Klumme: Ravnen fra fremtiden
3. maj 2024

Hver morgen går vi en tur i skoven oppe bag vort hus.

Straks, vi er kommet op over bakken, rammes jeg af forundring over, at det vilde liv rækker helt herind i byen. Her går jeg under majestætiske bøgetræer som gæst i naturens vidunder. Fuglene byder mig velkommen. Et yndefuldt kor. Yndigt. Sødt. Smukt. Indtil det pludselig afbrydes af en lyd, der kradser i øregangene.

Jeg stiller mig stille og lytter til den sære lyd, mens jeg funderer over, hvordan forudseende købmænd i 1898 tilplantede en skov på dette stykke jord og gav den som en gave til byen, Aalborg.

Det er nu 126 år siden, de satte de små planter i jorden en efter en. Hvor langt frem tænkte de? Tænkte de på mig og mine børn og børnebørn? Så de mig stå her i 2024 og lytte til en lyd fra en af de mest fantastiske fugle, der findes? En fugl, der er klog og så langt oppe på rangstigen, at blot et enkelt par (heldigvis for os) har jaget en flok på flere tusinde råger på flugt? En mytologisk fugl. En fugl, der kan tale på tværs af tider og kulturer.

Ja, det er ravnen, jeg står og hører på. Den sidder i et af de få lærketræer øverst oppe. Jeg tror, det er hannen, dens stemme er dyb. I et andet lærketræ er reden. Det må være det par, vi kender. Har han et hak i vingen, er det ham, men jeg kan ikke se ham tydeligt, da han begynder at kredse over trætoppene.

Jeg kan høre biler og børn ovre i skolegården nær ved. Jeg kan se vandtårnet og andre menneskeskabte bygninger. Men det er mig, mennesket, der er på besøg. Det er ikke min skov. Det er dyrenes og planternes.

Købmændene må have tænkt på naturen og på andre generationer. De må have set livet frem for sig og ville ære det. Give glæden videre til andre end dem selv. Minde os om skaberværket. Det er en religiøs gerning at plante et træ, kommer jeg til at tænke på, mens jeg står i det, mange da også kalder Guds katedral.

Jeg tænker, det er såre simpelt. I stedet for at tale om klimakrise, kan man gøre som købmændene her gjorde for 126 år siden: Plante et træ, der giver fugleliv, så vores tipoldebørn også kan høre ravnen tale. Måske er det en takketale, den giver her til morgen?

Klummen bringes i en længerere version i den svenske avis, Sändaren, maj 2024.

PS
Og forleden mødte vi et tranepar i Rold Skov. Hvilke gaver!

Læs videre

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Åbningstale: Kirsten Klein viser os, at vi er bundet til landskabet.

Da jeg mødte Kirsten Klein for første gang, talte vi om, hvor hendes billeder kommer fra.”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede hun. Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro. "Jeg beder ikke," sagde hun."Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Læs mere

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Kronik i Kristeligt Dagblad: Kirken skal tale med om oplevelser

Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig, som jeg beretter i "Jeg mødte Jesus".Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.

Læs mere

Jeg mødte Jesus
10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

10 år senere: De fleste var bange for, at jeg blev stenet

De eneste to, der syntes, det var en god idé at udgive min første bog, var min mand og min redaktør. Alle andre rådede mig til at tie. De forudså hån og stening eller i mildeste fald tavshed og bortvendte rygge. En chef mente, at jeg ikke kunne fortsætte i mit job som journalist. Hun fik andet job inden udgivelsen, jeg fortsatte i min stilling, men hvorfor al den angst? Hvad var dog så grænseoverskridende i min debutbog, at det kunne have kostet mig mit job, min anseelse, min familie, vennerne? Og skete det?

Læs mere

Læs videre