Klumme: Ravnen fra fremtiden

3. maj 2024

Hver morgen går vi en tur i skoven oppe bag vort hus.

Straks, vi er kommet op over bakken, rammes jeg af forundring over, at det vilde liv rækker helt herind i byen. Her går jeg under majestætiske bøgetræer som gæst i naturens vidunder. Fuglene byder mig velkommen. Et yndefuldt kor. Yndigt. Sødt. Smukt. Indtil det pludselig afbrydes af en lyd, der kradser i øregangene.

Jeg stiller mig stille og lytter til den sære lyd, mens jeg funderer over, hvordan forudseende købmænd i 1898 tilplantede en skov på dette stykke jord og gav den som en gave til byen, Aalborg.

Det er nu 126 år siden, de satte de små planter i jorden en efter en. Hvor langt frem tænkte de? Tænkte de på mig og mine børn og børnebørn? Så de mig stå her i 2024 og lytte til en lyd fra en af de mest fantastiske fugle, der findes? En fugl, der er klog og så langt oppe på rangstigen, at blot et enkelt par (heldigvis for os) har jaget en flok på flere tusinde råger på flugt? En mytologisk fugl. En fugl, der kan tale på tværs af tider og kulturer.

Ja, det er ravnen, jeg står og hører på. Den sidder i et af de få lærketræer øverst oppe. Jeg tror, det er hannen, dens stemme er dyb. I et andet lærketræ er reden. Det må være det par, vi kender. Har han et hak i vingen, er det ham, men jeg kan ikke se ham tydeligt, da han begynder at kredse over trætoppene.

Jeg kan høre biler og børn ovre i skolegården nær ved. Jeg kan se vandtårnet og andre menneskeskabte bygninger. Men det er mig, mennesket, der er på besøg. Det er ikke min skov. Det er dyrenes og planternes.

Købmændene må have tænkt på naturen og på andre generationer. De må have set livet frem for sig og ville ære det. Give glæden videre til andre end dem selv. Minde os om skaberværket. Det er en religiøs gerning at plante et træ, kommer jeg til at tænke på, mens jeg står i det, mange da også kalder Guds katedral.

Jeg tænker, det er såre simpelt. I stedet for at tale om klimakrise, kan man gøre som købmændene her gjorde for 126 år siden: Plante et træ, der giver fugleliv, så vores tipoldebørn også kan høre ravnen tale. Måske er det en takketale, den giver her til morgen?

Klummen bringes i en længerere version i den svenske avis, Sändaren, maj 2024.

PS
Og forleden mødte vi et tranepar i Rold Skov. Hvilke gaver!

Læs videre

Du kan godt: Vær klog krop i verden

Hvis vi bare lige stopper op, kan vi genkende den stemme. Jesu stemme. Og da kan vi mærke, hvis de falske profeter tager over. De falske profeter, forbrug er en af dem, klemmer os sammen til at blive småbitte mennesker. Menneskeligt set krumbøjer de os, så vi ikke kan se op og få øje på den store, vanvittigt smukke vision for verden, som Gud har. Den store profeti om Gudsriget. Hvor kærligheden hersker. Jesus gør det modsatte af de falske profeter. Han ranker os. Hver og en af os. Ethvert menneske er værdigt. Har umistelig værdi. Bare ved at være til. Uanset, hvor små vi føler os. Hvor syge eller nyttesløse. Vi er mennesker. Skabt. Hvilken gave. Rank ryggen. Se op. Se de andre. Se dig selv. Lyt til Jesu ord.
Gud regner med, at vi kan – og vil – gøre, som hans søn siger.
Gud stoler på os.

Læs mere

Gør som Gud: Giv naturen navn

Der er det særlige ved os mennesker, at vi kan udrydde alle markens liljer. Allerede nu er der mange planter og dyr, der er væk for altid. I England har de lige talt op, at der mangler 73 millioner fugle. For 50 år siden var der med andre ord 73 millioner flere fugle, der fløj rundt hver dag i England, end der flyver derovre nu om stunder. Det er mange fugle.
Det samme gælder herhjemme.
Hvad skal vi gøre?
Prøv selv at være lidt som Gud. Lær fuglenes navne. Herude kan I måske komme til at høre klyde, stormmåge, gul vipstjert, stor kobbersneppe, hættemåge, strandskade, vibe, brushane, engpiber, rørspurv, skeand og måske en præstekrave…
Giv dem navn, som I selv har fået navn.

Læs mere

Håb for os alle: Jesus vælger den uperfekte Peter

Peter skal bygge kirken, og ja, det giver ham nøglemagten, men Peter er uperfekt og har brug for kirken. For kirkens påmindelse om, hvad det er, kristendommen går ud på.
Det er et paradoks uden lige og et, der både giver håb og frustration. For hvordan stole på en kirke, hvis den ledes af nogle, der er lige så uperfekte som mig – og jer?
Men det er den pointe, Jesus vil holde os fast i. Som i en skruestik. Mennesket er ikke perfekt. Mennesket er ikke Gud. Men det er elsket af Gud.
Vi er alle uperfekte, syndige. Vi er alle afhængige af Guds kærlighed og tilgivelse. Det gælder også dem, der er i kirken. Det gælder også Peter.

Læs mere

Læs videre

Du bestemmer over dine data