Da jeg mødte Jesus

25. februar 2009 stod Jesus pludselig foran mig og talte i 15-20 minutter i et sprog, jeg ikke forstod. Han stod på en grusvej i en dal i år nogle og tredive, var rank og klædt i en blå kjortel og så på mig, som om han kendte mig. Som om, det var godt, at jeg er til, bare fordi jeg er til. Ikke, fordi jeg var eller er noget særligt, har gjort noget særligt eller skal gøre noget særligt. Det er bare godt, at jeg er til, fordi jeg er til. Som det er godt, at alle er til. Kan vi andre se på hinanden med det blik?