Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin talte. Han er præst i Göteborg og forfatter til flere bøger (find min podcast og artikel med ham lige herovre på en de andre sider på hjemmesiden)
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i podcasten, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen (lyt til indslaget her) fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud? Nej. De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Suzanne Brøgger skriver om det samme i sin kommende bog, en samling essays om kunstnere, der alle hænger på væggene i litteraturbaren BRØG. Den kan bestilles hos din boghandler. Eller du kan bestille et signeret eksemplar her.
“Jeg kender det. En pude har jeg syet af min mors bolsjestribede silkekjole. Ligeså af en lilla cheongsamkjole med blå drager. Min bedstemors koralrøde, plisserede Chanel-kjole har jeg klippet over for at kombinere den med en sort læderjakke.”
Det er, som om hun syr hun sig selv en livskjole af små tekster med tanker om så forskellige kunstnere som Agnes Henningsen og Villy Sørensen, Leonora Carrington, Virginia Woolf, Astrid Lindgren – og flere som Donna Haraway, jeg ikke kendte på forhånd. Selve idéen om, at vi henter ord og tanker fra andre og fletter dem til vores eget mønster, kender jeg, men mens jeg går og flytter rundt på gammelt tøj, ved jeg, at det måske ikke regnes for intellektuelt at holde fast i denne feminine form for historisk mønstertegning eller sorgbearbejdning, men jeg vil mene, at der kører en undertråd (!) af visdom i det, jeg gør.
En visdom, der ikke kun er til gavn for kvinder, men for alle, men som drives frem af kvinder og derfor ikke har været værdsat nok. Denne undertråd handler om at sy sammen, om at knytte tiderne til hinanden og altid tage det gamle med op i tiden og respektere the circle of life. Præcis det, kloden har det bedst med.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.
