fbpx
Holder du en dør åben for ånden?
30. maj 2022

Den sidste salme, jeg skal vælge i maj for www.salmer.dk er “Nu bede vi den Helligånd” af Martin Luther. Hvorfor den?

Jo, da jeg 24. november 2002 skulle holde foredrag i sognehuset overfor Elev kirke ikke langt fra Aarhus, hang der på indgangsdøren sedler om, at vi skulle bære mundbind. Indenfor stod plastikflasker klar med sprit. Der var restriktioner på, hvor langt vi skulle sidde fra hinanden, hvor mange vi måtte være, og man skulle reservere plads i forvejen.

Jeg kom i god tid, lidt i syv. Da havde mange allerede sat sig, kunne jeg se ind ad den åbne dør til salen. Derigennem fik jeg også øje på det, der satte rammen for hele resten af aftenen: Ikke alene havde de frivillige stillet stolene pænt med den rette afstand, de havde også sat en lille taburet ved siden af hver stol.
”Til deres sodavand eller vin,” forklarede en af aftenens hjælpere, Merete Dalsgaard, og rakte mig en lille pose med peanuts, de også delte ud til hver enkelt.
De moderne sorte taburetter af metal var ikke specielt skønne at se på og lignede slet ikke noget, der kunne få tårerne frem. Men det fik de. De stod på rad og række og viste en omsorg og omtanke, der var den hellige ånd værdig. Det var den, de banede vejen for. Den, de ønskede besøg af og havde forberedt sig på.

Og den kom, ånden.

Som den gør, hver gang jeg får lov at holde foredrag.

Mens jeg læste højt fra min bog, blev der så stille, at jeg ikke kunne skelne min egen vejrtrækning fra de andres. Jeg kunne ikke engang kan høre, at der var mig, der talte. Det var, som om vi alle sammen med mine ord gengav noget, der kom fra et sted i os hver især.
Det sker, hver gang jeg læser op. En levende luftstrøm åbner dørene ind til os alle og blæser ordene derind og ud igen, så de bliver som et væsen, der ilter hele rummet. Derfor bliver jeg aldrig træt af at gentage min historie eller læse højt fra mine bøger. Tværtimod. Jeg mærker hver gang, at noget vækkes til live. Noget, der er i mig, men også i andre. Noget, der er liv. Ånd.

Den aften i Elev tænkte jeg, mens jeg læste højt, at Helligånden måtte være så tydelig, at nogle måtte kunne se den. Jeg har aldrig kunnet, men jeg mærkede den denne aften som så ofte før. Derfor er jeg heller aldrig nervøs, når jeg skal holde foredrag. Jeg ved, at jeg kan stå stille og vente, og bare trække vejret et par gange, så er den der, ånden.

Nogle vil kalde det et samlet fokus eller en fælles koncentration. Det er det også. Det kender jeg også fra faglige sammenhænge med en fængende underviser eller i underholdende selskab med en film, der i en mørk biograf forfører alle på samme tid.
Men Helligånden er mere end det. Den er noget i sig selv. Noget, der ændrer den, der mærker den i sig og sidder ved siden af andre, der også har fået den vækket i sig. Man genkender pludselig hinanden. Kan se, at hov, ånden er også lige derinde i hende eller ham. Øjenkontakten bliver en anden. Også med mig.

Jeg er bare den, jeg er, når den fælles rejse med Helligånden først er begyndt. Jeg er ubeskyttet helt alene på scenen. Det gør ingenting. Jeg har mærket, at Helligånden har samlet os i et fællesskab.
Derefter taler vi anderledes end ellers med hinanden. Den nænsomhed og varsomhed, jeg altid beder om, indtræffer altid.
Som den gjorde det for 500 år siden, i 1524, hvor Martin Luther udgav denne uges salme. Den kom på dansk i 1529, melodien er flere hundrede år ældre.
Der skete det i Elev, som sker hver dag, og som vi mindes om med det samme, vi går i gang med salmen:

”Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!”

Vi beder om det. Og det sker. Ikke altid, men forbavsende tit, hvis ellers det vitterligt er fællesskabet, man vil. Det er jo det, pinsen handler om. Selv om vi ender med at tale hver vores sprog, mener vi vel det samme, ikke?

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre