“Det er godt, at du er til”
En dag skrev Randi M. Vilberg, soknediakon ved kirkerne i Nittedal således til mig:
I flere år har vi i kirken var medarrangør av Verdensdagen for psykisk helse i Nittedal. Kommune, Mental helse, kulturhus og kirke o.a. i skjønn forening. Det er et flott samarbeid! I kirken har vi hatt et kveldsarrangement den dagen, hvor vi har invitert personer med sine sterke historier. Hvordan leve videre etter ulykker, etter livstruende sykdom, for å nevne noe. Arrangementet i kirken er for alle, enten de er kirkegjengere eller ei.
For noen uker siden kom tanken for meg – om det lot seg gjøre å invitere deg.
Jeg synes selv det var en litt dristig tanke…
Å, så tenker jeg på alle de mødre (og fedre) jeg har fått fulgt et stykke av veien videre – i nær 25 år med sorgoppfølging. Jeg tenker at det å miste barn, uansett alder, er noe av det tyngste som er. – Jeg kjenner en samstemmighet med det «din» prest sa til deg: «Det blir ikke noe bedre».
Og jeg kjenner en samstemmighet med det du skriver om mørke og lys; «Jeg tenker lys og mørke er inni meg – begge deler – hele tiden.» Mørket er ikke kun mørke.
Mandag 10.oktober er jeg derfor med ved Verdensdagen i Nittedal ved Oslo, der i år handler om gode fællesskaber.
Jeg vil tale ud fra dette:
Da Charlotte Rørth mistede sin søn, begyndte et liv med det dybeste mørke, som hun bærer med sig. Samtidig er hun glad og har lys i livet. Netop samtidigheden blev hendes vej til at overleve. Men hvordan gør man det? Kan man lære andre at leve sådan med sygdom, sorg og smerter? Og hvor meget har det med andres omsorg og ens egen tro at gøre? Mød den danske forfatter og bliv overrasket over, hvor konkret en forskel, vi kan gøre for hinanden. Om vi tror eller ej.
