fbpx
Holder du en dør åben for ånden?
30. maj 2022

Den sidste salme, jeg skal vælge i maj for www.salmer.dk er “Nu bede vi den Helligånd” af Martin Luther. Hvorfor den?

Jo, da jeg 24. november 2002 skulle holde foredrag i sognehuset overfor Elev kirke ikke langt fra Aarhus, hang der på indgangsdøren sedler om, at vi skulle bære mundbind. Indenfor stod plastikflasker klar med sprit. Der var restriktioner på, hvor langt vi skulle sidde fra hinanden, hvor mange vi måtte være, og man skulle reservere plads i forvejen.

Jeg kom i god tid, lidt i syv. Da havde mange allerede sat sig, kunne jeg se ind ad den åbne dør til salen. Derigennem fik jeg også øje på det, der satte rammen for hele resten af aftenen: Ikke alene havde de frivillige stillet stolene pænt med den rette afstand, de havde også sat en lille taburet ved siden af hver stol.
”Til deres sodavand eller vin,” forklarede en af aftenens hjælpere, Merete Dalsgaard, og rakte mig en lille pose med peanuts, de også delte ud til hver enkelt.
De moderne sorte taburetter af metal var ikke specielt skønne at se på og lignede slet ikke noget, der kunne få tårerne frem. Men det fik de. De stod på rad og række og viste en omsorg og omtanke, der var den hellige ånd værdig. Det var den, de banede vejen for. Den, de ønskede besøg af og havde forberedt sig på.

Og den kom, ånden.

Som den gør, hver gang jeg får lov at holde foredrag.

Mens jeg læste højt fra min bog, blev der så stille, at jeg ikke kunne skelne min egen vejrtrækning fra de andres. Jeg kunne ikke engang kan høre, at der var mig, der talte. Det var, som om vi alle sammen med mine ord gengav noget, der kom fra et sted i os hver især.
Det sker, hver gang jeg læser op. En levende luftstrøm åbner dørene ind til os alle og blæser ordene derind og ud igen, så de bliver som et væsen, der ilter hele rummet. Derfor bliver jeg aldrig træt af at gentage min historie eller læse højt fra mine bøger. Tværtimod. Jeg mærker hver gang, at noget vækkes til live. Noget, der er i mig, men også i andre. Noget, der er liv. Ånd.

Den aften i Elev tænkte jeg, mens jeg læste højt, at Helligånden måtte være så tydelig, at nogle måtte kunne se den. Jeg har aldrig kunnet, men jeg mærkede den denne aften som så ofte før. Derfor er jeg heller aldrig nervøs, når jeg skal holde foredrag. Jeg ved, at jeg kan stå stille og vente, og bare trække vejret et par gange, så er den der, ånden.

Nogle vil kalde det et samlet fokus eller en fælles koncentration. Det er det også. Det kender jeg også fra faglige sammenhænge med en fængende underviser eller i underholdende selskab med en film, der i en mørk biograf forfører alle på samme tid.
Men Helligånden er mere end det. Den er noget i sig selv. Noget, der ændrer den, der mærker den i sig og sidder ved siden af andre, der også har fået den vækket i sig. Man genkender pludselig hinanden. Kan se, at hov, ånden er også lige derinde i hende eller ham. Øjenkontakten bliver en anden. Også med mig.

Jeg er bare den, jeg er, når den fælles rejse med Helligånden først er begyndt. Jeg er ubeskyttet helt alene på scenen. Det gør ingenting. Jeg har mærket, at Helligånden har samlet os i et fællesskab.
Derefter taler vi anderledes end ellers med hinanden. Den nænsomhed og varsomhed, jeg altid beder om, indtræffer altid.
Som den gjorde det for 500 år siden, i 1524, hvor Martin Luther udgav denne uges salme. Den kom på dansk i 1529, melodien er flere hundrede år ældre.
Der skete det i Elev, som sker hver dag, og som vi mindes om med det samme, vi går i gang med salmen:

”Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!”

Vi beder om det. Og det sker. Ikke altid, men forbavsende tit, hvis ellers det vitterligt er fællesskabet, man vil. Det er jo det, pinsen handler om. Selv om vi ender med at tale hver vores sprog, mener vi vel det samme, ikke?

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre