalmer, “Herre Gud! Dit dyre navn og ære” skrevet af Petter Dass. Den er højstemt og helt igennem fantastisk enkel og sand.

  • Gud er Gud, om alle land lå øde,
  • Gud er Gud, om alle mand var døde

Da jeg gik der, tænkte jeg på alle mand og kvinder, der nu lyttede med. Jeg vidste, de var der. Er der. Via de fælles medier følges vi ad i et samtidigt fællesskab. Andre oplever det måske til fodbold, svenskerne måske ved valgaftenen, men for mig sker det især, når jeg lytter til radiogudstjenesten. Måske, fordi jeg ofte bliver bevæget af selve gudstjenesten? Det er jeg ikke bange for at indrømme, selv om mange har det  anderledes. Vi er forskellige.

Fællesskab findes

Vi er forskellige, men vi er alle mennesker, og det er vi blevet mindet om på voldsom vis den forgangne uge. Gudstjenesten foregik 11. september, dagen, hvor verden stod helt stille, da fly fløj ind i World Trade Center i New York 2001.
Torsdag stoppede alt i Storbritannien. Også for mig.

‘Stop all the clocks, cut off the telephone’
Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.

W. H. Auden, 1936

Septembersolen lokkede mig søndag væk fra BBC, som jeg ellers har haft tændt næsten non-stop siden meddelelsen om Dronning Elizabeths bortgang.
Jeg har været bevæget over, hvordan verden med ét går i stå og skaber plads til ikke kun den royale families sorg og taknemmelighed, men til alle menneskers mest betydningsfulde følelser.
Kendte med stiff upper lips har vist følelser og afsløret, at selv magtdrevne rigmænd har mødre og bedstemødre, der har betydning.
Ukendte er stimlet sammen. I den silende Londonregn torsdag aften lagde de blomster i mørket fora Buckingham Palace og stod langs den mudrede vej til Balmoral.
Behøvede de at gøre det? Det var ikke deres mor, bedstemor eller oldemor, men et overhoved, en fjern og uhyre formuende og magtfuld regent. Hvorfor deltage?

Taler om sorgen

Jeg ved, mange henfalder til aggression og lommepsykologiske analyser af, hvorfor folk gør, som de gør og gerne dømmer dem for det.
Jeg vil hellere gå den anden vej og se det gode, der er i, at følelser i de her dage har måttet vises i fuld offentlighed og i fællesskab.
For mig er alle de ritualer en hjælp til at se det evige i, at vi mennesker dør en dag, og at andre mennesker fødes og indtager de pladser, der er til dem fremover.
Jeg kan ikke vide, om King Charles III er et godt menneske eller ej, men jeg ved, hvad det betyder for mig, at der i den forgangne uge har været talt i medierne om at mindes, om at savne, om at miste en, man i mange år har vidste snart ville dø, og alligevel blive ramt af sorgen, når det sker.
Tak for det.

Læs videre

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.

Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.

Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. 
NYT: Thomas Augustinussen kommer også og holder oplæg. Dato følger snart!

Læs mere

Læs videre