fbpx
Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk
5. april 2023

Klumme bragt i “Sändaren”, 5. april 2023

Han vidste, han skulle dø

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

Bar det stille i sit hjerte

For mig er det en af de sværeste dage i året, fordi den minder mig om, at min søn også vidste, at han skulle dø.
Han red ikke ind i Jerusalem, men tog flyet til USA for at studere og tog sit eget liv den dag, semesteret sluttede.
Hvorfor, får vi aldrig at vide. Ej heller, hvor længe han havde vidst, at det skulle ske. For os var det en overraskelse, ikke for ham. Han talte ned i sin kalender på telefonen til den dag, han kunne springe ind i lyset. Og han gjorde det.
Nogle har andre holdninger til at tage sit eget liv, end jeg har. Min respekt for det enkelte menneske er uendelig og båret af en sikker forvisning om, at enhver er elsket på forhånd. Også min dreng, som længtes sådan og bar det så stille i sit hjerte.

Vi er inkluderet

Han er og var ikke som Jesus.
Selvfølgelig ikke.
Det er ingen, men fortællingen om Jesus peger for mig i de her år især på min søn og hans mor, mig. Den peger også på meget andet, også for mig, men netop det, at jeg så direkte kan se mig selv og min søn i fortællingen, giver mig håb. Det konkrete håb og den store altomfattende beretning smelter sammen i påsken, som inkluderer både min søn og mig.
Vi er ikke ladt udenfor, som man ellers kan føle det, hvad end man går med en dødslængsel eller er i dyb sorg.

Som mit liv

Vi er ikke ladt udenfor, når der spises sammen skærtorsdag. Heller ikke langfredag, når dødens mørke dækker hele verden. Ikke påskelørdag, hvor Han går nede i dødsriget sammen med min søn og de andre, mens jeg heroppe går alene en tur ude i den skov, drengen løb i som ung fodboldspiller.
Og påskemorgen. Da er det, at jeg får at vide, at det lys, min søn fløj ind i, også er det, vi mødes i en dag. Jeg ved ikke hvornår og hvordan, det bliver, men mit hjerte slår trygt søndag morgen, fordi det vil ske.
Påsken er en fortættet udgave af mit liv. Den er dage, hvor jeg mere frit end ellers kan være til, fordi den rummer de to voldsomt forandrende begivenheder i mit liv: Mine syn med Jesus og min søns død.

Sorgen ties ikke væk

Møderne med Jesus fik mig til at indse, at vi er elsket trods alle vores fejl som mødre, som sønner, som mennesker. Og derfor er det muligt at leve med sorgen og med glæden på samme tid. For drengen er også elsket. Præcis som den unge mand, der hang på korset og var i sorg over at skulle forlade sin mor og i lettelse over at komme op til sin far.
I påsken er der plads til alle de følelser, det ellers er så svært at rumme på samme tid. Den til tider ubærlige smerte og samtidig familieglæden ved de andre sønner og sønnesønnen.
I påsken ties sorgen ikke væk. Den er til stede. Accepteret.
Og glæden?
Ja, den kommer på søndag.

Læs videre

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier

Så har jeg skrevet en ny bog: "Troens almanak 2024"

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Læs mere

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

Vi skal hylde fødslen: Prædiken i Alingsås

“Vi hylder ikke mirakler. De små fine mirakler. Og de trætte kroppe, der bærer børnene, føder dem, ammer dem. Det er hårdt. Det er det: Jeg har ikke glemt det, men det synes jeg heller ikke, at vi skal. Tværtom. Vi skal se de små børn, alle de så mirakler i det hele taget, som store gerninger, vi skal tage vare på. Hylde. Vi skal fejre kraftgärningerne. De mindste af dem også.
En kvinde, der føder er det mest vanlige, der findes. Vi er alle født. Alle herinde. Det er en helt vanlig situation. Men også den mest mirakuløs,” sagde jeg i min prædiken i Alingsås, søndag 8. oktober, og jeg fortsatte:
“Jeg synes, vi skal tænke over det smukke i, at vi har en tro, hvor det at blive født er helligt. Selve det at komme til verden i vand og blod er helligt. Et mirakel
Da Jesus fødtes døde hveranden mor uden fødslen eller lige efter og lige så mange børn.
Alligevel ville Gud, at hans søn skulle komme til os på samme måde som vi alle kommer til verden.
Det er stor gave, Gud giver os, både kvinder og mænd, alle er vi født.
Men kvinden får en ekstra gave, synes jeg, hun får lov at bære Guds barn.
Gud har tillid til, at vi kvinder kan tage vare på hans børn i mange måneder. Han har tillid til vores kroppe. Vores livmoder, Vores hjerte, vores omsorg.
Tillid.
Gud har tillid til os.
Jeg ville ønske, at nogen havde sagt det sådan til mig dengang jeg var ung gravid og mor.”

Læs mere

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

Ikke nok med medlidenhed: Nej til aktiv dødshjælp

"I år har den danske sommer handlet om Tour de France, selvfølgelig har den det. Jonas Vingegaard er en af dem, alle gerne vil være i familie med. Det er vi også næsten. Om ikke andet, så kender vi nogen, der kender ham, eller vi har selv engang været i Glyngøre, hvor han stammer fra.
Ofte har det cykelløbet været, man er tyet til, når debatten er kørt af sporet, fordi en eller anden har nævnt det, som den danske socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ønskede, at vi skulle tale om: Aktiv dødshjælp. Ikke krig, ikke miljø, ikke #MeToo, ikke regeringskriser, men aktiv dødshjælp.
Et emne, der er svært at tale om, og som hun har gjort det næsten umuligt at diskutere uden at blive beskyldt for mangel på næstekærlighed."
Sådan indleder jeg min klumme i den svenske avis, Sändaran, som jeg skriver i jævnligt.

Læs mere

Læs videre