fbpx
Glædelig jul og godt nytår
20. december 2022

Næste år sker der meget, men også mindre, for jeg vil være mere i skoven, så jeg vælger nøje ud, hvad jeg arbejder med. Måske gør du også det?
Jeg skal være en del sammen med den spanske munk og digter, Johannes af Korset, som jeg skriver om både i “Jeg mødte Jesus” og “Jesuskalenderen”. Han skal blandt andet ham med på Sophienholm 12. januar, og jeg tager på hans museum på den adventsrejse til Andalusien, jeg arrangerer med Unitas Rejser 25.11.-2.12. Den fortæller jeg mere om senere! Jeg fortsætter det berigende arbejde med kurser og retræter. Den i Spanien er udsolgt, men der er plads i maj på Sostrup, hvor jeg er så heldig at være sammen med Daniel Nørgaard, og der er også få pladser i Norge til juni. Derudover arbejder jeg videre med foredrag, podcast, artikler og gudstjenester for DR, men jeg vil lave mindre end før, for jeg vil være mere nede i Rold Skov. Se min foreløbige kalender her.

Jeg håber vi ses i det nye år, og at I får en kærlig jul. Min december er varm og stille. December rummer årsdagen for vores søns død, som min svigerdatter sendte mig blomster til. De glæder. Det gør også årsdagen for Jesu fødsel, som også er en fejring af alle børns fødsel. Også min drengs fødsel. Den glæde kan aldrig tages fra mig.
Som jeg skriver i det sidste kapitel i “Jesuskalenderen”, som I her får som en lille julegave:

Juleaften fejrer vi altings begyndelse, men hvornår begynder begyndelsen? Var det i går eller er det i dag? Ingen ved det. At det nok var om vinteren, er de fleste enige om, ligesom der stod stjerner klar ved cirka juletid cirka år 0, og i følge en gammel jødisk myte bliver man undfanget og dør samme dag. For Jesu vedkommende er det Maria Bebudelse, 25. marts, samme dag som Langfredag kan falde på. Måske er det derfor? Der er mange andre teorier, også om vintersolhverv og bevidst indlemmelse af hedenske skikke, men beviser findes der ingen af.
Behøves de?
Nej.
Det er ikke vigtigt, om han er født den ene eller anden dag.
Da vi et år holdt jul i Cornwall i sønnens lille rækkehus fejrede vi med flæskesteg og risengrød, farmors broderede dækkeservietter og et lattermildt juletræ af plastik. Da gaverne var givet, og mandarinerne spist, kørte hans far og jeg til Treverbyn, små fire kilometer nordpå. Ad mørke snoede veje med hække i mandshøjde og uden modkørende i den forkerte side nåede vi frem til Saint Peter the Apostle Parish Church. En lille, 150 år gammel kirke bygget af det, englænderne kalder ”local rubble”, men med detaljerne sat i egnens karakteristiske Pentewan-sten hentet fra stenbruddet nær havnen af samme navn.
I de fleste kristne lande fejres fødselsdagen ikke med gaver, mad og træ om aftenen, men med kirkegang til midnat som optakt til næste dags morgengry. Denne aften var der iskoldt, som der tit er i engelske kirker om vinteren. Mørkt. Men da de tre fyldige præster i store rober gik i procession op gennem kirkegangen, kom de med lys, der fjernede frostfølelsen i tæerne.
Den ældste gik forrest med et lille barn i armene.
Et lillebitte barn, en dukke i plastik, som han i sine store hænder bar som det mest dyrebare i verden. Han lagde barnet i den tomme krybbe i krybbespillet ved siden af alteret.
Hvis barn?
Jeg trak vejret ind. Mærkede tårer på vej ud i øjenkrogene. De løb. Jeg tørrede dem væk med vanterne.
Intet er mere værdifuldt end et menneskebarn. Hvert sekund fødes et nyt. Hvert og et er sig selv, men også det samme Guds barn, der fødes igen og igen og bæres frem igen og igen for at hyldes og lægges i krybben.
Det er det, vi ønsker for alle børn.
Det er det, vi lover at gøre, når vi fejrer jul. Hvert evig eneste år.

 

 

 

Læs videre

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

Skærtorsdagsprædiken: Vi sidder alle med ved bordet – også vi, der sørger

"Jeg hader palmesøndag. Det er en de værste dage på året. Det er den dag, Jesus rider ind i Jerusalem og ved, at han skal dø. De andre ved det ikke. Han ved det. Hans mor ved det ikke. Han ved det. Min søn havde planlagt at dø. Jeg vidste det ikke. Ingen andre vidste det, før han sprang ind i døden for lidt over otte år siden.
Jeg ved, jeg har fejlet som mor. Jeg ved, jeg kunne have gjort mere. Jeg ved, jeg ikke har gjort det godt nok. Det er ikke et martyrium, men fakta, der ikke kan trøstes væk. Gud ved det også, og derfor kan jeg sidde med ved bordet skærtorsdag.
Jeg kan ikke vide, kan aldrig få at vide, om jeg havde kunnet forhindre min søns død. Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke almægtig. Men jeg tror på kærligheden. Jeg tror på, at mere kærlighed er bedre end mindre. Og jeg kunne have givet mere. Det kan vi altid.
Det er jo det, vi lige har fået fortalt."
Sådan står der i min skærtorsdagsprædiken.
Jeg er inviteret af præst Else Suhr til at prædike i hendes kirke, Dreslette Kirke på Sydfyn.
Det er jeg meget glad for at få lov til, og jeg har gjort mig umage med min prædiken. Det er et koncentreret rum, man sidder i inde i kirken. Og da især i påsken.
Herinde ligger først den bibeltekst fra Matthæusevangeliets kapitel 26, jeg læser op, og så manuskriptet til min prædiken.
Jeg læser nok ikke ordret op, men jeg mener det samme.
Glædelig påske!

Læs mere

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Påsken som hele livet: Sorgen ties ikke væk

Klumme bragt i "Sändaren", 5. april 2023

Palmesøndag er en af de sværeste dage i året for mig. Andre er så glade, så opstemte, forventningsfulde. Søndage holder alle fri, troende som ikke-troende. Netop palmesøndag er ekstra god, fordi påskeferien ligger for. Måske en sen skiferie? Eller solskin i en have et sted?
I bibelens fortælling er det dagen, hvor Jerusalems folk lægger palmegrene på jorden for at byde Jesus ind i byen. Han rider på et æsel. Det ser vi for os, men hvad ser han?
Han ved, at han skal dø.
Det ved de andre ikke.
Han rider direkte ind i døden med åbne øjne. Rank, tror jeg. Beslutsomt. Om det er frivilligt, er ikke relevant. Han tager ikke stilling til sin bestemmelse, da han sidder der. Han har måske været i tvivl før, men er det ikke nu. Han er sorgfuld. Det viser han senere. Men han viger ikke. Beslutningen er truffet.

For mig er det en af de sværeste dage i året.

Læs mere

Læs videre