Welcome
– good to see you
News and posts
Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke
Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.
Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte
Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.
Helligåndens hjælpere: Alle har en
I pinsen fejres Helligånden, der kom til os, og kirken, der samler os, men i Terndrup fejrede vi også Åndens hjælpere, englene.
Minikonfirmanderne sang og spillede med i min prædiken, som jeg sluttede af med at citere fra bogen “Alle mennesker han en engel” af Anselm Grün, en af Tysklands mest kendte forfattere, ledelsesteoretikere og abbed. Han mener, at selv om man ikke tror på dem, kan man bare lade som om og se, hvad der sker …. For, som han slutter bogen af med: “Anerkender vi, at engle findes som dem, der formidler Guds lægende og kærlige nærhed, kan vi bedre finde ud af selv at blive til engle for andre.”
News and posts
Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke
Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.
Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte
Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.
Helligåndens hjælpere: Alle har en
I pinsen fejres Helligånden, der kom til os, og kirken, der samler os, men i Terndrup fejrede vi også Åndens hjælpere, englene.
Minikonfirmanderne sang og spillede med i min prædiken, som jeg sluttede af med at citere fra bogen “Alle mennesker han en engel” af Anselm Grün, en af Tysklands mest kendte forfattere, ledelsesteoretikere og abbed. Han mener, at selv om man ikke tror på dem, kan man bare lade som om og se, hvad der sker …. For, som han slutter bogen af med: “Anerkender vi, at engle findes som dem, der formidler Guds lægende og kærlige nærhed, kan vi bedre finde ud af selv at blive til engle for andre.”
Books
