fbpx
Holder du en dør åben for ånden?
30. maj 2022

Den sidste salme, jeg skal vælge i maj for www.salmer.dk er “Nu bede vi den Helligånd” af Martin Luther. Hvorfor den?

Jo, da jeg 24. november 2002 skulle holde foredrag i sognehuset overfor Elev kirke ikke langt fra Aarhus, hang der på indgangsdøren sedler om, at vi skulle bære mundbind. Indenfor stod plastikflasker klar med sprit. Der var restriktioner på, hvor langt vi skulle sidde fra hinanden, hvor mange vi måtte være, og man skulle reservere plads i forvejen.

Jeg kom i god tid, lidt i syv. Da havde mange allerede sat sig, kunne jeg se ind ad den åbne dør til salen. Derigennem fik jeg også øje på det, der satte rammen for hele resten af aftenen: Ikke alene havde de frivillige stillet stolene pænt med den rette afstand, de havde også sat en lille taburet ved siden af hver stol.
”Til deres sodavand eller vin,” forklarede en af aftenens hjælpere, Merete Dalsgaard, og rakte mig en lille pose med peanuts, de også delte ud til hver enkelt.
De moderne sorte taburetter af metal var ikke specielt skønne at se på og lignede slet ikke noget, der kunne få tårerne frem. Men det fik de. De stod på rad og række og viste en omsorg og omtanke, der var den hellige ånd værdig. Det var den, de banede vejen for. Den, de ønskede besøg af og havde forberedt sig på.

Og den kom, ånden.

Som den gør, hver gang jeg får lov at holde foredrag.

Mens jeg læste højt fra min bog, blev der så stille, at jeg ikke kunne skelne min egen vejrtrækning fra de andres. Jeg kunne ikke engang kan høre, at der var mig, der talte. Det var, som om vi alle sammen med mine ord gengav noget, der kom fra et sted i os hver især.
Det sker, hver gang jeg læser op. En levende luftstrøm åbner dørene ind til os alle og blæser ordene derind og ud igen, så de bliver som et væsen, der ilter hele rummet. Derfor bliver jeg aldrig træt af at gentage min historie eller læse højt fra mine bøger. Tværtimod. Jeg mærker hver gang, at noget vækkes til live. Noget, der er i mig, men også i andre. Noget, der er liv. Ånd.

Den aften i Elev tænkte jeg, mens jeg læste højt, at Helligånden måtte være så tydelig, at nogle måtte kunne se den. Jeg har aldrig kunnet, men jeg mærkede den denne aften som så ofte før. Derfor er jeg heller aldrig nervøs, når jeg skal holde foredrag. Jeg ved, at jeg kan stå stille og vente, og bare trække vejret et par gange, så er den der, ånden.

Nogle vil kalde det et samlet fokus eller en fælles koncentration. Det er det også. Det kender jeg også fra faglige sammenhænge med en fængende underviser eller i underholdende selskab med en film, der i en mørk biograf forfører alle på samme tid.
Men Helligånden er mere end det. Den er noget i sig selv. Noget, der ændrer den, der mærker den i sig og sidder ved siden af andre, der også har fået den vækket i sig. Man genkender pludselig hinanden. Kan se, at hov, ånden er også lige derinde i hende eller ham. Øjenkontakten bliver en anden. Også med mig.

Jeg er bare den, jeg er, når den fælles rejse med Helligånden først er begyndt. Jeg er ubeskyttet helt alene på scenen. Det gør ingenting. Jeg har mærket, at Helligånden har samlet os i et fællesskab.
Derefter taler vi anderledes end ellers med hinanden. Den nænsomhed og varsomhed, jeg altid beder om, indtræffer altid.
Som den gjorde det for 500 år siden, i 1524, hvor Martin Luther udgav denne uges salme. Den kom på dansk i 1529, melodien er flere hundrede år ældre.
Der skete det i Elev, som sker hver dag, og som vi mindes om med det samme, vi går i gang med salmen:

”Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!”

Vi beder om det. Og det sker. Ikke altid, men forbavsende tit, hvis ellers det vitterligt er fællesskabet, man vil. Det er jo det, pinsen handler om. Selv om vi ender med at tale hver vores sprog, mener vi vel det samme, ikke?

Læs videre

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Fra en konge til den næste 

Fra en konge til den næste 

Da vi 14. januar fik ny konge i Danmark, fik vi ikke bare for første gang i 52 år en mand på tronen. Vi fik også for kun fjerde gang siden 1523 en regent, der ikke proklamerer at regere med Gud ved sin side.
Stort set lige siden, Frederik 1. kom med sit ”Nihil sine numine”, ”Intet uden Gud”, har monarken medinddraget Herren selv. Margrethe 2. sagde direkte som den første Frederik: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Den nyeste Frederik, den tiende i rækken, har valgt at sige: ”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.”
Hvad betyder det?
Og betyder det noget, at han ikke siger noget om Gud?
Nogle kristne har harceleret vredt over det. Kristeligt Dagblad skrev, at det var ”urovækkende”.
At skrive sådan, synes jeg, er urovækkende.
Kongen skulle vælge et motto for sin gerning, der holder hans tid ud. Det afgørende er derfor indholdets relation til netop ham. Han skal kunne stå ved det.

Læs mere

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Skriveskole for efterladte efter selvmord

Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere.
Det er ni år siden, vores yngste søn tog sit liv. Siden er alt forandret. For mig, min familie, så mange omkring os.
Vi reagerer forskelligt i sorgen både lige efter og mange år senere.

Også derfor tror jeg på, at det er godt at vi taler sammen og kan læse om andres erfaringer.
Derfor afholder jeg til efteråret en skriveskole for dem, der har mistet til selvmord.

Skriveskolen er støttet af Region Nordjylland, Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation, og vil holde til på KUNSTEN, kunstmuseet i Aalborg. 
NYT: Thomas Augustinussen kommer også og holder oplæg. Dato følger snart!

Læs mere

Læs videre