Manus til min prædiken påskedag i St. Brøndum Kirke. Jeg holdt mig ikke strikt til teksten, men næsten.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: “Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.  Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«  Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.”  

Det er påskemorgen i dag. Og lad os lige lade som om, vi går med de to kvinder den morgen lige efter, Jesus er død. De skal ud til den grotte, hvor han er blevet lagt, da han var taget ned af korset. Det plejede man at gøre, det var køligt inde i grotterne, og så kunne kvinderne komme og derinde stå og gøre liget i stand. Salve det med olier og give liget pænt tøj på, som vi også gør. Men de da to kvinder kommer ud til indgangen til grotten, sker der noget helt utroligt. Der kommer et jordskælv, og pludselig kommer en engel ned oppe fra himlen, og han så ud som lynild, altså som lynene, der farer hen over himlen. Det er ikke så sært, at både de og vagterne blev bange.

Bliver de beroliget?

Men englen skynder sig at sige noget for at berolige dem. Han siger, at Jesus slet ikke er i graven, men er opstået. Jeg tror ikke, det ligefrem beroligede dem. De ville jo ud til Jesus, og de har selv set, at han døde på korset. Og så siger englen, at han er opstået. 

Det er umuligt at forstå, at han bare skulle være stået op og skubbet den store sten foran grotten til side og gået ud. Men det er det, englen siger. Han siger endda, hvilken vej, Jesus er gået. Han er gået i forvejen derhen, hvor de også er på vej hen. Til Galilæa. Lige der, hvor de bor. Hvor de lever til daglig. Det er der, han er nu. Der, hvor vi lever til daglig.  

Hvad er det dog for en vild fortælling, og hvorfor bliver de to kvinder glade – ja, hvorfor bliver jeg glad af at høre om det? Hvorfor står der så mange steder i Bibelen om, at det vækker jubel, når Jesus Kristus åbenbares, altså når han står op fra de døde, som jeg læste lige før, og vi har sunget i alle salmerne med alle deres store ord i dag, og jeg også allerførst i gudstjenesten læste fra den ældste tekst i dag, den fra det gamle testamente om, at “Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den.” 

Hold da op en masse glæde.  

Vi kan ikke forstå det

Men det er også vildt. At Jesus døde og derefter gik ud af graven. Selv.  

Hvorfor er det ikke bare en vanvittig filmfortælling fra Hollywood eller et eventyr af brødrene Grimm eller H.C. Andersen? Sådan noget underholdning, man ikke kan tro på? Lige lovlig fantasifuldt. Det kan da ikke passe. Jo, det kan det.  

Det er sådan, det er. Men forstå det, det kan vi ikke, og det er en god del af pointen. I op mod 10.000 år har mennesket fortalt hinanden historier om Gud, efter nogle årtusinder begyndte man at skrive dem ned. Det, folk havde set og oplevet, og det, de kunne give videre til hinanden som fortællinger om at være menneske. Hvordan lever man, så andre end en selv har det godt. Hvad gør man, når nogle bliver syge og dør? Hvordan støtter man andre i sorg, hvordan deler man glæden, hvad skal der til for, at vi lever trygt og godt med hinanden? 

Gud så det og på et tidspunkt, som Gud har valgt, uden at vi ved hvorfor, vælger han at sende sin søn herned til jorden som et menneske. Det har Gud på flere måder gennem århundreder fortalt, at han vil gøre. Og for cirka 2026 år siden gjorde han det så. Jesus blev født. Så kunne vi lære mere om Gud ved at se på og lytte til Jesus – men hvorfor skulle han dø som så ung og opå den måde? Hvorfor griber Gud ikke bare ind og redder Jesus? 

Fordi han skulle genopstå, er det korte svar – men han skulle dø først, så vi ved, at Gud helt ind i knoglerne har været der, hvor vi har allermest ondt – når vi skal dø fra dem, vi elsker.  

Han skulle dø, fordi …

Han skulle dø for at vise os, at i kristendommen ikke er en religion, hvor mennesket hele tiden skal bevise sit værd og ofre til Gud for at gøre Gud tilfreds. I kristendommen er det Gud, der ofrer. Det er Gud, der elsker os først – og viser det ved at give slip på det menneske, han elsker allermest, sin egen søn. Så kan vi se, at kærligheden fra Gud kommer først, at Gud vil gøre alt for os.  

Og han skulle dø for at vise os, at magthavere gerne slår dem ihjel, der modsætter sig et regime, hvor de stærke har magten. En af grundene til, at Jesus blev slået ihjel var, at han holdt med de svage, ikke med de magtfulde romere og jøder, og han fik mange til at synes det samme som ham: At alle mennesker uanset køn og status er lige meget værd. Sådan så man ikke på mennesker dengang, og også i dag er der mange, der mener, nogle er mere værd end andre. Men ikke Jesus. 

Hvad nu hvis Gud havde grebet ind og reddet Jesus? Så havde vi ikke kunnet lære det, jeg lige har sagt.  

Og så havde Jesus ikke kunnet genopstå. 

Og det er det aller-vildeste og mest afgørende. For det lærer os, at døden ikke får det sidste ord. Når vi dør, forsvinder vi ikke. Påskemorgen ændrede alt. Vi genopstår, som Jesus gjorde det. En dag. Vi ved ikke hvornår, og vi ved ikke hvordan, men det er det løfte, kristendommen bygger på. Jesus er førstegrøden, som Paulus skriver flere gange i sine breve, som han skriver til sine venner ikke så mange år efter, at Jesus er død. Han mødte ikke selv Jesus i levende live, men i en af de former, Jesus viser sig i som opstanden. Han hørte Jesus stemme. 

Vi følger efter, men ved ikke hvornår

Jesus er den, der først er opstanden, og lige efter hans død gik mange og bare ventede på, at de snart skulle dø og genopstå. Det skete ikke, som de troede. Det sker en dag. Men vi ved ikke hvornår. Jeg tror, Jesu opstandelse er præcis så vild og uforudsigelig, som den er – så jeg ikke forfalder til at forudsige, hvornår jeg skal dø. I stedet koncentrerer jeg mig om at få øje på opstandelser i mit liv.  

Hvad er det egentlig, en opstandelse er? Det er konkret, at Jesus går ud af graven, men det er også så meget andet. Fortællingen om Jesus er fortællingen om Marias søn, et menneske fuldt ud som os, bestemt. Det er konkret og til at forstå. Og han gik ud af graven den dag. 

Han er søn af kærlighed

Men det er også fortællingen om Jesus som Guds søn, og så bliver det endnu vildere, end det har været. For vi ved ikke, hvem Gud er, Gud er meget mere, end vi nogensinde kan fatte. Det samme gælder derfor også hans søn, Jesus. Han er også fuldt ud Gud.  

Det er ikke til at fatte, men det kan hjælpe at beskrive Gud med et ord, vi kender: Kærlighed. Gud skabte os, så på os og så, at det det var godt, hvad han havde skabt. Det var det, man allerede for mange tusinde år siden erfarede om Gud og begyndte at fortælle hinanden. 

Gud er kærlighed. 

Jesus er søn af kærlighed. Og han genopstår som kærlighed. Som kærligheden, vi mærker i lysglimt mellem hinanden. I smil. I en solopgang. Al den skønhed i naturen er kærlighed hældt ind i vores synsfelt af Gud. Mariehønsene, der kribler frem. Påskeliljerne. Musikken. Rødkælken. Selve foråret er en lang række af påmindelser om opstandelser med så vilde og voldsomme forandringer, at der godt kunne sidde en engel eller to derude i skoven og prædike for os.  

Prædike hvad?  

Lys. Håb. At vi mødes med vores døde igen. Ufatteligt. Men at vi også mødes med dem her og nu. For kærligheden til og fra dem lever jo. Den er her. Også selv om de ligger under gravsten så tunge, at kun en ærkeengel kan skubbe dem væk. “Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.”  

Vi savner de døde, vi har ondt i livet, vi lider, men vi mindes om, at vi kan stå op igen en påskemorgen, høre fugle, mærke kærlighed. Det er det, kristendommen handler om. Den prædiker ikke, at mennesket er forkert og skal straffes og ofre for overhovedet at have lov at være her, men slår fast, at mennesket er elsket og kan elske og altid vil være elsket fra nu af og til evig tid. Det er opstandelsen. Det er den, vi fejrer i dag. 

For det vil vi sige:   

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.   

Amen.”