Højmesse i Terndrup Kirke 28. juni 2026, fjerde søndag efter Trinitatis.

Læsning af Matthæusevangeliet 5,43-48:
I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Moralprædiken eller ej

Nydøbte Aksel Jensen er fuldkommen. Han er, fuldkommen som han skal være. Helt og aldeles. Det er de små. Det synes vi vist allesammen, og hvor er det godt at blive mindet om, at vi mennesker faktisk er fuldkommen, som vi skal være.

For det er egentlig det, Jesus siger til os i dag, selv om han pakker det ind i noget, der kan lyde som en moralprædiken.

Det, jeg lige læste højt, er en del af det, der kaldes bjergprædikenen, som er en tale, Jesus holder oppe på er bjerg for sine disciple og andre tilhørere. Jeg forestiller mig, at han står op, mens de andre sidder længere nede af bakken og ved siden af ham. Måske står han på en stor sten eller et klippefremspring. Sådan males det i al fald tit. Det er en vigtig tale, en vigtig prædiken, og derfor holdes den på et bjerg, ligesom det også er på et bjerg, at Moses holder sin tale om de ti bud, han fik af Gud på stentavler.

Men der er meget stor forskel på, hvad Gud gør sammen med Moses, og hvad Gud gør sammen med Jesus.

Regler i stedet for sten

Gud taler til Moses og giver ham de ti bud, de ti love, menneskene i følge Gud skulle holde.

Jesus holder selv sin bjergprædiken, hvor han taler om alt det, Gud har sendt ham ned på jorden for at vise. Jesus taler ikke om en række love, vi skal overholde. Han taler i et evangelium, det betyder et glædeligt budskab. Selve det, at Gud sender sin søn ind til os – som os – er en del af det glædelige budskab. Gud vil os så gerne, at han gør sin søn til en af os. Han vil vise os, at han kender os og lader sin søn kende alle omkring sig og lader ham erfare meget af alt det, andre mennesker erfarer – også at dø, som vi alle skal dø.

Bjergprædikenen er ikke stentavler med bud, med regler, men er en lang liste med måder at være i verden på, som fører til, at vi mennesker bliver bedre mennesker – overfor hinanden, overfor os selv og overfor Gud.

Det er i bjergprædikenen, man finder meget af det, vi går og retter os efter til daglig. For eksempel det, der kaldes den gyldne regel: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Og så også dette med, at vi skal elske vores fjender.

Det er ikke love, men det er faktisk meget sværere at overholde end love, bud, der siger, at du ikke må slå ihjel eller stjæle.

Større og større krav fra Gud

Gud har skærpet sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.

Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør. Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.

Gud stiller større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig. Til selv at tage ansvar og ikke blot rette sig efter regler. Gud regner med, at vi vil tage vores liv alvorligt. Gud viser mennesket stor tillid.

I kan godt, siger Gud gennem Jesus, I kan godt være bedre mennesker – endda bedre end I måske selv tror.

Kan man elske sine fjender

Nogle kan mene, at det er helt umuligt at gøre det, Jesus beder om. Og at han siger det, for at vi skal gå i kirke, erklære os syndige og bede om syndsforladelse. Men det er ikke det, Jesus viser og siger. Jesus vandrer rundt og taler med dem, der kaldes syndere. Han viser, at de også er mennesker og viser dermed, at alle også er syndere. Ingen er fuldkommen. Vi synder alle. Ingen kan sige sig fri. Dermed har ingen heller ret til at dømme andre.

Vi er alle syndere. Men, hvorfor siger han så: “Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

Det lyder absurd. Men det er enkelt og logisk. Hvis vi allesammen er fuldkommen overbeviste om, at vi alle er elskede af Gud, så er der slet ikke behov for love. Er vi opfyldt af kærlighed til og fra Gud og hinanden, så vil der ikke være had og krig og misundelse og alt mulig andet ondt.

Hvis vi lod os være fuldkomne som Gud, der jo er fuldkommen kærlighed, så ville vi elske vores fjender – eller rettere, vi ville ikke have nogle.

Ja, det lyder absurd, men det er ikke desto mindre det, kristendommen går ud på. Gud tror på, at vi mennesker vil rette os efter Jesus. Derfor sender Gud ham herned. Sin søn. Det mest dyrebare. Han sendes ned til os for at vise os, at vi er dyrebare for Gud. Og Gud tror, vi forstår det. Sådan må vi tænke.

Gud tror, vi kan

Vi er ikke perfekte. Men Gud tror på os, på at vi kan gøre det bedre. Derfor stilles der store krav til os. Kristendommen er ikke en blød religion fyldt med ene kram. Den kræver et benhårdt opgør med ens egen ret til at få ret. Med ens skråsikre opfattelse af, hvad andre skal og bør gøre. Med ens billede af, hvem andre er.

Jesus selv er Gud. Vi er ikke som ham. Men vi kan lære af ham. Så vidt muligt efterfølge ham.

Tanken om, at Gud ser ethvert menneske som fuldkomment, var lige så revolutionerende dengang som nu. Selv om vi i dag har hørt om det menneskesyn i omtrent 2000 år, så er det langt fra gennemført her på jorden. Meget er blevet bedre mellem mennesker verden over i den tid, men meget står tilbage at forbedre. Også i os selv. Det ved vi.

Men nu ved vi desuden, at Gud tror på os, har tillid til os, regner med, at vi kan blive til mennesker, der handler mere og mere som Jesus viser os. Den tillid giver os kræfter til at gøre det gode. Der er en, der tror på os.

Det kan vi minde hinanden om. Vi kan give hinanden mulighed for at blive set på med et kærlighedens blik. Vi kan se på os selv med et. Se på børnene. Se på nydøbte Aksel. At møde andre med kærlighed, fuldkommen, som Gud ser på os, er det, Jesus kræver af os. Det er et stort krav. Men vi kan godt. Det siger Guds søn selv.

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”