Der skal prædikes over Markusevangeliet kapitel 4, vers 6-32:
”Jesus sagde: »Med Guds kongerige er det på samme måde som med en bonde, der har sået korn på sin mark. Dagene går. Han står op og går i seng, og kornet spirer og vokser op, uden at han ved hvordan. Jorden giver afgrøde af sig selv. Først kommer der et græsstrå, så et kornaks, og til sidst kommer der modne kerner på kornakset. Så snart kornet er modent, er det tid til, at bonden går i gang med at høste.
Hvordan kan vi ellers beskrive Guds kongerige? Hvilken sammenligning kan vi bruge?« fortsatte han. »Sennepsfrøet er et godt billede. Når det bliver sået i jorden, er det det mindste af alle frø, men når det vokser op, bliver sennepsplanten større end alle andre planter og får så store grene, at himlens fugle kan komme og bygge rede i skyggen.«”
Prædiken: Gudsriget er vores liv med hinanden
”Der er det særlige ved Jesu forklaring om, hvad Gudsriget er for noget, at han bruger noget levende til at beskrive det. Frø, der sås, spirer nede i mørket, uden at vi ser det, dukker frem af jorden, strækker sig mod lyset, bliver store, modner, høstes. Og så sås der i jorden igen. Og igen. De vokser og gror, uden at vi ved hvordan. Og høstes igen og igen. Hvert eneste år, måske flere gange om året.
Gudsriget forandrer sig hele tiden. Jesus beskriver ikke Gudsriget som noget, der har en fast størrelse og ser ud på en bestemt måde og er et helt andet sted. Jesus fortæller ikke om et himmerige, vi en dag kommer hen til med pomp og pragt og lutter lykke. Det er ikke det billede, han maler for os. Tværtimod. Jesus beskriver Gudsriget som vores liv sammen med Gud, noget, der sker nu og her og hele tiden forandrer sig.
Han sammenligner Gudsriget med en helt almindelig slags frø, der blev sået overalt der, hvor han levede dengang. Gudsriget er vores daglige liv sammen med Gud. Det er det store, fine ord for det, vi går og gør i troen til hverdag igen og igen. Året rundt. Vores liv med Gud.
Et liv i forandring, et liv i live, som jeg læser det.
Vi ved ikke helt,hvad Jesus mener
Men.
Ingen kan med 100 procents sikkerhed sige, hvad Jesus mener. Han sørger altid for at fortælle på en måde, så det er umuligt at få definitivt ret. Vi kan kun tale og tænke over de forskellige muligheder. Der er ikke et klart facit.
Jeg tror, det er meningen, at vi skal mindes om, at vi skal tale sammen om det fremfor, at det gælder om at en af os får ret.
Sennepsfrøet er et meget godt eksempel på Jesus´ måde at opdrage os til ikke at tro, at der findes ét rigtigt svar.
Og nu får I en lille lektion i botanik.
To slags sennepsfrø
Der fandtes nemlig flere slags sennepsfrø dengang. Den sorte slags, brassica negra, var meget udbredt, fordi den smagte godt. Den krævede dog en del pleje og blev høj, over to meter, men ikke decideret til træer, som ”himlens fugle kan komme og bygge” reder i, som Jesus fortalte. Men var det den slags frø, Jesus mente, passer det jo fint med, at troen, livet i Gudsriget, er noget, der skal passes og plejes og kræver en indsats fra os mennesker. For eksempel ved at komme her i kirken. Eller opføre os, som vi ved, vi bør, og luge ukrudt væk og holde orden i vores bede, på vores marker.
Den anden slags frø, salvadora persica, vild persisk sennep, vokser uafhængig af mennesker. Det er en vild plante, der kan klare tørke og salt, og som har været brugt i årtusinder som tandbørster, fordi der er antibakterielle stoffer i barken. Men, har den først slået rod, er den næsten umulig at udrydde. Lidt som skvalderkål, kan man sige. Faktisk er den nærmest en invasiv art, som landmænd dengang ikke var så vilde med, fordi den bredte sig så hastigt, og de ikke kunne styre den.
Kærlighed er røde huer og alsang
Hvis det er de frø, Jesus synes, er som Gudsriget, så er det en anden fortælling. Så er Gudsriget ikke til at komme af med igen, så vokser det nærmest af sig selv, uden at mennesker kan gøre hverken fra eller til.
Gudsriget, Guds liv med os, bliver med den tolkning noget, der ikke kan styres eller holdes nede. Det bliver et vildt buskads, ikke en mark med rette linjer. Det bliver en uregerlig magt, der ikke lader sig kontrollere af dem, der ejer markerne og vil bestemme, at hvad der må vokse hvor. Troen gror over det hele. Kærligheden vokser vildt ud over de planlagte plovfurer.
Mennesker tager sig af hinanden, om de er flygtet eller uønskede eller forelsket i en, andre ikke synes om. I den slags tro sætter mennesker næstekærligheden højest, de agerer med den, stemmer med den, strikker med den – som med de røde huer, amerikanerne strikker i protest mod den føderale migrations-milits ICE pås amme måde, som nordmændene gjorde under anden verdenskrig, synger med den – som kirkerne i Minneapolis samles om, som vi gjorde det med alsang og gørher i kirken idag.
Små sennespfrø af kærlighed til dem, vi kender og ikke kender.
Frø, der vokser sig større end alt andet.
Udholder kulde, sne og is
Vi ved ikke, hvilken slags frø, Jesus mente.
Men vi kan nok regne med, at han prøver at opmuntre os til at se, at Guds rige er iblandt os, også når vi ikke selv kan se det og føler os alene og ensomme som de nøgne træer. Dets rødder rækker nedad. Ned og ind i vores hjerterod, som digteren Ole Sarvig fik os til at synge for lidt siden. Det er godt med poeter, de kan finde ord for det, der er så svært at forstå.
Ingen kan vide sig helt sikker på at forstå, hvad Jesus siger til os i dag. Det er med sikkerhed en afgørende pointe i dagens tekst. For uanset, hvilken slags frø, han tænker på, så handler historien om, at frø vokser uden, at det er mennesket, der får frøet til det. Frøet ligger nede i jorden, inde i vores hjerterod og venter, bier og tier og en dag begynder det lige så stille at bevæge sig – op af den nu frosne jord,
Vi kan hjælpe det på vej. Det ved vi alt om heroppe nordpå, hvor vi netop her på denne årstid må dække planter til, så de kan overleve. Vi ved også, at løg og frø gror under barfrost og sne.
Noget gror, uden at vi mennesker gør noget. Det er det, Jesus fortæller os. Gudsriget spirer. Uanset hvilken slags sennepsfrø, så spirer de – i det mindste nogle af dem. Og vi kan hjælpe dem på vej – passe på de små planter.
Det onde spirer også
Ukrudtet spirer også. Det onde. Det ved vi. De erfaringer har vi også. Vi ser det onde brede sig. Ser landes ledere invadere andre lande. I Europa, i Sydamerika, i Mellemøsten, Fjernøsten. Vi skal ikke lukke øjnene. Vi skal kæmpe imod med det, Jesus lærer os. Ikke ved at sætte ondt mod ondt, men ved at få det gode til at spire.
Og, uanset hvad, så lover Jesus os med denne dags fortælling, at Gudsriget gror. Hele tiden. Hvert år. Hvert forår.
Det Gudsrige, der er lige her. I de marker, vi næsten kan se her fra kirken, og i den hverdag, vi alle lever med andre mennesker. Alt er skabt, uden at vi har gjort noget, men det er os, der kan – og skal – sørge for at hjælpe liv på vej.
Vi skal sørge for kloden, for kærligheden. Den kærlighed, Gud har skabt os i og med. Den kærlighed, der har det i sin natur at vokse.
Vi kan hjælpe til ved at holde fast i eller ved at begynde at tænke over, at Gudsriget er her og er den måde, vi er sammen på. Gør vi det, så vil vi se på verden og hinanden på en anden måde. Det gør noget ved os at fundere over, at vi er skabt af Gud.
Tænk, at vintergækker findes
At jeg er, du er, vi er, også dem, vi ikke kan lide og dem, vi har mistet og dem, der ikke er født endnu.
Alle er skabt af Gud. Livet er sat i værk af Gud. Det er Gud, der ”danner lys og skaber mørke”, som provsten læste fra Det Gamle Testamente tidligere i gudstjenesten. ”Det er mig, der har frembragt jorden og skabt menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud”, sagde Gud ifølge profeten Esajas for mange tusinde år siden. ”Mine hænder har spændt himlen ud.”
Det hele er ikke en stor tilfældighed.
Gud vil gerne, at vi findes.
Ved at tænke på det, vokser vi, vi ranker ryggen, vores hjerter bliver større. Vi fyldes af forundring. Hvor stort, at vi er her. At vintergækker findes. At de er så smukke. Hvordan kan det dog være? Vi undres.
Forundringen har et navn
Den forundring har et navn, og det er Gud. Det er Gud, der har spændt himlen ud og sørget for livet. Det er Gud, der ser med nådens blik på alt det, Gud selv har skabt. Fra sennepsfrø til menneskebørn.
I alt liv ligger den kærlighed, Gud har skabt livet med og i. Deri ligger det håb, vi ser i lyset i de stadigt vinterkolde dage. Alt liv tænder den undren i os, som er selve troen, selve Gudsriget, den taknemmelige forundring over, at vi er til. At vintergækkerne er til.
Dén forundring skal vi passe og pleje, gøde jorden for, vande og pusle om, nyde og få til at spire og gro og blive flere meter høj hver eneste dag. Det skal vi gøre sammen, os, der er her i dag, og dem, vi sammen med i morgen, og atter andre i overmorgen. Alle er vi under den himmel. Den, Guds hænder har spændt ud.
For det vil vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen. ”
