fbpx

Nye veje: Kvinder på folkekloster

Jeg har i mange år været vært for kurser og retræter på Løgumkloster Refugium og er meget beæret over og glad for, at det nye forstanderpar – Louise Højlund Franklin, senest sognepræst i Aarhus, og Peter Højliund Franklin, før dette rektor på Niels Steensens Gymnasium – beder mig med ind i den store forvandling, de sætter i gang. Måske skal det snarere kaldes en forankring?

Læs her, hvad de selv skriver:

Refugiet i Løgumkloster har dybe rødder i den cisterciensiske klostertradition, er tæt forbundet med folkekirken og præget af den grundtvigske folkehøjskole. Sagt med andre ord: Løgumkloster Refugium er et folkekloster. I foråret 2024 undersøger vi, hvad det vil sige.
I foråret 2024 inviterer vi dig derfor til at gå med i folkekloster. Længes du efter noget, men ved ikke hvad? Savner du fordybelse og inspiration til dit liv? Er du nysgerrig på om retræte er noget for dig? KOM! Vi går sammen. Vi trækker os tilbage i Kloster – ikke for at blive forkælet (det bliver man dog altid her med skønhed og god mad) – men for at komme et andet sted hen.
Dagsrytmen vil være præget af lige dele ro, tid og fordybelse samt oplæg, samtaler og refleksion. Vi begynder og slutter i verdens smukkeste rum, kapitelsalen. Vi bruger naturen, kroppen og stilheden. Og skaber nye forbindelser.
Løgumkloster Refugium er et folkekloster i grænselandet. Begrebet ”grænseland” refererer til refugiets placering i det skønne Sønderjylland på grænsen til Tyskland og resten af Europa. Men også til det at Refugiet også er for dig, der står i et grænseland. Måske i overgangen til en ny alder eller livssituation. Måske efter et stress-forløb – eller ikke vil derhen! Det er et sted for dig, der er søgende efter nye indsigter, mere ånd. Dig, der vil et nyt sted hen med dit lederskab eller din undervisning. Dig, der har brug for at hele. Dig, der vil fordybe dig.
Klosteret ligger der. Folket er os. Vi er begyndt – og vi håber du vil være med – på vejen mod et improviserende, skabende, helende folkekloster. Et sted for krop og ånd. Håb og handling.

Klosterdage – Kvinderne
I weekenden omkring 8. marts inviteres der til klosterdage på kvindernes dag. Ikke for at kæmpe, men for at være sammen, tale nært, undersøge hvad det betyder at være kvinde i dag. Og finde ud af, hvilken vej vi skal gå. Dagene består af sange, fordybelse, kvinderitual, vandring, meditation og nære samtaler om fødsel, liv og død, blod og vand, og hvad der nu hører kvindelivet til. Kom og find inspiration, kraft og retning!
Medvirkende: Charlotte Rørth, journalist og retræteleder; Louise Franklin Højlund, præst og forstander; Liselotte Hornemann Kragh, teolog og religionshistoriker.

Detaljeret program kommer senere.
Følg med på refugiets hjemmeside her.