Det er 10 år siden, Charlotte Rørth fik et syn af Jesus: Præster ved stadig ikke, hvordan de skal tale om den slags
Uden at have hverken kirkelig baggrund eller den mindste smule åndelig længsel skulle jeg for år tilbage pludselig lære at leve med blandt andet to syn med Jesus, der stod ret op og ned foran mig og talte til mig. Bogen, jeg skrev om den uddannelse som troende, jeg måtte gennemgå, hed ”Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”.
Den udkom for 10 år siden og blev en bestseller, og ingen var mere overrasket end mig. Bogen er siden oversat til seks sprog og er nu på vej på engelsk, jeg har kørt landet tyndt og holdt 300 foredrag og fået tusindvis af breve, og jeg får stadig næsten hver dag mail fra mennesker, der siger tak og kalder mig modig. Det ser jeg ikke mig selv som, jeg er journalist og skriver blot om det, der sker ude i virkeligheden.
Op mod hver anden af os har oplevelser, dokumenterede jeg selv i opfølgeren ”Vi mødte Jesus – Og hvad kommer det andre ved”, men det er er stadig ikke et felt, der er forsket ret meget i, hvordan vi som samfund eller kirke skal leve med.
Der mangler viden, der kan hjælpe, erfarede også jeg dengang. Selv ringede jeg som det første til en præst, da jeg havde haft en Paulus-lignende oplevelse ved Rold Skov og siden de to syn med Jesus i et sakristi i Spanien. Hvad skal jeg gøre, spurgte jeg hende, og hun gav mig de samme råd, jeg senere fik af den katolske præst i spanske Úbeda. I superkort form lød de: Se oplevelserne som gaver, forsvind ikke i dem, men lev dit dagligliv, bed hjertebønnen og læs og lær om kristendommen. Med de to som tæt tilknyttede vejledere fandt jeg en måde at leve med oplevelserne på som medlem af den danske folkekirke.
Det er desværre langt fra sådan, det foregår for alle.
For mig var og er det overraskende, hvor mange, der fortæller, at de er blevet afvist af en præst – foruden af deres familie og venner. Jeg er ikke selv blevet afvist af mine nærmeste og er inviteret ud at holde foredrag af hundredvis af præster, (hvoraf nogle i parentes bemærket også selv har skrevet til mig om egne oplevelser). De, der ville have afvist mig, kontakter mig selvfølgelig ikke, men det er værd at understrege, at jeg er blevet budt velkommen i alle grene af det danske kirkeliv. Jeg mener alle og det over hele landet.
Ude i det konkrete liv såvel som hos dem, der kender til Bibelen, er det ikke overraskende, at mennesker kan opleve himmelsk lys, møde engle, sidde i et nærvær ved en døendes seng og meget andet. Det har jeg tydeligt mærket, når jeg har været i sognegårde og på biblioteker og der mødt op mod en kvart million mennesker.
Hver eneste gang er der nogle, ofte også præster, der spørger, hvad de skal gøre. Hvordan skal oplevelserne hænge sammen med det liv, de har? Den tro, de tilslutter sig? Kirken?
Det første, alle skal gøre, er ikke at afvise.
Oplevelserne sker, og de er ikke noget, nogen som helst kan styre eller bestemme over. De sker og har altid fundet sted. Der er heller ingen befolkningsgruppe, der har flere oplevelser end andre, dokumenterer blandt andre dr. Marianne Rankin ud fra 7000 breve med beretninger om oplevelser, der ligger i arkivet hos The Alister Hardy Trust.
I sin PhD fra om frugterne af oplevelser, “Fruits of Religious and Spiritual Experience”, konkluderer hun, at oplevelserne ændrer livet for stort set alle dem, der har dem, uanset oplevelsernes forløb og indhold. De fleste bliver mere reflekterede end før, fordi de har oplevet noget, der får dem til at tænke over livet og døden. En del skifter job. En del går i kirke, men lige så mange forlader kirken, fordi den ikke anerkender deres oplevelser, beretter de.
Selv om oplevelserne er forskellige, er følelsen, de efterlader, den samme; kærlighed. Og det uanset, om folk er troende eller ej. Men taler de ikke med nogen om oplevelsen, kan den sætte sig som en ensomhed, en afstand til andre. Derimod vokser glæden ved den og selve livet, når de deler den, viser hendes undersøgelse fra 2022.
Det er altså for det andet godt at dele, men med hvem skal man dele oplevelsen? Med præster? Vil de? Kan de?
Både ja og nej, konkluderer norske Jan-Olav Henriksen, professor i systematisk teologi. Han har undersøgt, hvordan man i dag kan forstå og leve med oplevelser ud fra en religiøs tilgang. Værket, ”Experiences processed by Religious Means”, er netop udgivet. Det er ikke let at forstå, men jeg har talt med ham undervejs, og mine bøger bruger han som den del af sit materiale, da jeg er stået frem med navns nævnelse med mine oplevelser, som jeg netop lever med som kristen.
Kun ganske få står frem, påpeger han i sin indledning helt på linje med min og Rankins viden. Folk er sky og generte. Det er uvant at tale om. Svært at finde ord. Også for dem, der kontaktes. Præster for eksempel. Selv om i snit halvdelen af alle i og udenfor kirkerne har oplevelser, er det småt med undervisning i at forholde sig til dem. Og det selv om dem med oplevelser ofte ifølge både Rankin og Henriksen af sig selv henfører dem til noget religiøst, endog i stadigt mere sekulære samfund.
Og hvis ”teologi og den øvrige akademiske kultur bliver ved at marginalisere eller ignorere den slags oplevelser”, skriver Henriksen, ”vil religiøse traditioner forblive irrelevante for dem, der har disse oplevelser og skal lære at leve med dem.”
Det er mange mennesker, det handler om. Mennesker, der har brug for hjælp, men som afvises. Mennesker, der måske kunne finde et tilholdssted i kirken. Endog berige den?
Det er ikke let at tale om, heller ikke for præster, erkender Henriksen. Oplevelser sker for den enkelte og kun få af dem har et teologisk korrekt sprog, ”an adequate repertoire of language”, for det, der er sket. Som systematisk teolog kan han forklare oplevelsernes sammenhæng med den kristne tro med de rette formuleringer. Det kan de, der har haft oplevelserne, sjældent. I følge ham er det for eksempel ikke Gud, de møder, selv om det kan være det ord, de bruger. Oplevelser sker her og ikke i en anden verden, hvor Gud er, fastholder han. Men at have oplevelser eller forholde sig til dem, skriver han, kan ”gøre en åben for det transcendente”, uden at man dermed ”afviser en videnskabelig tilgang til virkeligheden.”
Ofte er oplevelser, som Rankin konkluderer, og jeg erfarer fra blandt andre mig selv, en anledning til at fordybe sig i tro. Alene derfor er de teologisk relevante. Desuden er de en del af grundlaget for religioner, også den kristne, som Henriksen også understreger, og bør alene derfor ikke affejes. Selv om oplevelserne ikke giver ”videnskabelig tredje-persons viden”, kan de medvirke til ”at finde nye former for viden om, hvad der betyder noget for os som mennesker.”
Som Jan-Olav Henriksen skriver til slut, så kan oplevelser udfordre ”lukkede forestillinger og dogmatisme indenfor både naturvidenskab og religion” ved at vise noget af ”alt det forunderlige, vores virkelighed er så rig på.”
Det har jeg selv erfaret i mit eget liv, hvilket selvfølgelig blot er anekdotisk viden, men de mange, mange tusinde samtaler, jeg har haft de seneste 10 år nærmet sig et statistisk validt grundlag for at sige, at det at tale sammen om oplevelser ubetinget er godt. At have oplevelser og ikke kunne dele dem fører til eksistentiel ensomhed, påviser Marianne Rankin, og jeg vil lægge til, at det at kunne tale trygt om dem fører til en øget nysgerrighed overfor troen og det fællesskab, den lever i. Alene derfor er de værd at tale om. For dem, der har dem, og for alle andre.
PS
Det fine foto er et udsnit af et stort broderi fra præstekontoret i Oslo Misjonskirke.