fbpx
Augustdage: Skriveskole i København
12. april 2024

Når de har taget livet af sig. Skriveskole til efterladte kolleger, kammerater og pårørende.

“Det er forskelligt, hvordan vi reagerer og hvornår, men der er stor hjælp at hente i andres erfaringer med at leve som efterladt. Alene det at læse, at jeg ikke er alene med den slags sorg og smerte er en lettelse for mig.”

Sådan siger journalist og forfatter Charlotte Rørth. Hendes yngste søn tog for ni år siden sit eget liv i en alder af 22. Hun fik selv hjælp af at skrive, så nu afholder hun skriveskole for andre, der har mistet til selvmord.

Til august holder hun en intensiv fire dages skriveskole for højst 12 deltagere i København fra torsdag til søndag 22.-25. august, hver dag 9.30-15.

Kurset er arrangeret i samarbejde med Natkirken, Vor Frue kirke.

Prisen vil være 600 kr. inklusiv kaffe, the og frokost.

Skriveskolen er åben for alle, der har mistet til selvmord, om det er en nær elsket, en ven eller kollega og uanset, hvor længe det er siden.

Man skal selv medbringe en bærbar computer og have mod på at skrive og på at blive læst.

“Jeg er sikker på, at fællesskabet i skriveskolen vil gøre godt for os, der sidder der, men også på sigt for andre, der læser teksterne,” siger Charlotte Rørth og understreger, at det vil være en tryg gruppe, hvor der tales sammen i fortrolighed.

Meld dig til ved at skrive lidt om, hvorfor du gerne vil være med samt dit navn og adresse og mail det til charlotte.roerth@icloud.com

Der er også skriveskole i Aalborg otte lørdage fra september, hvor man kan komme på venteliste.
Læs mere om den i denne artikel her på hjemmesiden.

Foto: Dylan Gillis/Unsplash

Læs videre

Klumme: Ravnen fra fremtiden

Klumme: Ravnen fra fremtiden

Hver morgen går vi en tur i skoven oppe bag vort hus.

Straks, vi er kommet op over bakken, rammes jeg af forundring over, at det vilde liv rækker helt herind i byen. Her går jeg under majestætiske bøgetræer som gæst i naturens vidunder. Fuglene byder mig velkommen. Et yndefuldt kor. Yndigt. Sødt. Smukt. Indtil det pludselig afbrydes af en lyd, der kradser i øregangene.

Jeg stiller mig stille og lytter til den sære lyd, mens jeg funderer over, hvordan forudseende købmænd i 1898 tilplantede en skov på dette stykke jord og gav den som en gave til byen, Aalborg.

Det er nu 126 år siden, de satte de små planter i jorden en efter en. Hvor langt frem tænkte de? Tænkte de på mig og mine børn og børnebørn? Så de mig stå her i 2024?

Læs mere

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Læs videre