fbpx
NY BOG: Skriv lidt hver dag – i selskab med Nordens smukkeste malerier
17. november 2023

Skønhed, taknemmelighed og refleksion – hver dag i 2024

Så har jeg skrevet en ny bog: “Troens almanak 2024″.

Den er først og fremmest smuk og et resultatet af et tæt samarbejde med redaktør Pernille Follmann Ballebye.

Bogen er en brugsbog, tænkt som en hjælp til en god vane: Hver dag at sætte lidt tid af til at reflektere over, hvad du har haft at være taknemmelig over netop denne dag.

I bogen, der er smukt tilrettelagt med kunstværker af især kvindelige kunstnere, der afspejler mit nordiske tilhørsforhold, er der plads til, at du som læser hver dag kan notere egne tanker og refleksioner.

Jeg har tillige fundet digte og citater, salmevers og bibeltekster, der (forhåbentlig) kan sætte en personlig og nærværende ramme omkring dagligdagene og højtiderne. Nogle af teksterne har jeg selv skrevet til inspiration. I dem reflekterer jeg især over mit ståsted i verden og i Norden, og over de generationer, der var før, og som vil komme efter. Jeg skriver om at være mor og troende og også barnebarn til en hjemmegående mormor, der var en del af en generation, som ikke fik de samme muligheder og friheder som mig selv.

Bogen kan købes på forlagets hjemmeside her.

 

Læs videre

Augustdage: Skriveskole i København

Augustdage: Skriveskole i København

Når de har taget livet af sig. Skriveskole til efterladte kolleger, kammerater og pårørende.

“Det er forskelligt, hvordan vi reagerer og hvornår, men der er stor hjælp at hente i andres erfaringer med at leve som efterladt. Alene det at læse, at jeg ikke er alene med den slags sorg og smerte er en lettelse for mig."

Sådan siger journalist og forfatter Charlotte Rørth. Hendes yngste søn tog for ni år siden sit eget liv i en alder af 22. Hun fik selv hjælp af at skrive, så nu afholder hun skriveskole for andre, der har mistet til selvmord.

Til august holder hun en intensiv fire dages skriveskole for højst 12 deltagere i København fra torsdag til søndag 22.-25. august, hver dag 9.30-15.

Kurset er arrangeret i samarbejde med Natkirken, Vor Frue kirke.

Læs mere

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Læs videre