Vi kunne have taget blomster og hyldebær, men nøjedes med mirabeller og kantareller, to styk Carl Johan og en helt særlig rolig glæde, da vi søndag formiddag gik tur. Vi kørte lidt i 10, og kl. 10.03 tændte jeg som så ofte før for DRs P1.
Journalist Katarina Lewkovitch var taget til Feltgudstjeneste på Camp Niflheim, Adazi Militærbase, hvor danske soldater holder fredsvagt ved den letlandske grænse til Rusland.
Generatoren brummede nær det selvopbyggede alter, hvorfra feltpræst Victor Greve styrede musikken med sin telefon, så gudstjenesten indledtes med “Where is the Love” med Black Eyed Peas på sound box.
Han talte til soldaterne og til alle os, der lyttede med på samme tid. Han talte om, at vi allerede er elsket, at vi allerede sidder ved Guds kærligheds bord. Alle sammen. Alle os, der lyttede. Dernede og herhjemme. Overalt.
Også mig, der var trådt ud af bilen, som vi havde parkeret ved den lille Voldsted Kirke – så lige så mange andre kirker i Danmark.
Vi gik op ad grusvejen og undervejs tænkte jeg på, hvor vigtigt radiogudstjenesten er blevet for mig.
Under Corona lærte jeg for alvor betydningen af netop det program, og derfor er jeg også så umådeligt glad for mit nye, lille søndagshverv.
Vært for radiogudstjenesten
Jeg skal ind imellem være vært for DRs gudstjeneste på P1. Første gang i Jesuskirken den kommende søndag.
- Sørine Gotfredsen prædiker.
- Det er kl. 10.03 på P1.
- Vi høres ved, gør vi ikke?
Gruset knasede under mine vandrestøvler, mens præsten talte fra skovene på den anden side af Østersøen, og jeg sang med på en af mine yndlingssalmer, “Herre Gud! Dit dyre navn og ære” skrevet af Petter Dass. Den er højstemt og helt igennem fantastisk enkel og sand.
- Gud er Gud, om alle land lå øde,
- Gud er Gud, om alle mand var døde
Da jeg gik der, tænkte jeg på alle mand og kvinder, der nu lyttede med. Jeg vidste, de var der. Er der. Via de fælles medier følges vi ad i et samtidigt fællesskab. Andre oplever det måske til fodbold, svenskerne måske ved valgaftenen, men for mig sker det især, når jeg lytter til radiogudstjenesten. Måske, fordi jeg ofte bliver bevæget af selve gudstjenesten? Det er jeg ikke bange for at indrømme, selv om mange har det anderledes. Vi er forskellige.
Fællesskab findes
Vi er forskellige, men vi er alle mennesker, og det er vi blevet mindet om på voldsom vis den forgangne uge. Gudstjenesten foregik 11. september, dagen, hvor verden stod helt stille, da fly fløj ind i World Trade Center i New York 2001.
Torsdag stoppede alt i Storbritannien. Også for mig.
‘Stop all the clocks, cut off the telephone’
Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.
Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.
He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.
The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.
W. H. Auden, 1936
Septembersolen lokkede mig søndag væk fra BBC, som jeg ellers har haft tændt næsten non-stop siden meddelelsen om Dronning Elizabeths bortgang.
Jeg har været bevæget over, hvordan verden med ét går i stå og skaber plads til ikke kun den royale families sorg og taknemmelighed, men til alle menneskers mest betydningsfulde følelser.
Kendte med stiff upper lips har vist følelser og afsløret, at selv magtdrevne rigmænd har mødre og bedstemødre, der har betydning.
Ukendte er stimlet sammen. I den silende Londonregn torsdag aften lagde de blomster i mørket fora Buckingham Palace og stod langs den mudrede vej til Balmoral.
Behøvede de at gøre det? Det var ikke deres mor, bedstemor eller oldemor, men et overhoved, en fjern og uhyre formuende og magtfuld regent. Hvorfor deltage?
Taler om sorgen
Jeg ved, mange henfalder til aggression og lommepsykologiske analyser af, hvorfor folk gør, som de gør og gerne dømmer dem for det.
Jeg vil hellere gå den anden vej og se det gode, der er i, at følelser i de her dage har måttet vises i fuld offentlighed og i fællesskab.
For mig er alle de ritualer en hjælp til at se det evige i, at vi mennesker dør en dag, og at andre mennesker fødes og indtager de pladser, der er til dem fremover.
Jeg kan ikke vide, om King Charles III er et godt menneske eller ej, men jeg ved, hvad det betyder for mig, at der i den forgangne uge har været talt i medierne om at mindes, om at savne, om at miste en, man i mange år har vidste snart ville dø, og alligevel blive ramt af sorgen, når det sker.
Tak for det.
