Belief on Screen: Introducerer “Miraklet i Lourdes”

Belief on Screen

Har du nogensinde set den svenske version af ’Ordet’? Eller hvad med nyligt afdøde Frederick Wisemans dokumentar om et anglikansk benediktinerkloster i USAs Midtvesten? Fra den 24. til den 26. september stiller vi skarpt på kristendommens indflydelse på filmhistorien, når festivalen Belief on Screen indtager Cinematekets sale.

Som den britiske filmhistoriker Mark Le Fanu har udtalt, har filmkunsten – modsat de fleste andre kunstarter – ingen religiøse rødder. Derimod er den et produkt af vores egen moderne tidsalder. Alligevel beskæftiger flere af filmhistoriens absolutte hovedværker sig med tro og religion.

Især kristendommen har – som religion og forestillingsverden – influeret nogle af de mest originale filmskabere. Tænk bare på Carl Th. Dreyer, Luis Buñuel og Pier Paolo Pasolini. Eller Ingmar Bergman, Andrej Tarkovskij og Martin Scorsese. For bare at nævne nogle af de mest åbenlyse navne.

Med denne serie er ambitionen at bruge kristendommen som en indfaldsvinkel til at gå på genopdagelse i filmhistorien. Udvalget er foretaget med henblik på at bringe forskellige perspektiver i spil på tværs af årtier, landegrænser og religiøse ståsteder, ligesom vi er gået uden om titler, der allerede er blevet vist mange gange før i Cinemateket. Filmene forholder sig skiftevis fascineret, undrende og kritisk til kristendommen, men fælles for dem alle er en villighed til at engagere sig med tro og religion.

Programmet præsenteres som en del af film- og tv-festivalen Belief on Screen, der hvert tredje år bliver afholdt i en ny europæisk storby. Festivalen er blevet til i partnerskab med WACC (World Association for Christian Communication), SIGNIS (World Catholic Association for Communication), Københavns Stift, Danmarks Radio, Det Danske Filminstitut, Den katolske Kirke i Danmark, Hedaa Holding samt Danske Kirkers Råd.

NB! Kom gratis med til åbningen af festivalen onsdag den 23. september, der bliver markeret med en særvisning af Dreyers ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ i Vor Frue Kirke kl. 19.00.

Peter Christian Rude, seriekurator
Kristian Danholm, pressechef / Københavns Stift
Ina Lindgreen, projektleder / Belief on Screen
Christoffer Emil Bruun, trosredaktør / Danmarks Radio
Sophie Engberg Sonne, programredaktør / Cinemateket

Lør. 26. sep. 16:30 vises “Miraklet i Lourdes” af Jessica Hausner, 2009, som jeg introducerer.

Læs mere her

Køb billetter her