Johannesevangeliet 20,1-18:
“Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven.  Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.«  Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven.  De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind.  Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv.  Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede.  Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.  Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne.  De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.«  Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.  Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.«  Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester.  Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.«  Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.” 

Det er den sidste dag i påsken i dag. Påsken er kirkens vigtigste højtid. Jo, det er vigtigt, at Jesus blev født, men det mest bemærkelsesværdige ved ham er, at han genopstår. Det er det vi fejrede i går – og fortsætter med i dag.
Igår læste jeg om de to kvinder, der gik ud til Jesu grav, som det står beskrevet i Matthæusevangeliet. Lige nu har jeg læst om den samme morgen, som den beskrives i Johannesevangeliet, hvor det kun er Maria Magdalene, der er derude – den kvindelige discipel vi hører mest om i Bibelen, men som der ikke står ret meget om i de andre evangelier.
Det er en vigtig pointe i kristendommen, at der er hele fire evangelier om Jesus. Der er ikke kun én fortælling, som er den rigtige. Evangelierne har en del tilfælles, men de er også meget forskellige. De giver forskellige perspektiver på Jesus. Tvinger os til at se, at man ikke kun kan se på Jesus på én måde. 

Vi kan ikke få ret i Jesus

Derfor har jeg det også svært med de romaner og film, der er lavet over Jesu liv. Jesus kan ikke kun fremstilles på én måde. Lige, som man tror, at nu har man lært Jesus fuldt ud at kende, læser man videre i det næste evangelium, og så er han pludselig anderledes.
Selve det urolige i billedet af Jesus er vigtigt i kristendommen. Vi kan ikke nagle ham fast som på korset og sige, sådan er Jesus. Vi kan ikke få ret i Gud, plejer jeg at sige, men vi kan heller ikke få ret i Jesus, det sørger Bibelen for. Så læs de fire evangelier og bliv forvirret på et højere plan. Ja. Lær dig selv ikke at tro, at du kan den eneste sandhed. Forstå, at kristendommen prøver at lære dig at tænke og fundere.  Der står om opstandelsen flere steder, men der står ikke det samme. Der står forskelligt om, hvordan Jesus ser ud, både inden han farer til himmels og bagefter, hvor han blandt andet manifesterer sig for Paulus som en stemme flere år efter sin død. Paulus, der derefter går i gang med at skrive om Jesus og udformer det fleste af vores kristne grundtekster. 

Altid flere perspektiver

At læse i Bibelen og deri konstatere, at man ikke får et enkelt og ligetil svar, er en af de store udfordringer ved at være kristen. Kristendommen er ikke en lovreligion – den er et evangelium – et ord, der betyder glædeligt budskab – budskabet om Jesu opstandelse.
Vores tro byder os at tænke os om og sætte flere forskellige perspektiver i spil. Ikke kun rette os efter en enkelt lov. Det er også det, vores højtider – som påsken er til for. Også vores høj-messer, som gudstjenesterne på søndage – og helligdags formiddage hedder. Som i dag.
Vi går op på højen. Løfter os op over hverdagen. Står deroppe og får et overblik, får øje på noget, vi ikke så, da vi gik nede i plovfurens trummerum.
Eller ser noget ud i horisonten, vi vil sigte efter.  

Gå op på høj(tid)en og se nyt

Noget af det, jeg har prøvet at lære konfirmanderne – som jeg nu desværre snart skal sige farvel til, lige som jeg er ved at lære dem at kende – er, at det har konsekvenser at være kristen, som de jo gerne vil være, når de vælger at blive konfirmeret.
Det er fint at læse evangelierne og høre fortællinger om Jonas og hvalen, Adam og Eva og Noas ark. Det er en del af det at være kristen at læse og kende de historier, men det er jo fordi, de handler om noget vigtigt. De får os til at gå op på højen og se ud over vores liv.
Som det også sker for Maria, som vi hører om i dag. Hun går ud til Jesu grav, til grotten, hvor han ligger. Men han er der ikke. Hun bliver chokeret og ked af det. Så voldsom en forandring. Så stort et tab. Et elsket menneske er væk. Det er ikke til at bære, og hun bryder sammen og græder. Så kommer der er en mand. Hun tror, det er gartneren.
Men det er Jesus.
Hun kan ikke kende ham, men da han siger hendes navn, da hun hører hans stemme, kan hun. Som også Paulus en række år senere. Hans stemme.

Manden i havemandsskjorten

Vi brugte vores stemmer lige før, da vi sang om Maria ved graven i salmen om at møde Jesus: Hvad er det at møde den opstandne mester:  

Det er som Maria at se, han er borte,
og briste i gråd
og bede en fremmed i havemandsskjorte
om hjælp og om råd
og høre ham sige: Maria, du kære!
og svare: Rabbuni! Min elskede Herre! 

Et af ordene i det vers er mit yndlingsord. Havemandsskjorte.
Det er den, Jesus har på.
For mig er det lige præcis det, Jesus er.
En mand i en havemandsskjorte. Hvorfor?
Fordi den minder mig om, at Jesus er ude i hverdagen. Han er til stede hele tiden. Jeg er en af dem, der mærker ham fysisk det meste af tiden, cirka 30 cm bag mig til højre. Det lyder skørt for nogle, mens andre har det lige som mig. Det er så forskelligt, hvordan vi trækker Jesus med ind i vores liv.

Han er, hvor vi arbejder

Salmen, vi sang, har ni vers, og Hans Anker Jørgensen, der har skrevet den, fortalte mig for nogle år siden, hvor vi mødtes og begge skulle holde foredrag om Jesus, at han havde skrevet den nærmest lige ud af det blå i løbet af ingen tid. Han rettede så sig selv. Det var nok ikke ud af det blå, han skrev, men fordi Helligånden hjalp. Den kraft, der er lagt i os fra den første pinse.
I det andet vers skriver Hans Anker, hvor man kan møde den opstandne mester:Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme, han møder jer der! 
Det er derfor ordet havemandsskjorte er så godt. Det er en hverdagsskjorte. Sådan en skjorte som en god ven kunne have på, når han eller hun kommer forbi en kop kaffe ude i haven.
En af mine gode venner går altid i sådan en ternet skjorte.
Og er det koldt, tager han en mere på. I sidste uge, da jeg besøgte ham i Oslo, hvor han bor, havde han tre på.

At ville kirke 

Han gik på pension som lærer for især unge med Downs Syndrom for nogle år siden og besluttede sig så for, at han ville kirke. Ikke gå i kirke eller se på en kirke, men være kirke i sig selv. Han ville kirke. Så han byggede en lille hytte i kanten af skoven ved siden af det sociale boligbyggeri, hvor han bor, og hvor der er familier fra mange lande og også velstillede norske familier i parcelhusene nær ved. Der er også en børnehave. Når børnene er på tur, hilser de allesammen på ham og kender hans navn, Frode. Han har bygget stole og borde og bænke og bede og en overdækket bålplads af ting og sager, han har fundet, som andre har kasseret. Han byder på Nescafé og ristet rugbrød og varme fra bålet, og der er hele tiden flere, der sidder og taler med ham. 
Hans sted hedder undringens katedral.
Navnet står på et malet bræt oppe på en lidt vakkelvorn portal næsten ude ved stien. Mange kommer forbi i løbet af dagen for at snakke. Jeg spurgte Frode, hvad de taler om. Han svarede, at de tit vil tale om tro. Om fred. Om fremtiden. Om Jesus. Om alt, de tænker på. Men tit tro. Han har kors hængende, han selv har snedkeret eller malet. Ikke fornemme kors, men hverdagskors. Mange undrer sig over deres tro, fortalte Frode, og han prøver at fortsætte den undren og snakke med dem om, at alene det at undre sig over, hvem Jesus er, kan berige deres liv. 

Foråret skal udleves

Hans Anker skriver, at det at møde Jesus, er, som når livet det vender tilbage.
En slags forår indeni, kan man sige, et håb om den opstandelse, vi har hørt om i bibelteksten og som også gælder os, et gensyn med vores døde i en eller anden form, en ny begyndelse, et liv i et stort fællesskab af både levende og døde, måske i form af erkendelsen af, at det vigtigste mellem os er kærlighed, og kan vi leve i den, lever vi også med dem, vi elsker, som ikke er her. En abstrakt tanke. Nej. Kærlighed ved vi da godt, hvad er. Som der står i femte vers: Det er som at løftes af mægtige hænder – fra drukning i mørket til morgen blandt venner.
Det er det, vi skal udleve. Vi skal være de venner, der ikke lader nogen drukne. Det er det, vi skal trække i havemandsskjorten og gøre.
Den af de salmer, jeg holder allermest af, fordi den ikke prøver at bilde os ind, at der er en fast model for, hvordan det er at være kristen – og møde Jesus. Den har ni vers. Det er alligevel nogle stykker.
De to sidste handler især om, hvad vi skal gøre, når vi har erkendt, at vi har mødt ham, at vi ser os selv som kristne. Det er det samme, som han beder Maria Magdalene om at gøre den påskemorgen. Og hun gør det. For hun stoler på sin egen observation, sin egen oplevelse af, at det var Jesus, der stod der i havemandsskjorten, som også Paulus var sikker på, at det var Jesu stemme, han en dag hørte mange år efter Jesu død. 

At stå ved sig selv – og Jesus

Maria Magdalene møder Jesus lige efter hans korsfæstelse, inden han er opfaret til himmels, som vi har sagt i trosbekendelsen. Han møder også sine disciple og “indgyder dem Helligånden”, som der står lidt efter beskrivelsen af mødet mellem de. Helligånden, der var hos Jesus, indtil han for til himmels, sendes ned til os andre i pinsen. I følge Hans Anker er det Ånden, der siger os, hvad vi skal gøre, og indgyder mod, så den, der er bange for hån og for stening, tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening. 
Vi skal tale om troen, turde være modige og tale om tro. Vi skal gøre som Maria Magdalene, der gik hen og fortalte de andre, hvad hun havde set og hørt. Det er altså ikke nok at sidde stille med sin tro og tænke, man skal også gå hen til dem, man kender og tale om Jesus. Give forskellige perspektivet. Lytte. Og man skal hindre nogle i at drukne. 
Det kan være meget at forlange, men på den anden side kan man også bare gøre, som min ven Frode gør oppe i Oslo. Indtil nu har 549 forskellige mennesker været forbi. Inklusive mig. De mange, der kommer hver dag, taler med hinanden på kryds og tværs. Beder en smule. Smiler. Og går hjem igen – lidt gladere, vil jeg vove at sige, end da de kom. 

Tog det norske håb med hjem

De havde mødt næsten, mødt andre, erfaret, at nogle helt anderledes end dem selv er værd at tale med – nogle der kan gå med dem op på højen, så de ser noget andet. Da jeg var der, kom blandt andet den tidligere direktør for den norske sundhedsstyrelse, en ung diakonstuderende og en mangeårig alkoholiker, der aldrig kommer efter 14, for da er han for fuld.
Jeg tog meget med mig hjem fra besøget. Ikke en skjorte, men et håb for fremtiden.
En lille norsk forårsspire midt i krig i Iran, Gaza og Ukraine, midt i den rå retorik fra valgkampen om mennesker, der skal sendes ud af Danmark, midt i hjerteløshedens, som de hjemløse konfirmanderne og jeg gik med i Aalborg, mødes af, midt i ensomheden blandt alt for mange af os, unge som gamle – midt i alt det er der et håb – for der sidder en pensionist og drikker Nescafé og snakker om Jesus – i en havemandsskjorte. 

For det vil vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.”