fbpx
Charlotte Roerth
Kontakt
At samles og samle og lytte til radio i solen
11. september 2022

Vi kunne have taget blomster og hyldebær, men nøjedes med mirabeller og kantareller, to styk Carl Johan og en helt særlig rolig glæde, da vi søndag formiddag gik tur. Vi kørte lidt i 10, og kl. 10.03 tændte jeg som så ofte før for DRs P1.
Journalist Katarina Lewkovitch var taget til Feltgudstjeneste på Camp Niflheim, Adazi Militærbase, hvor danske soldater holder fredsvagt ved den letlandske grænse til Rusland.
Generatoren brummede nær det selvopbyggede alter, hvorfra feltpræst Victor Greve styrede musikken med sin telefon, så gudstjenesten indledtes med  “Where is the Love” med Black Eyed Peas på sound box.
Han talte til soldaterne og til alle os, der lyttede med på samme tid. Han talte om, at vi allerede er elsket, at vi allerede sidder ved Guds kærligheds bord. Alle sammen. Alle os, der lyttede. Dernede og herhjemme. Overalt.
Også mig, der var trådt ud af bilen, som vi havde parkeret ved den lille Voldsted Kirke – så lige så mange andre kirker i Danmark.

Vi gik op ad grusvejen og undervejs tænkte jeg på, hvor vigtigt radiogudstjenesten er blevet for mig.
Under Corona lærte jeg for alvor betydningen af netop det program, og derfor er jeg også så umådeligt glad for mit nye, lille søndagshverv.

Vært for radiogudstjenesten

Jeg skal ind imellem være vært for DRs gudstjeneste på P1. Første gang i Jesuskirken den kommende søndag.

  • Sørine Gotfredsen prædiker.
  • Det er kl. 10.03 på P1.
  • Vi høres ved, gør vi ikke?

Gruset knasede under mine vandrestøvler, mens præsten talte fra skovene på den anden side af Østersøen, og jeg sang med på en af mine yndlingssalmer, “Herre Gud! Dit dyre navn og ære” skrevet af Petter Dass. Den er højstemt og helt igennem fantastisk enkel og sand.

  • Gud er Gud, om alle land lå øde,
  • Gud er Gud, om alle mand var døde

Da jeg gik der, tænkte jeg på alle mand og kvinder, der nu lyttede med. Jeg vidste, de var der. Er der. Via de fælles medier følges vi ad i et samtidigt fællesskab. Andre oplever det måske til fodbold, svenskerne måske ved valgaftenen, men for mig sker det især, når jeg lytter til radiogudstjenesten. Måske, fordi jeg ofte bliver bevæget af selve gudstjenesten? Det er jeg ikke bange for at indrømme, selv om mange har det  anderledes. Vi er forskellige.

Fællesskab findes

Vi er forskellige, men vi er alle mennesker, og det er vi blevet mindet om på voldsom vis den forgangne uge. Gudstjenesten foregik 11. september, dagen, hvor verden stod helt stille, da fly fløj ind i World Trade Center i New York 2001.
Torsdag stoppede alt i Storbritannien. Også for mig.

‘Stop all the clocks, cut off the telephone’
Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.

W. H. Auden, 1936

Septembersolen lokkede mig søndag væk fra BBC, som jeg ellers har haft tændt næsten non-stop siden meddelelsen om Dronning Elizabeths bortgang.
Jeg har været bevæget over, hvordan verden med ét går i stå og skaber plads til ikke kun den royale families sorg og taknemmelighed, men til alle menneskers mest betydningsfulde følelser.
Kendte med stiff upper lips har vist følelser og afsløret, at selv magtdrevne rigmænd har mødre og bedstemødre, der har betydning.
Ukendte er stimlet sammen. I den silende Londonregn torsdag aften lagde de blomster i mørket fora Buckingham Palace og stod langs den mudrede vej til Balmoral.
Behøvede de at gøre det? Det var ikke deres mor, bedstemor eller oldemor, men et overhoved, en fjern og uhyre formuende og magtfuld regent. Hvorfor deltage?

Taler om sorgen

Jeg ved, mange henfalder til aggression og lommepsykologiske analyser af, hvorfor folk gør, som de gør og gerne dømmer dem for det.
Jeg vil hellere gå den anden vej og se det gode, der er i, at følelser i de her dage har måttet vises i fuld offentlighed og i fællesskab.
For mig er alle de ritualer en hjælp til at se det evige i, at vi mennesker dør en dag, og at andre mennesker fødes og indtager de pladser, der er til dem fremover.
Jeg kan ikke vide, om King Charles III er et godt menneske eller ej, men jeg ved, hvad det betyder for mig, at der i den forgangne uge har været talt i medierne om at mindes, om at savne, om at miste en, man i mange år har vidste snart ville dø, og alligevel blive ramt af sorgen, når det sker.
Tak for det.

Læs videre

Det troede du ikke: 80 pct af danskerne siger, de har behov for det åndelige

Det troede du ikke: 80 pct af danskerne siger, de har behov for det åndelige

Måske er vi generelt mere optagede af tro, end vi selv tror. For selvom mange ikke taler højt om have brug for Gud eller noget mellem himmel og jord, erkender otte ud af ti danskere, at de inden for den seneste måned har mærket mindst ét ”stærkt” eller ”meget stærkt” åndeligt behov. Det dokumenterer verdens hidtil største undersøgelse af vores åndelige og eksistentielle behov.

Har du haft trang til at bede? Leder du efter en større mening med det hele? Har du haft brug for at gå i kirke? Søger du en indre ro?

Kan du svare ja til mindst et af de fire spørgsmål, så er du, som folk er flest.

Det viser verdens største spørgeskemaundersøgelse om menneskets åndelige og eksistentielle behov. Den er gennemført er forskere fra Syddansk Universitet og er netop offentliggjort her i The Lancet Regional Health – Europe, et af lægeverdenens mest prestigegivende tidsskrifter.

Læs mere

Det, der skete i ambulancen på mit fortov – var det et mirakel?

Det, der skete i ambulancen på mit fortov – var det et mirakel?

En februaraften for en række år siden talte jeg i telefon med min svigerfar, da vandet gik, og en fødsel begyndte.

Vi havde valgt ikke at få at vide, om det var en dreng eller en pige. Vi anede som alle andre alligevel intet om hvilket menneske, der var på vej. Vi vidste kun, at den lille med garanti ville rykke rundt på vores hjerter og de forestillinger om verden, vi som voksne er så forhippede på at holde fast i. Der ville ske det, som skete for 2000 år siden.

Da jeg havde sagt farvel til svigerfar og hjulpet min mand og vores ældste søn med at tage frikadellerne af bordet, væltede veerne ind over mig hulter til bulter. I dobbeltsengen lå jeg i smerte og lykke og muskelarbejde og den særegne fødselsduft af blod og fostervand - som af fjord og dyr ved aftenstide. Ambulancen kom. To brandmænd bar mig ud i frosten, lagde mig på båren, det lille stød på halebenet fik barnet til at glide ud, den ene brandmand slap mit ben. Greb ham.

En dreng.

Vi er ikke alle født i ambulancer eller i stalde under stjerner, men vi er alle født og har alle forandret livet hos dem, der er rundt om os. Om vi vil det eller ej. En fødsel er den mest gennemgribende begivenhed i vores liv, og vi mennesker er ikke herrer over den. Den kan ende i død såvel som i liv. På Jesu tid overlevede højst hvert andet barn og hver anden mor.

Måske ville Gud risikere dette for sin søn for at vise os, at det vigtigste ikke kan kontrolleres af mennesket selv?

Læs mere

Et tænksomt øjeblik? Det gør mere for klimaet, end du tror

Et tænksomt øjeblik? Det gør mere for klimaet, end du tror

Et sted i London sidder en snart 80-årig dame ved sit skrivebord og ser ud på et træ. Hvilket træ har ingen betydning. Ej heller, hvor det står. At hun, et menneske, bare sidder stille og kigger nøje på et stykke natur, er det afgørende. ”It can be anything, really." Det kan være hvad som helst. Sæt dig bare stille og se på det i 10 minutter. Gerne udendørs, selvfølgelig. "Even in the rain." Karen Armstrong ler.

Hun ved, det lyder letkøbt, men det er det ikke. Er der nogen, der i dag kan kaldes vis, er det nemlig hende.

Kloden rundt er hun anerkendt som en af vor tids store tænkere og har skrevet flere af de bøger, både menigmand, magtens og fredens folk læser for at finde veje ud af konflikter, rædsler og almindelig eksistentiel tvivl. I sine nu 30 priste, lærde og læseværdige værker har hun især koncentreret sig om menneskets behov for religioner og deres opståen, ligheder og forskelle. Nu, ”hvor jeg er ved at blive gammel” som hun siger, vil hun samle sin viden til klodens bedste.
Det gør hun i bogen med den sigende titel, Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden, som magasinet The New Yorker ved udgivelsen kaldte ”en af årets vigtigste udgivelser”.

Læs mere

Læs videre