fbpx
“Med rank ryg” udkommer 12.maj
20. april 2021

Forsidefoto: Marie Hald

Kan man være journalist, sorgfuld, tænksom og lattermild og samtidig både kvinde og kristen anno 2021?

Ja.

Bibelselskabets Forlag udgiver 12. maj min fjerde bog, “Med rank ryg. Om tro og moderskab” og giver den disse ord med på vejen:

“En rå og tankevækkende bog om at være kvinde og troende i dag. Ærligt fortæller Charlotte Rørth om sit liv. Om overgreb, om at føde børn, være mor, miste sin søn og en dag at vove at læse i Bibelen med sit helt eget blik. Der finder hun – uventet for hende selv – at selve kernen i kristendommen giver hende styrke. Styrke til at leve med rank ryg.

Bogens personlige fortælling rækker ud til aktuelle debatter om køn og ligeværd. Vi har brug for et sprog, der tager troen og kroppen alvorligt, argumenterer forfatteren, når hun peger på kristendommen som et fælles ståsted for gensidig respekt.

En smertefuld bog fuld af håb.”

Danmarks stærkeste portrætfotograf, Marie Hald, valgte at bruge tid på at fotografere mig til forsiden.

Jeg har fulgt hende gennem flere år og har været imponeret af hendes evne til at fange styrken i det enkelte menneske, der ofte er alene på hendes fotografier, men altid har et rum i sig selv, som Marie formår at finde frem til og vise for andre.

Det er en kunst, der kræver både fotografisk og menneskelig kunnen. Det har Marie.

Hun gør det ikke muligt for mig hverken at skjule min sorg eller min livsvilje. Hun viser min samtidighed, at jeg lever i dyb smerte og stor glæde, og at jeg gør det hele tiden.

Vi mødtes i Københavns domkirke, Vor Frue, foran Bertel Thorvaldsens Jesus-statue. Et sted, der for så mange af os er et særligt styrkende sted.

Jeg er meget taknemmelig for, at biskoppen over København, Peter Skov-Jakobsen, sagde ja til, at vi måtte være i kirkens rum.

Min tro er med mig allevegne, selvfølgelig er den det, men for mig betyder et smukt rum, at jeg løfter blikket, at jeg ranker ryggen.

Læs videre

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Guide: Hvad siger man lige, når en eller anden har mærket Gud?

Efter, jeg havde holdt foredrag i Vor Frue Kirke i Svendborg forleden aften, trak en af præsterne, Gitte Meyer Jørgensen, mig til side og fortalte, at mange mennesker er kommet til hende efter at have haft møder med engle, set et syn med Jesus, hørt Guds stemme, sanset et guddommeligt nærvær, følt sig omkranset af lyst og meget andet.
Nu ville hun gerne tale med mig om, hvad hun skulle sige til dem?
Mennesker har altid haft religiøse oplevelser, og altid er de gået til præster med dem. Det gjorde jeg selv. Hun rådgav mig eminent, men siden har jeg gang på gang erfaret, at mange præster ikke føler sig klædt på til den del af opgaven.
Det undrer mig stadig, for Bibelen er fuld af oplevelser. Og den er fuld af vejledning i, hvordan man skal rådgive til at leve med dem og lade dem få den forrygende forandringskraft, de har. Min korte vejledning bygget på lige dele praksis og bibellæsning falder i syv trin.

Læs mere

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

Forstår vi, hvad han viser os: Ikke kun kønsroller, men også kønsroller

"I kender fortællingerne. Gang på gang forsvarer Jesus en enkelt kvinde, ofte en synderinde, overfor en gruppe af mænd. Hvorfor?"
Sådan spurgte jeg i søndags, da jeg prædikede i Oslo, og sådan er der blevet spurgt overalt lige siden, evangelierne udkom. Også før.

"Fortællingerne må have været sket, som de er skrevet, for det har været helt og aldeles uforståeligt og revolutionerende, at en mand dengang forsvarede en syndig kvinde," sagde jeg fra prædikestolen i Misjonskirken.

Jeg var invitereret til en samtale med præst Erik Andreassen og til at prædike ud fra fortællingen om den dag, en kvinde gik hen til Jesus, mens han skulle til at spise sammen med andre mænd. Hun giver sig til at vaske hans fødder i sine tårer og tørre dem med sit hår, og han lader hende gøre det. Det må have taget en rum tid, og imens sidder mændene bare der og ser på.

"Hvorfor beskæftiger Jesus sig med de synderinder? Havde han ikke bedre ting at tage sig til," spurgte jeg og tillod mig at svare selv.

"Jeg ved godt, at jeg er kvinde, og at mine ord om andre kvinder let kan affejes som sød søstersolidaritet, men jeg taler faktisk ikke om kvinderne. Jeg taler om Jesus. Det handler om meget mere end kønsroller. Det handler om kristendom. Det handler om det altafgørende skridt, Jesus tager, da han sendes til verden for at gå rundt her. Det handler kristendommens kerne. Først med Jesus bliver kvinderne talt med som mennesker. Det er den store forandring, kristendommen kommer med. Det er den store forskel."

Læs hele prædiken her - eller stream den via link i teksten. 

Læs mere

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Nyhedsbrev om gamle skjorter

Hvis, du vil begynde dine morgener godt, kan du tænde for Sveriges Radio. De taler smukt og syngende og ind imellem taler nogle af mine yndlingsmennesker. Som i morges, hvor Tomas Sjödin, præst i Göteborg og forfatter til flere bøger, medvirkede.
Han og Lotta har tre sønner. To af dem er døde, men som jeg talte med ham om i min podcast, Berørth, så lever de med dem i dagligdagen, som vi gør med vores søn. Svenske, som de er, har de kludetæpper i deres hus. Det har vi også i køkkenet. En gave fra min søster, som vi ser og står på hver eneste dag.
Denne morgen i radioen fortalte Tomas om det tæppe, han også før har skrevet om, som ligger under deres lille fika-bord i køkkenet. Et tæppe, han og Lotta fik vævet af tøj, deres to sønner havde brugt. Nu var det blevet slidt. Men kan man smide det ud?  Nej.
De fik det repareret, og da de åbnede pakken med det nyvaskede og omvævede tæppe, måtte de stå side om side og se, at det nu var finere end nogensinde.
Jeg genkendte gerningen. Vi går i Frederiks tøj alle sammen. Jeg i hans sweatshirt, hans far i poloerne, hans brødre især i sportstøjet. Og jeg er ved at gøre klar til en sommerkjole i patchwork af hans og brødrenes ternede skjorter. Ja, de gamle skjorter skal komme til ære og værdighed igen.
Når jeg gør det, altså syr om og bruger arvet tøj, så gør jeg, som kvinder har gjort i århundreder. Ikke alene får vi det bedste ud af det, vi arbejder også på samme tid med vores sorg. Vi bærer de døde med os, bærer minder og sorg på samme tid.
Læs mere i den seneste udgave af mit nyhedsbrev, hvor der også er en komplet oversigt over foråret og forsommerens kurser og retræter.

Læs mere

Læs videre